Farvel, du verdens mindste teenageoprør

Før lejligheden, studiet, den voksende vasketøjsbunke og den evige opvask, var også jeg en humørsyg og tvær teenager.

Åh ja, her har vi et lille indlæg der tager os tilbage til den søde teenagetid og de tre muntre B’er:
Bumser
Briller
Bøjle
(ja, jeg var hårdt ramt…)

Jeg har aldrig kunnet prale af at være særlig rebelsk. Jeg havde vel ikke noget særligt behov for oprør og løsrivelse og alt det dér.
Selv nu kan jeg stadig blive i tvivl, om man overhovedet må kalde det “at være flyttet hjemmefra”, når det vil sige, at man kun er rykket sådan cirka 800 meter til højre?
I hvert fald. Det mest rebelske jeg kunne svinge mig op på (fordi jeg trods alt følte, at man burde gøre ét eller andet) var at få en piercing øverst i højre øre.
Ok. Det var måske bare en ørering. Men altså den sad jo ikke det traditionelle sted, vel?

Nåh, men dér har den ellers siddet lige siden.
Men nu er jeg toogtyve, og mit højre øre har fået en skør bule, hvor ringen hviler, og jeg synes måske, at jeg er lidt videre fra mit femtenårige “oprørske” jeg.

Så nu er den væk. Det lillebitte oprør.

PS. meget symbolsk endte det med, at min far måtte klippe den af med en papegøjetang. Efter syv år er ørerings-låse åbenbart ikke hvad de har været.
Så meget for løsrivelse, ikk’?