“Hvorfor blev du jordemoder?” del 1

Efter min kaotiske debut som linselus, er et enkelt spørgsmål som journalisten stillede, blevet ved med at rumstere i mit hoved.

“HVORFOR BLEV DU JORDEMODER?”

Ja. Hvorfor egentlig?
Bag de obligatoriske og alligevel sande klichéer – jeg kan lide at arbejde mennesker/ det er et arbejde, der giver mening/ jeg fascineres af livets begyndelse/ for at være noget væsentligt for andre/ fordi jeg lide håndværket – gemmer sig en ikke særlig nobel baggrund.
Faktisk finder jeg årsagen en smule pinlig:

Jeg så en dokumentar om norske jordemødre.

Jep. Jeg skulle have været forfatter, tegner, skuespiller eller antropolog. Faktisk gad jeg slet ikke at gå i skole mere. Indtil jeg så dén der dokumentar med jordemødrene.
Jeg blev fascineret, ja, nærmest tryllebundet. Var imponeret over alt det, der gemte sig bag livets mirakel. En jordemoder var en omsorgsperson og en håndværker på én og samme tid. Klichéerne stod nærmest i kø i min hjerne.
Jeg var vel sytten år. Boede hjemme. Arbejdede i Magasin. Og kedede mig bravt.
Mod fjernsynets glimtende lys, sukkede jeg åndeløst og med fastklistrede øjne:

“Ej. Hvis jeg havde, hvad der skulle til… så ville jeg gerne være jordemoder.”

Og hvis nogen skulle have noget i klemme – på godt eller ondt – over at jeg rent faktisk blev jordemoder, må jeg bare sige, at de bør rette denne henvendelse til min gode fader.
For han drejede med en faderlig selvfølgelighed nakken af led, rettede bestemt blikket mod mig og sagde:

“Hvad mener du med “hvis du havde, det der skulle til” ? Selvfølgelig har du det.” Han kiggede på mig som om jeg havde fortalt ham, at mine albueled var forsvundet henover natten. Som om sætningen, der havde forladt min mund, var helt absurd.

“Jamen far,” sagde jeg overbærende.
“Der er jo også blod og stress og hurtige beslutninger og alt muligt!”

“Nåh, dét” sagde han, trak på skuldrene og kiggede atter tilbage på fjernsynet.
“Dét lærer du jo” Og syntes han ligesom, at dén sag var uddebateret.

Og heldigvis. For hans ord blev siddende. Og jeg begyndte at tømme bibliotek og internet for viden om jordemoderfaget, uddannelsen og arbejdet. Til sidst var jeg ikke skræmt væk – tværtimod.

Men pudsigt nok, var hele grunden til at jeg også tænkte, at jeg måske ikke var så sart, som jeg gik rundt og bildte mig ind, også en episode, der i allerhøjeste grad involverede min far.
Vi skal yderligere nogle år tilbage:

Året var 2007. Stedet Korfu. Beskæftigelse: Sommerferie.
Traditionen tro brugte min søster, mor og jeg dagen på stranden, mens min far lige så gerne var hjemme på vores olivenlund og færdiggjorde diverse ting og sager i vores sommerhus.
Da vi kom hjem fra stranden dén dag, sandede, svedige og med hår, der var stridt af salt, kunne jeg se, at dagens projekt derhjemme involverede en cementblander og nogle lange bjælker.

Vi gik indenfor, min søster gik vist i bad og min mor og jeg vaskede op eller andet i den dur. Vi havde i hvert fald ikke været hjemme særligt længe, da min far pludselig kaldte udenfor.

“Lotte!” Bjæffede han.
“Lotte… Lotte!”

Min mor troede han var nederst på vores grund og gik ud til ham ad bagdøren. Jeg syntes, det lød som om han var lige rundt om huset. Men for at I kan forstå, hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde, må jeg lige indskyde, at jeg jo altså var vokset op med min far:
Jeg kendte ALT til hans projekter, og når han liiige skulle have lidt hjælp. Jeg har løftet cementposer og slæbt brænde til brændeovnen, skubbet biler i gang og holdt tunge ting stille, mens noget blev boret.
Jeg havde set de der lange bjælker – og der var no way in hell, at jeg skulle ud og løfte et eller andet, der i princippet skulle tage to minutter men endte med at tage to timer i den glohede sol.
Min far blev ved med at bjæffe, og min mor halsede rundt på grunden og råbte:

“jamen, hvor ER du henne?”

Og jeg tænkte bare på de der bjælker. Så. Øøhm. Jeg gjorde ikke. Noget.

Indtil min fars udråb ændrede sig.
Min mors navn er næsten altid synonym med “arbejdshjælp”, men nu skiftede han til noget, jeg aldrig havde hørt før:

“Hjælp. Hjælp!”

Så kunne jeg alligevel få benene på nakken. Udenfor, rundt om hjørnet og dér var min far.

… FORTSÆTTES …

Vil du være opdateret, når fortællingen fortsættes eller vil du bare stalke, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM