“Hvorfor blev du hjemmefødselsjordemoder?” Del 2

(FORTSAT)

Da jeg havde konsultation i går, var cirka en tredjedel af de gravide jeg så, kvinder, der planlægger at føde hjemme.
De to vagter jeg har haft, efter jeg kom tilbage fra ferie, har jeg været til hjemmefødsel begge gange.

Jeg fornemmer en helt klar stigning i forekomsten af hjemmefødsler – og det glæder mig. Guderne skal vide, at jeg selv var noget skeptisk, da jeg hørte om hjemmefødsler første gang, men nu ser jeg virkelig mange fordele ved at føde hjemme.

For selvom jeg har været med til virkelig mange smukke, rolige og tårevæddende fødsler på hospitalet, oplever jeg altid en stemning som er noget helt særligt, når jeg er til hjemmefødsler.
Den er svær at beskrive, men jeg vil alligevel forsøge:

En tidlig morgen i denne uge ringede jeg til fødegangen. Jeg havde hjemmefødselsvagten og forhørte mig, om jeg skulle møde på hospitalet eller i stedet skulle tage ud og afløse en nattevagt som stod hjemmefødsel.
Det skulle jeg.
Jeg havde god tid og besluttede mig for at cykle ud til hjemmet.
Jeg mødtes med min studerende og i et adstadigt tempo, cyklede vi snirklende forbi lejlighedskomplekser og villaveje og mærkede hvordan omverdenen var ved at vågne. Solsortene sang, solens stråler skiftede fra svage og blege til kraftige og gyldne og var ved at få rigtigt fat. Rundt omkring kom småbørnsfamilier ud fra opgange og havelåger med en lille i hånden og de lidt større på løbecykler, trehjulede eller løbehjul. På vej til vuggestuer og børnehaver.
Vi var på vej til fødselsdag, og jeg tog mig i at føle mig heldig.

Det var tankevækkende, at mens folk tydeligvis var godt igang med hverdagens trummerum, var vi på vej til noget helt unikt. Og dét, at det kunne foregå lige hér omkranset af postbude, blebørn og bøgehække mindede mig om, at det jo er dét fødsler som udgangspunkt er;
Noget helt naturligt.
Noget nærmest hverdagsagtigt.
Det behøver ikke være kompliceret.
Et barn kommer til verden.
Det er faktisk ret simpelt.
På en måde er det jo faktisk grundstenen, hvorpå vi bygger hverdagens trummerum.

Og det er nok dét, hjemmefødsler gør ved mig.
De minder mig om, at i en verden hvor alt omkring mig kan bippe og båtte og går i sort, hvis vi ikke oplader det engang i døgnet, kan en fødsel stadigvæk foregå med fuglepippen som eneste uvedkommende lyd.

Forstå mig ret; man skal som sagt føde lige der, hvor det er rigtigt for dig, men jeg tror, at mange simpelthen overser muligheden for at føde hjemme, fordi de ikke ved, at man kan eller ikke ved, hvad der skulle være bedre ved en hjemmefødsel.
Men altså; jeg er helt tryg og hjemmevant, når jeg er på en fødegang. Her er jeg kommet hundrede gange før, og kender stedet som min egen bukselomme. Men sådan har jeg det ikke, når jeg befinder mig på alle mulige andre afdelinger på et hospital. De uvante omgivelser alene kan gøre mig lidt beklemt og usikker; må man sidde her? hvor kan jeg få noget vand? er jeg nu besværlig?
Lur mig, om ikke mange andre har det netop sådan, når de kommer på en fødegang? Sådan er der forhåbentlig ikke nogen, der har det, når de er hjemme, vel?

…

Nu taler jeg selvfølgelig om den helt ukomplicerede, naturlige fødsel.
Der findes masser af omstændigheder, hvor jeg er hjertens glad for, at vi har alle de apparater, der kan bippe og båtte, og hvor jeg synes, at hospitalsfødslen er KLART at foretrække fremfor hjemmefødslen.
Efter min mening skal man nemlig ikke føde hjemme for enhver pris.

Men alt det må vi tage en anden gang.

FORTSÆTTES.

…

Vil du vide mere, vil du stalke eller finde overspringshandlinger? Så kan du finde meget mere sort på hvidt på FACEBOOK eller INSTAGRAM

Og har du spørgsmål, kan du stille dem lige her.