Hvorfor fødslerne på bussen kører rundt rundt rundt

Har du set Jordemoderforeningens nye busreklame?
Det har jeg!

Sent tirsdag aften landede jeg i Kastrup.
Efter små fire måneder som jordemoder i Grønland, var tiden inde til at vende hjem til familie, venner, lejlighed og job.
Jeg var klar.

Men er I klar over, hvor mange ændringer, der sker på fire måneder?
Rundt regnet ingen.
I hvert fald ikke med mindre man selv gør noget aktivt.
Derfor vil dette indlæg måske også føles som gammel vin i nye flasker, for jer der er faste læsere på bloggen.
Men hvis der er noget jeg har lært som jordemoder, så er det, at hvis et budskab skal trænge igennem, så er det ikke nok at sige tingene én gang.

I min bagage fra Grønland medbragte jeg nemlig ikke kun de obligatoriske isbjergs-selfies og Thulemænd af rensdyrben – jeg medbragte også en fornyet energi og kærlighed til mit arbejde.
Jeg har fået tid og ro til eftertænksomhed.
Og min holdning er den samme som før jeg tog afsted:
Jeg er jordemoder ud til fingerspidserne. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skulle være, hvis jeg ikke skulle være jordemoder.

Og så –BUM! – blev jeg mødt af Københavns tungeste fødende;

5A
som med en enkelt ordsætning og et humoristisk layout forkynder det budskab, jeg selv og mange andre har forsøgt at gøre opmærksom på:

“Giv livet en roligere start – flere hænder på fødegangene!”

Fødselsbusser?
Tja, nogle gange kan en fødemodtagelse da godt lede tankerne hen på en hovedbanegård:
Menneskemylder, proppede tasker og lige dele målrettethed og forvirring.
Man er også som fødende ret underlagt hvilken retning chaufføren/jordemoderen tager.
Og man skal da på tur sammen!
På jordemoderturen kender man dog kun starten (veer eller vandafgang?) og endestationen (Kig herned. Se! Se. Her kommer jeres barn.)
Stoppene undervejs finder I ud af sammen.
Heldigvis skal man ikke betale for på- og afstigning – endnu!

[wpsocialite]

Men altså, bussen kaldte mig da i hvert fald tilbage til virkelighedens realiteter!
Ved I, hvor mange hænder, der var på den fødegang, jeg netop er kommet hjem fra?
Fire hænder.
That’s it.
Ja, når den ene jordemoder havde fri, så var der naturligvis kun to.
Ro var ikke en efterspørgsel – det var en selvfølgelighed.

Men ro er ikke en luksus, der er forbeholdt små fødesteder – ligesom at manglende ro ikke kan bortforklares med antal fødsler per år.
Ro er en summen af en lang række forudsætninger, hvoraf størstedelen er noget vi kan justere på et personligt eller politisk plan.

Et eksempel:
Når jeg sammen med et vordende forældrepar kommer ind på en fødestue, dæmper jeg lyset.
Jeg siger, at her kommer deres barn til verden og rummet er deres, de kan gøre som de vil for at føle sig tilpas, og at jeg nok skal sige til, hvis noget står i vejen.
Jeg sørger for saft og kaffe, og kører der hjertelydskurve, slukker jeg konsekvent for lyden, fordi den med sin insisterende bip-lyd gør fødestuen meget lidt hjemlig.
I stedet sætter jeg musik på. Når et nummer eller to har spillet færdigt, spørger jeg, om musikken forstyrrer, om de vil høre noget andet eller om jeg skal slukke.
Jeg har endnu ikke oplevet, at nogen har bedt om at få det slukket. Men dengang jeg altid spurgte før jeg satte musik på, sagde næsten alle nej. Måske det er fordi det ligger dybt i de fleste, at de ikke vil være til besvær?
Hvis parret har godt styr på vejrtrækningen og veerne, så gør jeg som regel ikke så meget.
Nogle gange roser jeg.
Andre gange kommenterer jeg fødselsdagsvejret.
Men jeg er også gerne stille.
Bare dét at du er tilstede fysisk som psykisk, kan være nok.
Efter min mening bidrager alle disse små tiltag til ro.
De er umiddelbare. De er enkle.
De er gratis.
Men de kræver dog ét:
En jordemoder med overskud.

For jeg kan glemme dem – eller dele af dem – når jeg står til min tredje fødsel på en vagt.
Jeg har ikke overskud til overskud – til nærværelse – når jeg ikke kan huske, om jeg har fået noget at spise.
Når jeg kommer til at tænke på, at jeg kun har talt med min familie, da jeg trist og udmattet lod min frustration gå ud over dem, og over telefonen kastede en galde op, så sur at selv de har måttet smage den.
Og sådan er jeg jo ikke.
Hverken fagligt eller personligt.
Jeg har kolleger i verdensklasse. Jeg arbejder blandt ildsjæle og inspiratorer. Og hver især arbejder vi hver dag, aften og nat for det lille ord med den store betydning:

Ro.

Så lad mig sige det igen:
Giv os forudsætningerne for at give forældre den ro og den tid, som en fødsel nu engang har brug for.
Fødsler kan ikke gøres om.
De kan være en evig påmindelse om en dag, hvor systemet svigtede dig, da du havde allermest brug for det.
Men de kan også være grundstenen i det gode forælderskab, hvor du måske for første gang mærkede at miste fodfæste, men at du er stærk, at I er stærke sammen, at I overvandt en kortvarig vildfarelse, at I klarede den, at I gjorde det. Og så kan I klare alt.

Som jordemødre vil vi faktisk bare gerne gøre vores arbejde ordentligt.
Vi besidder en kærlighed til vores fag, som gør, at vi bliver, når vi i andre tilfælde ville være gået.
Engang skrev jeg skøre jordemodersange og sang “Livet Er Min Levevej” på melodien “Hvor Længe Vil Du Ydmyge Dig?”
Og i og for sig er livet stadig min levevej.
Jeg går på arbejde for det øjeblik, hvor jeg kan sige “Se. Se, nu kommer jeres barn!” og alt det (sam)arbejde, der leder frem til netop dét øjeblik.
Så giv mig forudsætningerne, så jeg kan synge “livet er min levevej” mange år ud i fremtiden – og helt undgå spørgsmålet “hvor længe vil du ydmyge dig?”.

Og så lad mig minde om, at det faktisk nytter!
Flere politiske partier er begyndt at være åbne for at sløjfe to-procentkravet, og rent politisk er der i det hele taget opmærksomhed på forholdene i svangreomsorgen.

Forældre glemmer ikke deres fødsler.
Lad ikke politikerne glemme forholdene forud for fødslerne:
Like. Kommentér.
Del!

---

Følg bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er Sortpahvidt – Hverdagens Gråtoner.