Fredagsfraklip – fra Grønland

Åhkay.

Dem der synes, at den her uge har føltes lige så lang som om en bikinivoks uden voks men med pincet i stedet, rækker hånden op.

Skal vi lige skylle den ned med en burger, en cola (læs og vin) og et letfordøjeligt blogindlæg?

Det tror jeg nok, at vi skal!

For ser I, de perioder hvor bloggen er ramt af larmende stilhed og hvor min snapchat er kedelig som en matematikprøve (den uden hjælpemidler! Kan I huske den?!), så er det jo ikke fordi, der ikke sker noget herhjemme.

Tit er det faktisk fordi, der sker lidt for meget. Eller dét der sker ER lidt for meget. Eller fordi man jo for fanden ikke kan lave et helt indlæg om (endnu) en spil-addiction.

Men et eller andet sted er alle de småting jo netop hverdagens gråtoner – og derfor får I nu

FREDAGSFRAKLIP

denne gang fra Grønland. Alt det, jeg ikke lige nåede at fortælle…

• Den første uge efter jeg havde forstuvet min ankel, var min fod så hævet og umedgørlig, at jeg ikke kunne gelejde den ned i min vinterstøvle. Det var imidlertid omtrent minus tyve grader udenfor, så for ikke at forfryse den anden fod, endte jeg med i den uge at måtte gå rundt med en vinterstøvle på venstre fod og en løbesko på den forstuvede højrefod (ja, løbesko… I get the ironi)

• Jeg må med skam indrømme, at vagttelefonen – en oldgammel Samsung, nok den første model med farveskærm – haved ét enkelt spil, der minder om Tetris. Jeg har gennemført det spil. *skam* ja, alle 50 baner….
• Jeg er ikke så god til hverken fisk eller skaldyr – og heller ikke hvalhud, har jeg fundet ud af! Da jeg en dag var inviteret til kaffemik, hvor jeg kun kendte én, kom jeg til at tage en stor sushi med hvalhud (!!?!) i. Jeg tog den i én mundfuld og måtte med stor gru erfare, at min mave modsatte sig hvalbesøgets konsistens på bestemteste vis. Den nærmest krampede og fremmanede gutturale lyde. Jeg betragter det faktisk som lidt af en kraftpræstation, at jeg ikke kom til at kaste op. Det underlige er, at smagen faktisk ikke var så slem. Det var udelukkende konsistensen.
• Jeg græd kun én gang under hele mit ophold i Grønland. Det skete første, sidste og eneste gang 14. februar, da den lille dash-8 tog afsæt fra jorden og jeg så mit største spring forsvinde under mig. Havde ellers på forhånd troet, at jeg ville græde så meget/ofte, at jeg skulle gå rundt i en nærmest livstruende dehydreret tilstand i starten.

 

• De første dage i Grønland boede jeg på et lille værelse oppe under loftet på sygehuset. Jeg fik ikke vist, at der var et tilhørerende køkken, og troede derfor, at der ikke var noget sted at lave mad. Og derfor fik jeg kun knækbrød at spise. Og tabte mig et par kilo…
• Da jeg havde været på kald i næsten tre uger i træk blev jeg kaldt en sen aften. Jeg syntes, at det var MEGET synd for mig. Mere synd for mig end Medina kunne synge til nogen. Jeg pakkede fluks tasken, tog den med ud på toilettet, børstede tænder og svingede oppakningen over skulderen.

Jeg hørte et ildevarslende *klonk* og så noget sort ligge på bunden af wc-kummen. Jeg bad en stille og egoistisk bøn, der hed “please, lad det være vagttelefonen, lad det være vagttelefonen. Pplllleeeaase….” da jeg så, at det var min egen telefon, der lå og fridykkede, var jeg meget tæt på at skrige og debutere med grønlandske tårer. Jeg holdt kun stand, fordi jeg havde for travlt til at græde.

 

• De første uger tændte jeg for fjernsynet for at føle mig hjemme. Der var imidlertid kun DR1, DR2 og ramasjang, så jeg endte med at få et nærmest familiært forhold til DR2DAGEN og ANTIKKREJLERNE
• En uge før jeg skulle hjem, gik jeg ned til det lokale værksted for at købe et par håndlavede thulemænd. Jeg ville gerne have en mand og en dame, men da kvinden der var udstillet så meget trist ud, spurgte jeg kunstneren om han kunne nå at lave én til mig, der smilede. Vi talte tydeligvis forbi hinanden, for inden jeg vidste af det, havde han grebet thuledamen og slebet et smil i hendes ellers ret bestemte ansigt. Jeg kunne ikke lide ikke at købe damen, når nu han havde haft alt det besvær, så nu står hun i min stue og ser alvorligt smilende ud og minder mig om, at uanset hvad du gør, så kan du altså ikke bare sådan ændre på en kvindes humør…

…

Der gemmer sig helt sikkert masse af andre guldkorn og fraklip fra Grønland, men disse er hvad jeg kan huske tydeligst lige nu.

ps hvem kommer først til JUST-EAT?

---

 

Følg bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt