Om at føde i Grønland

Første januar var endnu en mærkedag her i julekalenderland.
Dér havde jeg nemlig været heroppe i to måneder og er dermed halvvejs i mit vikariat nu.

… Og så var det, at det gik op for mig, at jeg faktisk ikke har fortalt så meget om, hvad jeg egentlig laver heroppe og hvordan det adskiller sig fra mit jordemoderarbejde i Danmark. Om hvordan det faktisk er at være gravid og føde i Grønland.

Den største forskel i min grønlandske hverdag er, at jeg primært har dagvagter.
Og desuden kun har én kollega.
Af den grund skiftes vi til at være på kald.
I hverdagene har vi konsultation fra 8-16 med undtagelse af tirsdag, hvor vi er i ambulatoriet med en af bagvagterne.
Det vil sige, at jeg heroppe har lært at scanne (eller har i hvert fald prøvet at lære at scanne…) og opsætte spiraler.
Som jordemoder tager jeg mig også af de medicinske aborter, så mit fagområde spænder virkelig bredt.

Som gravid tilbydes du som udgangspunkt én scanning.
Den ligger i uge 16 og bruges til at tjekke antal fostre, størrelse, hjerte, hjerne, moderkagens placering og at terminen er korrekt (vi rykker kun terminen, hvis ultralydsterminen og terminen ud fra sidste menstruation divergerer med mere end 14 dage!)
Måske kan vi se barnets køn, men der kan sjældent siges noget helt sikkert.

Når du nærmer dig terminen ses vi hyppigt i jordemoderkonsultationen. I løbet af graviditeten ser du faktisk din jordemoder omtrent dobbelt så mange gange som i Danmark.
Desuden er internettet dyrt og ikke en luksus som alle har råd til, så informationer får du af mødre, mormødre, tanter, veninder og jordemoderen.
I jordemoderens telefon bliver der dagligt rådgivet om alt fra råmælk, tissetrang, plukkeveer, hudkløe, svie, barselsregler og fald på knæ. Ja, nogle ringer også bare for at høre, hvornår deres næste tid er.
Opstår der komplikationer i graviditeten bliver du overflyttet/henvist til at føde Nuuk, som er det eneste sted i Grønland, hvor man har mulighed for at køre hjertelydskurver.

Fødslen skal gå i gang af sig selv. Det eneste sted man kan blive igangsat er også i Nuuk.
Går du i fødsel i dagtiden, ringer du direkte til jordemoderens konsultation.
Er vi to jordemødre på arbejde, går den ene fra til fødsel.
Er vi kun én jordemoder på arbejde, må alle de aftalte konsultationer aflyses, og det tager de øvrige gravide ikke så tungt. De ved, at det er fordi nogen er i fødsel. Ofte er det endda én, de kender.

Går du i fødsel om natten, er det en lidt anden sag.
Så ringer du til sygehuset, som så ringer videre til jordemoderens vagttelefon.
Er du ligesom størstedelen af de gravide, går du i fødsel om aftenen eller natten. Når dagens dont er overstået, maden spist, børnene puttet og roen sænker sig, er der gode betingelser for fødselshormonerne – det er tydeligt.
Så bliver jordemoderen hevet ud af sin søde søvn og varme dyne og mødes med dig ved jordemoderkonsultationen. (De fleste gange har hun fedtede briller og ditto hår…)
Tit har du masser af familie med.
De laver en stor del af det jordemoderarbejde, jeg plejer at lave.
De masserer lænden, støtter, spreder smil og dirigerer dig rundt i forskellige stillinger.
Smertelindring er ikke noget du plejer at efterspørge. Du klarer veerne med et brusebad, en varmepude og kærlige hænder. Nogle gange foreslår jeg akupunktur eller steriltvandspapler, men så vil du som regel hellere have to panodiler.
Epiduralblokade har vi ikke mulighed for at lægge, og jeg har heller ikke oplevet et behov for det.
Når fødslen lakker mod enden, presser du enten efter min vejledning eller med din egen spontane teknik.
Så går vi ned på fødestuen. Ja, fødestuEN, for her er kun én.
Skønt jeg spørger om vi skal prøve andre stillinger, vil du helst ligge på ryggen, og eftersom pressefasen går tydeligt fremad, ser jeg ingen grund til at tilskynde, at vi prøver noget andet.
Fordi vi ikke har apparatur til at køre hjertelydskurver, lytter jeg intermitterende med en doppler/doptone.

Der faktum at vi ikke kan køre hjertelydskurver, var nok én af de ting, som jeg og mine kolleger talte mest om, inden jeg kom herop. Man bliver nemt meget vant til, at en hjertelydskurve er den ufejlbarlige sandhed, men faktum er jo, at vi som jordemødre også opfanger de stressede børn ved at lytte systematisk med doptone.
Jeg er nu alligevel glad for, at jeg har været til mange hjemmefødsler før jeg kom herop, for det har givet mig flere gode erfaringer at trække på.
Hjemmefødslerne har gjort mig fortrolig med, at en doptone eller et træ-stetoskop er nok til en ukompliceret fødsel.
Faktisk adskiller fødslerne i Ilulissat sig ikke meget fra hjemmefødsler i Danmark, forstået på den måde, at du bliver visiteret efter de samme kriterier:
Du skal være sund og rask, og vente ét sundt og rask barn og graviditeten skal forløbe ukompliceret.
Og hånden på hjertet; så har jeg slet ikke savnet at kunne sætte en hjertelydskurve på. For jeg har stort set ikke oplevet andet end fødsler, der forløb ukompliceret og hurtigt.
Tendensen heroppe bekræfter for mig, at de indgreb vi udfører (nødvendige eller ej) ofte avler flere indgreb og/eller komplikationer.
Er der behov for det, kan vi dog både lægge en sugekop og udføre et kejsersnit.

Efter fødslen bløder du tit mere end danske fødende, men oftest uden at det betyder noget. Måske skal du sys en smule eller slet ikke og bagefter går vi op på barselsstuen, som kan deles af op til tre barslende.
Du er hurtigt meget selvkørende – og endnu engang hjælper familien med alt fra amning til mad og drikke.
Barnet bliver vejet og undersøgt, og heroppe er vægten slet ikke det spændende – du går meget mere op i, hvor lang babyen er.

Uanset om det er første eller femte fødsel bliver de fleste på sygehuset mindst et par dage indtil vi har taget PKU-blodprøven.
Måske bliver du længere, hvis du kommer fra én af bygderne og skal med et fly hjem.
Nogle rutefly går jo kun et par gange om ugen.

….

Overordnet set er det som jordemoder et privilegium at få lov til at opleve fødsler, som de foregår heroppe.
Hvor det i så høj grad er naturen som råder, og hvor tempoet er et betydeligt andet.
Jeg tror, at det ville være sundt for mange at opleve.
Om ikke for andet, så for bare at kunne tage lidt af naturens gang med hjem til Danmark.

….

Skal du føde? Eller har du født?
Hvordan gik det?
Var familien eller jordemoderen den primære støtte?
Og hvad ville du sige til at føde, som man gør i Grønland?
Fortæl, fortæl!

—

Vil du læse mere om min grønlandsekspedition og følge med i hverdagens gråtoner, så hop over på INSTAGRAM, FACEBOOK, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Navnet er selvfølgelig
Sortpahvidt