Tilbage i førersædet #1

Hvis du har fulgt med på bloggen længe, kender du formentligt til mit anstrengte forhold til at køre bil.
Hvis du ikke har eller ikke husker det, så kan det opsummeres således:

1) Jeg havde en fuldkommen crazy kørelærer
(At høre brølet: “HVADFANDENSKERDERFORDIGIDAGELINE??! var sådan ret normalt) 

2) Det gjorde mig ret ængstelig for at køre bil
(Jeg endte med at føle, at alle – også andre bilister, ja selv fodgængere – stirrede misbilligende på mig og sikkert tænkte HVADSKERDERFORDIGIDAGELINE? Jeg blev bange for at være en firhjulet dræbermaskine) 

3) Til sidst tog det overhånd. Da jeg gik i stå midt i et trafikkeret lyskryds med hele familien i bilen, føltes det som om jeg aldrig kom i gang igen. På en måde sidder jeg stadig dér med bilen propfyldt og en hikstende/hostende motor og én, der råber DUERIANDETGEAR! Jeg svor, at jeg aldrig mere ville køre bil.

4) Da mit kørekort skulle fornyes, fordi jeg har diabetes, lod jeg ganske enkelt være. Med ordene: jeg har jo ikke et gyldigt kørekort, behøvede jeg aldrig at forklare, hvorfor jeg ikke ville køre.

MEN, hånden på hjertet, det skide kørekort har naget mig i alle de år. Som et tilbagevendende nederlag.
Som en fiaskofølelse, de hånlo mig op i ansigtet, hver gang jeg åbnede min pung og så toppen af det lyserøde kort.
Og mens jeg går her og finder ud af, hvordan mit fremtidige liv skal se ud, slog det mig en dag:
Jeg ved i hvert fald, hvordan det ikke skal se ud:

Jeg vil ikke være bange for at køre bil mere.
Punktum.

Og så gik jeg i gang med alle de forberedelser, der nu engang ligger i, at få fornyet det der kørekort.
– Jeg tog fat i min rutinerede bilist og veninde, Helene, som lovede at vi kunne køre i hendes bil, når jeg fik det nye kort.
– Jeg fik taget et allerhelvedes dårligt pasbillede, hvor mine kinder har været oppe at slås med den sibiriske kulde.
– Jeg var oppe hos lægen, som fik en gratis omgang stand-up comedy, da jeg stod seks meter fra bogstavstalven – uden kontaktlinser på – og måtte sige, at jeg ganske enkelt ikke engang kunne se, hvor hun pegede hen.

Og så begav jeg mig videre til Borgerservice.
Sidste stop før det nye kort var i hånden.

Alt gik som smurt.
Digitalsignatur, lægeattest, det gamle kørekort – alt fløj fra mig til hende.
Printeren til det midlertidige kørekort var allerede begyndt at brumme af forventningens glæde, da de skæbnesvangre ord lød fra Borgerdamens mund:

“Hov. Det er da længe siden at det her kørekort udløb?”

“Jo, ja, jo. Jeg har ikke rigtig haft savnet det,” mimrede jeg.

“Når det har været udløbet i 3 år skal du op til en ny køre/teoriprøve” lød min tørre dødsdom, som næsten tog pippet fra mig.

Det føltes som om selveste Skaberen grinede en rungende latter deroppe fra og gjaldede hele vejen ned til Borgerservice

DER TROEDE DU LIGE!

Men altså; den var desværre god nok, den regel.
Jeg følte det vitterligt som om, at Borgerdamen med de tunge ord, lige havde hevet stolen væk under mig og havde efterladt mig med et stort, fedt FUCK.

Så altså; måske skal jeg op til teori/køreprøve igen.
Jeg ved det ikke helt endnu.
Jeg har søgt om dispensation og afventer svar fra politiet.

Dog måtte man godt få et midlertidig kørekort, mens man venter på afgørelsen.
Og det betyder, at jeg – one way or another – snart skal sætte mig bag rattet igen.

Bare rolig, jeg starter naturligvis et helt mennesketomt sted.
Og så har jeg i øvrigt opstillet disse køretips til mig selv:

– vil tage køretimer hos sød kørelærer nær Amager

– starte med baby-skridt, så jeg får succesoplevelser og førersædeselvtillid

– vil lade være med at køre nogen ned

– og det sidste:

—

Ja, det  var mine ret overkommelige køretips – hit med jeres:
Jeg får helt sikkert brug for dem!

PS Helene, har du styr på testamentet og alt det dér?
Du må få mine tiloversblevne pasbilleder, hvis jeg kreperer af angst i bilen. De bliver penge værd en dag, I promise! 

---

Følg bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Navnet er som altid
Sortpahvidt