Triatlon del 1: Conehead på afveje

Ja, nu kommer den altså.
Undskyld, hvis du sidder og er ved at brække dig.
Men der er ingen vej udenom.

Du skal høre, hvordan det der triatlon gik.

For jeg lever endnu. 
Tabte hverken ballerne eller det gode humør undervejs, og jeg ved ikke, hvad jeg er mest overrasket over.
Er nemlig typen, der kan gøre gode ting, mens mit indre Bæst står og brøler: “Tabertabertabertaber”, men ikke i søndags.

Her er hvordan det gik:
Forresten var der et par kiksere undervejs.
Men lad os bare være helt ærlige; uden dem, ville man jo slet ikke kunne tro på at det VAR mig, der gjorde det, vel?

Svømningen:

Lige før første disciplin – svømningen – var jeg megatossetstresset.
ALT havde taget længere tid. Hvor skulle tøjet hen? Hvor skulle skiftetøjet hen? Hvor skulle nummeret hen? Hvor skulle jeg hen?
Jeg var så stresset, at jeg faktisk ikke helt fik tid til at blive nervøs.
Dagene før havde jeg ellers haft det som om, jeg skulle op til mundtligt tysk igen.

I omklædningsrummet var der pludselig kun 10 minutter til jeg skulle starte. Pis!
Badehætten drillede en del. Ville ikke helt ned over mit hoved, og til sidst gav jeg op og tænkte, at nu måtte jeg hellere komme ud, komme i kø, aflevere min pose med cykeltøj til skiftet og ja… så snart i bassinet.

Mens jeg ventede på at aflevere min pose kom en kvinde viklet ind i et gigantisk frottéhåndklæde gående tæt forbi mig. Gad godt selv at kunne skjule lidt af det ekstra på sidebenene, men af al den baggage, jeg havde pakket, var ekstrahåndklæde ikke iblandt.
Jeg skulle lige til at aflevere min pose da jeg så, at frottékvinden fandme havde fået mit påklistrede posenummer med sig!
Man kan sgu ikke kende sekstenhundrede orange poser fra hinanden, så jeg måtte bukkende løbe efter hende, mens jeg undskyldende råbte “stopstopstop, mit nummer sidder fast i dit håndklæde!”

Så klaskede jeg nummeret på posen igen, afleverede den med strespanikken i mine øjne som en frådende hest – og øjeblikket efter råbte de mit nummer til bassinet:

347!

Jeg kravlede i vandet. Kiggede på min sidedame, ønskede hende god fornøjelse og så blev vi sendt afsted.

Jeg kom godt fra start. Der gik ikke længe, før jeg fornemmede, at min sidedame var forsvundet bag mig.
Bassinet var dog dobbelt så langt som det jeg havde svømmet i tidligere. Dét kunne mærkes. Måtte relativt hurtigt skifte fra crawl til bryst.

På min anden bane fik jeg øje på min tri-buddy som svømmede direkte imod mig på sin første bane. Hun var koncentreret, men det var hyggeligt at se hende, at få en følelse af, at vi gjorde det her sammen.
Dog blev jeg i samme nu opmærksom på en anden følelse:

Lortebadehætten var beslutsomt på vej til at undslippe min isse…

Overvejede om jeg ville blive diskvalificeret, hvis jeg tog den af, men kom så også i tanke om, at cykelturen ville blive vildt kold med gennemblødt hår. Prøvede at stoppe op og få den længere ned på hovedet, men ak, den ville ingenting.  Og jeg lignede en conehead. Det var træls og sinkede min tid, og sammentidigt var det bare SÅ typisk mig.

Og snart var svømningen så alligevel overstået.

Mine forældre stod og heppede, da jeg kom op fra bassinet og så mig forvirret om efter udgangen.
Dér!
Glemte alt om ikke-sylfide-kroppen og skyndte mig klaskende og barfodet ud af svømmehallen og ud på det våde, klistrede græsmudder udenfor.

Nu handlede det om skiftet. Cykling. Nok min stærkeste kategori. 

Jeg skyndte mig hen til boden, hvor vores mange, mange poser med skiftetøj stod stablet.
Som en overivrig labrador bjæffede jeg (nærmest hoppende):

347!

Folk kommende stimlende forbi. Numrene hvirvlede rundt i luften:

350! 323! 330! 345! 351! 

Og mens poserne fløj over disken til højre og venstre stod jeg bare dér og kiggede fortvivlet efter dem, mens jeg som en plade, der var gået i hak bjæffede

347! 347! TREHUNDREDESYVOGFYRRE!

Hvad satan? Hvorfor tog det så lang tid?
Var der ikke nogen, der gad kigge efter MIN pose eller hvad?

… i samme nu, gik det op for mig:

Det åndssvage posenummer måtte være faldet af igen.
Held og lykke med at finde min pose blandt de hundredevis af identiske andre, siger jeg bare.

(FORTSÆTTES)