“Hvorfor blev du jordemoder?” del 3

(FORTSAT)

Hér kan du læse DEL 1 eller DEL 2

Vi stod og kiggede på den lange, stejle rampe med den knoldede og hullede asfalt foran hospitalsindgangen, og spekulerede på hvordan vi skulle få min far med sit franskbrødsflækkede ben frem.

Under en stor skramlen, hvinen og bumlen kom min søster så rundt om hjørnet. Med sig havde hun en… tjah, kørestol, er vel det rette ord. Men i hvilken stand!
Den lignede noget, der havde stået udenfor i al slags vejr i flere årtier, og som selv den tredje verden ville have takket nej til. Den så grå, mørnet og forlængst forældet ud. De store, runde hjul var tydeligvis ikke blevet tilbudt luft i umindelige tider, de små styrende hjul forrest led tydeligvis af højre/venstre-forvirring og slog til siderne som et overaktivt pendul.

Men det var bedre end ingenting.

Vi vidste ikke, hvor skadestuen var, så vi blev enige om at sende en spejder i forvejen, mens de to andre måtte tage et historisk tilløb og skubbe “kørestolen” med min far op ad rampen.
Det mindede sgu mest om et forhindringsløbsspil til en nintendo.

Mens min mor og søster tog mål af rampen og sammen talte
“1…. 2….. 3…. NU!”
Sprang jeg i forvejen for at finde skadestuen.

…

Der var underligt tomt og mørkt indenfor. Kontrasten fra den skarpe eftermiddagssol var så stærk, at jeg et øjeblik var helt blind.
Der var intet personale at se nogen steder. Hvis vi befandt os i en film, ville vi helt sikkert være ankommet efter at zombierne havde forvandlet stedet til en henlagt kirkegård.
Nåh, men dét tænkte jeg heldigvis ikke på i situationen, jeg løb bare til højre og på én eller anden måde befandt jeg mig i næste nu på en smal gang med en betjent og en fange!
Et øjeblik blev jeg helt paralyseret ved følelsen af netop at være trådt ind i en gammel western! Betjenten med det store nøglebundt og den anden mand inde bag sorte, tykke tremmer. Hvor føk var jeg henne?

Da min græske sprogkunnen beløb sig på at kunne bestille en portion souvlaki, en tzatziki og en stor cola light, skyndte jeg mig at kaste mig ud i en engelsk forklaring om min nødsituation.
Men det hurtigt gik op for mig, at betjenten ikke forstod et hak af, hvad jeg plaprede om, og derfor kastede jeg mig ud i en bizar udgave af tegn & gæt:

“My father…” *Gestikulerede vildt med armene og lavede et stort hug ned i mit ben*
“… and…” *lavede sprøjtelignende bevægelser fra benet*
“Emergency room? Where?” *begge håndflader ud til siden og vendt op ad*

Hvad enten betjenten forstod mit engelske, min teatralske opvisning eller bare var bjærgtaget af min (fandt jeg ud af) gennemsigtige top uden BH indenunder, endte han i hvert fald med noget modstræbende at efterlade sin fange og vise mig på rette vej…

…

Da vi nogen tid senere forlod hospitalet alle fire, var vi hver og en trætte ovenpå en ualmindelig strabadserende dag.
Men selv blev jeg kvikket brat op, da vi åbnede bilens bagagerum. Blodstanken var tilbage. En tung odeur af noget surt og skarpt. Alting vendte sig i min mave.

“Åh, puh, det lugter ikke så godt, det blod dér…” Fik jeg fremstammet.
Ville trods alt helst ikke gøre min far urolig over hans skræmmende, ildelugtende blod, men lugten fordrede ikke ligefrem lysten til at sætte sig ind i bilen igen.
“Hvad taler du om?” spurgte min mor, mens hun flyttede på nogle ting i bagagerummet.
Og dér midt i det hele var stankens ophav.
Ikke en blodpøl.
Men min fars sure, højre sandal.
Han har stadig ikke helt tilgivet mig, at jeg troede, at hans blod kunne lugte så dårligt!

Og hvad har alt det hér så med jordemoderfaget at gøre?
Umiddelbart ikke en pind, men oplevelsen var alligevel skelsættende for mig, fordi jeg fandt ud af, at jeg havde en side, som kunne noget helt andet end at læse bøger, teori, tegne og fortælle.
Jeg fandt en overraskende ro, en rationalitet og endelig en tilfredshed ved at stille op for andre, som jeg ellers aldrig ville have stiftet bekendtskab med.
På samme tid erkendte jeg blankt, at ting helst ikke skulle være skåret op på mærkelige steder eller genstande gennembore folk. Jeg havde heller ikke lyst til at være, den, der skar i folk. Ville hellere lappe sammen, tørre op og tørre bort.

Og det var et held, for det betød, at da jeg flere år senere småforelsket sukkede over jordemoderarbejdet, var det min far, der på flere måder fik mig til at søge ind på uddannelsen.
For da jeg protesterede over blod, akutte situationer og stress, sagde han med den største selvfølgelighed, at det ville jeg da kunne lære.

Og når jeg tænkte nærmere over det, måtte jeg sande, at jeg for en sjælden gang skyld uden at protestere, var tilbøjelig til at give min far ret!

…

Har du lyst, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM