Et ikke så dårligt år

2016 gik jo ellers hen og blevet et ret så udskældt år.
Trump, diverse kendissers død, skattesvig og sikker alt for mange mandage.
Men altså, her i hverdagens gråtoner kigger jeg nu tilbage på den første dag i det nye år og med de obligatoriske mascaraklatter på kinderne, og tænker, at det dér 2016 faktisk var ikke så ringe endda.

Jeg havde egentlig forestillet mig, at jeg ville søge job i Grønland allerede i starten af 2016, men da min søster bekendtgjorde en ny niece eller nevøs forventede ankomst primo august, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at dén rejse måtte udskydes.
Jeg ville ikke være mange tusinde kilometer væk, mens min søster var gravid.

Min søster og en af mine nærmeste veninder havde desuden termin med to dages mellemrum, og jeg var så priviligeret, at begge havde lyst til, at jeg var med til deres fødsler.
Allerede i februar var jeg faktisk så heldig at tage imod en venindes datter og selvom det er virkelig hårdt at stå på stand-by for veninders fødsler, så er det også en kæmpe oplevelse.

Så 2016 blev på flere måder faktisk et år i babyernes tegn.
Hver fødsel var enestående og meget følelsesladet fra min side, men især selvfølgelig min søsters hjemmefødsel.
Jeg vidste det godt på forhånd, men FØK, min søster er sej.
Fødslen endte – som faste læsere ved – med at gå så hurtigt, at min jordemoderkollega kun nåede frem de sidste ni minutter.
Derfor nåede vi at indstille os på, at jeg (stik mod vores plan) skulle tage imod min niece. Og selvom dét i sig selv kunne være grund til megen forvirring og måske endda decideret panik, så var min søster og svoger fuldkommen fantastiske i situationen.
Fødslen som så fin og rolig.
Bare min svoger, søster og jeg, der uden en masse ord alle var helt klare på, hvori vores rolle hver især bestod.
Min niece kom derfor til verden en sen augustaften hjemme i et oppusteligt badekar i stearinlysenes skær, med min jordemoderkollega i baggrunden som fotograf.
I situationen var jeg jordemoder helt ind til rygmarven, og først da det lille væsen var svømmet ud i vandet og op i sin mors arme og havde sagt sin første lyd, blev jeg moster og udbrød spontant de klichéfyldte men helt igennem sandfærdige ord:

“Hvor ER hun smuk!”

Efter snart tre år i jordemoderfaget føler jeg mig virkelig heldig over, at jeg ved et tilfælde engang i 2010 valgte at søge ind på jordemoderstudiet.
I 2016 har jeg forstået, at jeg er jordemoder helt ind i min kerne – men måske ikke skal være det for altid.
Derfor varmer hver et smil og hver en hilsen, jeg har modtaget fra familier, hvor jeg har bistået fødslen. For det minder mig om, at det ikke er mængden af år jeg er jordemoder, der tæller. Men hvordan jeg vælger at bruge de år, hvor jeg trods alt er jordemoder.

…

Udover børn og gravide maver blev 2016 også brugt på mange rejser.
Budapest, Korfu, Kroatien og Grønland.
Med venner, veninder, familie og kolleger.
Grin, gråd, snak og fjol.
Taget i betragtning af, at jeg ellers er inkarneret tryghedsnarkoman, må jeg alligevel sige, at jeg er kommet vidt omkring.

Faktisk valgte jeg at holde mine planer om Grønland for mig selv, helt frem til, at vikariatet var i hus.
Det gjorde jeg, fordi jeg ikke vidste, om jeg ville gennemføre det.
Om Grønland bare var et spontant påhit, som jeg ikke besad modet til at gennemføre.
Først ville jeg kun til Nuuk.
Fordi hospitalet dér er større, og der er mange jordemødre ansat.
Og kun hvis jeg kunne komme afsted med en anden kollega.
Da jeg sendte en uopfordret ansøgning og straks fik svar om, at de ikke manglede nogen nu eller i den nærmeste fremtid, tænkte jeg derfor, at så blev det ikke til noget.
… Men så viste én af mine veninder mig opslaget fra Ilulissat.

Min reaktion var øjeblikkelig:
“JEG skal fandme ikke afsted til et lille sygehus helt alene! (Det er kun sådan noget seje mennesker gør!)”
Men stille og roligt fik jeg skubbet mine grænser.
Kunne jo bare prøve at skrive en ansøgning. Kunne bare prøve at sende den. Kunne bare prøve at gå til samtale. Kunne bare prøve at takke ja.
Kunne bare prøve at tage afsted.

Og resten kender I jo.
Jeg sidder her endnu.
I Grønland.
Har været her i to måneder i dag – og faktisk ikke grædt en eneste tåre.
Nogle dage vågner jeg stadig og kigger ud på isbjergene og det lille sygehus og tænker for mig selv:

“Jeg gør det sgu!
Jeg er ikke verdensmester i afskeder eller standhaftighed, har ikke rejst jorden rundt med et kort i lommen eller messet carpe diem til en solnedgang i Timbuktu. For nogle ville denne rejse bare være en lille afstikker, en livets parentes, men for mig er det stort.
Og jeg gør det sgu.”

Der er ikke særligt mange ting jeg har opnået eller gjort i mit liv, som jeg selv har været stolt over. Men flere af dem, jeg er stolt over, har jeg faktisk opnået eller gjort i 2016.
Så skub til jeres grænser. Prøv dem af.
Det kunne jo være, at I opdagede, at I havde verdens mindste, lillebitte eventyrer gemt i maven.

Og hvis ikke, så husk, at det handler om at sprede glæde, hvor man går – og ikke når man går!

—

Og så glæder jeg mig i øvrigt til at se, hvad 2017 har i ærmet til mig i mine hverdagens gråtoner. Og jeg glæder mig også til at dele det med jer. For læste I ikke med, så var det her jo bare verdens længste monolog på internettet.
Det er det måske stadig?

Anyways;
TAK og GODT NYTÅR!

—

Er du hooked, så stalk videre på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt