Triatlon del 3: Dødens pølse og dræberjuice

(FORTSAT)

… Mine fødder føltes mærkeligt fremmede for mig, da jeg steg af cyklen og begyndte at småløbe hen til stativet med mit nummer på for at parkere jernhesten.
Fødderne var kolde og følelsesløse, og det stressede mig lidt at tænke på, at der nu kun var løbet tilbage.
Men det glædede mig også meget.

Min tri-buddy indhentede mig i skiftezonen, og mens jeg drak en juice på noget, der må være rekordtid, begav vi os småjoggende til løberuten.
Jeg havde egentlig ikke  behov for en juice på daværende tidspunkt, min insulinpumpe havde jeg indstillet til en reduceret dosis og mit blodsukker viste intet tegn på at være faldende, men jeg kværnede en juice for at være sikker på, at jeg ikke pludselig stod og manglede noget under løbeturen.

Det viste sig dog at være en strategisk dårlig beslutning. Selvom juicen læskede, føltes den et øjeblik efter klistret – ja nærmest kvælende – i min hals. Den skvulpede rundt og opfordrede ikke ligefrem min krop til at sætte i løb. Skal hilse og sige, at appelsinjuice-sure-opstød må være noget djævlen har opfundet.

Tri-buddien skyndede dog på mig, og de følelsesløse fødder adlød hende.
Da vi kom hen til rutens start fik jeg atter øje på mine forældre, der nu også var flankeret af min søster og nevø på toogethalvt år og deres vinken gav fornyet energi.
Jeg hastede forbi bordet med vand, og tænkte, at det kunne jeg tage, når jeg var kommet halvvejs gennem ruten.

Tri-buddy og jeg startede med at følges. 
Men jeg måtte hurtigt erkende at med ben, der var cirka en kilometer kortere end hendes og en krop i dårligere form, kunne jeg ikke stå distancen. Vi skiltes.

Løb. Fy for helvede. Dødens pølse, siger jeg bare!

Jeg måtte hurtigt skiftes til at løbe og gå. Mælkesyren gjorde mine ben tunge. Jeg havde absolut ikke længere problemer med at mærke mine fødder – eller nogle andre dele af min krop. Det føltes som om én eller anden var i gang med at amputere mine balder!

Pludselig var jeg alligevel halvvejs. Jeg fik øje på en gruppe hujende kolleger, hvilket igen indgød mere energi.
Én stod og viftede med en æblejuice og omtanken rørte mig, men mens min hals stadig klistrede efter min appelsinjuice, var jeg ikke i tvivl om, at juice skulle jeg ikke have mere af.
Jeg næsten nærdødsstønnede:

“Nej. Ikke. Juice… Skal have. vand!”

Og rundede næste hjørne.
På vej mod bordet med drikkevarer.
Som ikke var der.
Intet bord. Intet vand.
Føk.

Jamen, Eline, så må vi jo bare drikke bagefter, tænkte jeg. 

Og så kan jeg faktisk ikke huske meget mere af løbeturen, før jeg så skiltene med den fantastiske tekst:

“DU ER NÆSTEN I MÅL” 

Jeg spurtede bestemt ikke i mål.
Men hastigheden var nok liiidt højere end mit gennemsnitstempo…

Jeg fik øje på kollegerne.
Min familie.
De forsvandt bag mig, mens målet kom tættere og tættere på.
Hørte ikke kommentatoren, der opfordrede alle til at sætte fart på, men lyttede bare svagt til musikken, mit åndedræt og den lille stemme indeni, der jublede:

“Du gjorde det!”

Henover målstregen.
Direkte hen til pigerne, der fluks hang en medalje om halsen på dig og så – endnu mere fluks – forbi dem og over til bordet med vand, hvor jeg var så tørstig, at jeg af irrationelle grunde greb et glas i begge hænder og drak som af dem begge som en forvirret treårig.

…

Helt ærligt;
Jeg gennemførte mit første kvindetri.
Det var hverken flot, hurtigt eller specielt overbevisende.

Men jeg gjorde det.
Så til jer derude, der ikke ved om I tør spørge den udkårne ud, lære at danse, sige op eller søge ud:
Bare gør det.

Hvad er det værste, der kan ske?
Man kan jo altid løbe – selv med røv på maven…