Tænkte tanker # 4

Nytnytnyt og trættrættrætterat

De sidste dage er der sket ret mange ting.

De af jer, der også følger med på min instagramprofil ved, at jeg har haft en fødeaftale med en veninde. Fødslen har jeg – okay, også hun – har gået og ventet og ventet og ventet på.
Nu har hun født.
Og på et tidspunkt skal jeg have afklaret med hende, om hun er okay med at fortæller jer lidt om det. Men faktisk ligeså vigtigt, skal jeg også have afklaret med mig selv, om det er noget jeg vil dele eller ej. Jeg har aldrig født med et par jeg kender indgående før, og det var en stor, intim, følelsesladet og energikrævende affære. Der er mange oplevelser og tanker, jeg skal have vendt og drejet og sat på plads blandt alle de mange minder.
Jeg er stadig i gang med mit mindetetris – og at indhente den forsømte søvn. Puh. Jeg brød rekorden for hvor længe jeg har været vågen, da jeg rundede 28 timer, og da jeg var på vej hjem til min seng efter en kort lur og yderligere flere timers vågenhed, følte jeg mig næsten mere død end levende. Tiden var blevet en underlig, sej substans, som gik uden at jeg var bevidst om det. Undrede mig over, at der var så mange mennesker på gaden midt om natten – indtil jeg forstod at klokken faktisk var 13! I spejlet kunne jeg se, at jeg virkelig havde ret i, at mit ansigt i træthedens vold kommer til at ligne en ciabattedej der er sat til hævning. Nu var det vist hævet ud over skålens kanter.

Nåh, men i dag var jeg på barselsbesøg. Omgik LCHF og havde både pizza og dessert med til frokost. Første punkt i barselsbesøgshåndbogen må være aldrig at dukke op tomhændet. Punkt nummer to må være ikke at blive for længe. Men før jeg gik,  blev jeg spurgt om noget:
Om jeg ville være gudmor.
Tænk, at få lov til at være jordemoder og gudmor, det var næsten mere end mit stadig overtrætte hoved, kunne rumme.

… og ikke nok med, at jeg fået flere “mor”titler, så har jeg også fået flere “jordemoder”titler. Fra efteråret af bliver jeg nemlig helt officielt også hjemmefødselsjordemoder! Efter min hjemmefødsels-ilddåb i oktober sidste år har jeg gået og taget tilløb og trippet lidt; og nu tror jeg, at jeg er klar. Jeg er meget spændt, lidt nervøs men også meget glad for min beslutning – for da jeg sagde, at der blev plantet et lille hjemmefødselsfrø i mig den oktobernat løj jeg ikke. Frøet blev til en spire, der blev til en plante – og nu må det snart være på tide, at se om den vil blomstre, ikk’?

image… Men midt i alt det nye og midt i al trætheden, er det nu engang dejligt og enkelt at vende tilbage til noget, der altid har gjort mig glad. Så i dag får I en helt gammeldags tegning. Med turtelduer, højhælede sko og endda noget så kitschet som et hjerte.

Lover, at jeg vender tilbage til de mærkelige tegninger med bare numser, Bæster og bildæk snarest muligt.

Skal bare lige sove først.

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tænkte tanker # 4