Tilbage i førersædet #2 Det rammer mig lige i retfærdigheden

Jeg er født med dét man må kalde en veludviklet retfærdighedsfølelse.
Der er få ting, der kan få mig lige så meget op af stolen som uretfærdighed.

Nogle af jer kan måske huske, at jeg er ved at få fornyet mit kørekort – ikke fordi jeg har fået det frataget, men fordi jeg har diabetes og det derfor skal fornyes jævnligt.

Det viste sig imidlertid, at der var et alvorligt bump på vejen (no pun intended).

Jeg havde ikke fornyet kørekortet inden for en tidsfrist på tre år (fordi jeg ikke havde haft behov for kørekortet og ærligt talt ikke så nogen grund til at kaste tid og penge efter en lægeerklæring med videre) – og jeg var desuden uvidende om at der overhovedet var en tidsfrist.
Ved I, hvad der sker, hvis man ikke fornyer sit kørekort inden for tre år?

MAN SKAL OP TIL EN NY KØRE- OG TEORIPRØVE!

På borgerservice fik jeg at vide, at jeg kunne ansøge om dispensation fra dette krav. Det gjorde jeg selvfølgelig.
Efter tre måneders behandlingstid, har jeg nu fået brev om det foreløbige svar på min ansøgning.

De kvikke af jer kan på nuværende tidspunkt regne ud, at det foreløbige svar er af den negative karakter.

Jeg er føler mig ramt lige midt i retfærdigheden.

Jeg har en lægeerklæring, der finder mig egnet til at køre bil.
Masser i min bekendtskabskreds har ikke kørt bil i tre år eller mere, men deres evne til at køre bil er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved.
Man må gå ud fra, at det er fordi, man vurderer, at de ikke bare sådan glemmer deres køreevner?
Og glemmer man hvordan man kører bil på tre år?
Jeg tvivler.
Kraftigt.
Og jeg kan i hvert fald afsløre, at man ikke glemmer hurtigere, bare fordi man har diabetes.
Man kan for eksempel spørge mig ind til processen om dette om tre, fem, ti år – og så er jeg ganske sikker på, at jeg vil kunne huske det hele meget tydeligt!

Ironisk nok havde jeg jo allerede planlagt, at jeg ville tage nogle køretimer hos en kørelærer for at få genopfriskning og føle mig tilpas bag rattet – men ingenlunde noget der prismæssigt (og særligt nervøsitetsmæssigt!)  kommer til at matche nye køretimer, ny teoriprøve og ny køreprøve.

Og det mest irriterende er, at havde jeg fået kortet fornyet da det udløb, havde jeg ikke stået i denne situation – heller ikke selvom jeg aldrig havde siddet så meget som et sekund bag rattet i de forgangne år. Der er nemlig ingen der spørger, om du har brugt dit kørekort!

Jeg vil helt sikkert komme med en saglig og fattet indsigelse til den foreløbige afgørelse, men nærer desværre ingen høje forhåbninger.
Jeg har allerede talt med en jurist i Diabetesforeningen, der fandt loven ulogisk, men ikke mente, at man kunne gøre så meget (jamen, hvor er din ild, ven?).

Men altså, man bliver jo nødt til at gøre noget, ikk’?
Man bliver da nødt til at påpege, når lovgivningen ikke giver mening.

Min krop forskelsbehandler mig allerede på grund af en lille, doven bugspytkirtel – der er ingen gyldig grund til at loven skal gøre det samme.

Hilsen en ret træt kvinde, der skal med bus ind til vesterbro senere og er helt tilfreds med at hun ikke er i bil, da hun har brug for et intravenøst drop med drinks til at lette humøret.
Aka.
Ramt I Retfærdigheden

---

Har du erfaringer, viden eller bare lidt god karma du vil give videre, så hold dig ikke tilbage.

Følg bloggen og kørekortsgyseren på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.

Navnet er som altid
Sortpahvidt
Og er i dag muligvis mere passende end ellers