“Hvorfor blev du jordemoder?” del 2

FORTSAT

(Har du ikke læst etteren, kan du gøre det HER)

“Hjælp… hjælp!” Råbte min far et sted udenfor, og da dét var et helt nyt udråb, forstod selv min gumpetunge teenagehjerne, at jeg hellere måtte komme ham til undsætning.
Du ved, gloende sol og bjælker eller ej.
Mens jeg løb ud af huset, forestillede jeg ham stå med de dér tunge bjælker. Tunge bjælker, der var ved at glide fra ham. Tunge bjælker, der havde givet ham en kæmpe splint. Eller tunge bjælker, der var ved at klemme hans arm, hånd, fod you name it.

Jeg kom rundt om hjørnet og blev overrasket, fordi synet der mødte mig slet ikke involverede tunge bjælker. Og fordi ingen af mine mange forestillinger havde indeholdt blod.
Men dér stod min far og tog sig til læggen, der – med hans egne ord – var “flækket som et franskbrød”.  I min familie kan vi virkelig male med ord.
Nåh, men jeg så bare blodet, fattede ikke hvad der var sket, og tænkte bare, at man tilsyneladende ikke kan lade mænd være uden opsyn i et øjeblik, uden de forsøger at maltraktere sig selv til lidt spændning.
Og mine første ord var ikke som mine tanker “hvad laver du?”, men noget så rationelt som:

“Sæt dig ned! Jeg henter et viskestykke!”

Ja, ok. Helt rationelt var det måske ikke, men dog mere handlekraftigt end jeg ville have troet om mig selv.
Kort efter kom mutter op til fatter og min søster joinede redningsteamet.

Vi kom dog hurtigt til en mindre udfordring. Eller. Nej, snarere en kaskade af “små” udfordringer.
For det første: Vi befandt os på en lille græsk ferieø. Femogfyrre minutters kørsel til nærmeste hospital. En ambulance var ikke noget, man sådan bare lige ringede efter.
Dernæst: Vores sommerhus lå på en grund med bjergskråning. Noget af vejen op til huset var på daværende tidspunkt cementeret, men ikke den mest stejle del. Som var helt op til huset. Hvor min far sad med sit flækkede franskbrød.
Og først og fremmest: Vores førstehjælpskasse bestod af myggespray og vabelplaster. Vi var ikke helt gearet til en vertikal benamputation.

Men… Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde. Og vi var hele tre kvinder til at spinde. Vi summede rundt som arbejdsbier.
Mens manden i huset bjæffede og sagde, at vi skulle ringe til Langhårede Spiros, som godt nok er så bange for blod, at det er lige før han bliver dårlig når han har klasket en mæt myg, gik vi kvinder til værks.
Vi måtte lave en kompresforbinding, først og fremmest. Forbindingsmateriale havde vi egentlig nok af. Inderst kom mit beskedne viskestykke, uden på dét et håndklæde eller to. Nu stod vi så dér med stramt indviklet forårsrulle (for at blive i madgenren), og skulle gerne have klæderne til at blive hvor de var. Snor havde vi ikke noget af, og jeg husker ærligt talt ikke, hvem der fandt det, men før vi vidste af det, havde vi en fin kompresforbinding holdt sammen med vores internetkabel.
Pænt var det ikke – men på sin egen måde alligevel ganske imponerende.

Så skulle vi have fatter ned af skråningen. Min mor og søster agerede krykker, og jeg gloede vist bare. Og så viftede jeg med min vifte. Ja, bevares, jeg viftede da mest min far.

Inde i bilen sad min far og jeg bag ved og min fars fod hvilede på min skulder.
Vi skulle jo have eleveret det ben, dér.
Jeg havde dog ikke meget erfaring med blod i de mængder, og mens jeg sad dér og viftede med viftede og forsøgte at finde et neutralt ansigtsudtryk, kom den den fæleste lugt jeg nogensinde havde lugtet, listende ind i mine næsebor.
Som Luke fra Modern Family siger på et tidspunkt:
“Det var som om Bæ havde giftet sig med Bræk og holdt bryllupsfest i min næse!”
Tænk at blod kunne lugte sådan! Stakkels fatter måtte da have blodforgiftning eller sådan noget! Godt vi var på vej til hospitalet!

Vel fremme ved hospitalets indgang begyndte vi alle så småt at ånde lettet op.
Lige indtil vi så fasciliteterne til at entrere skadestuen med!
Jeg har i mit liv aldrig set så stejl, så ujævn og så lang en rampe, som den op til døren. Gangbesværede måtte jo være døde i deres forsøg på at komme ind på det her hospital! Ikke så mærkeligt, at her var så stille – ingen orkede vel at prøve at komme ind. Og der var heller ikke noget personale at se.
Dyre råd var i sandhed rådne.
Vi tre kvinder kiggede på min far – der dengang var en lidt korpulent mand – og tænkte formentligt det samme:

“Hvordan fanden får vi ham indenfor? Helst lidt hurtigt. Og uden at nogen kreperer i forsøget”

… FORTSÆTTES…

Vil du ikke gå glip af fortsættelsen, eller vil du bare stalke, kan du gøre det på FACEBOOK eller INSTAGRAM