Jordemoder på eventyr #10 Erstatningsfamilien

I lørdags havde jeg været afsted i to og en halv måned, og det slog mig lige pludselig, at der kun var én måned, til at jeg skulle tilbage til Danmark igen.
Én måned til vi rammer fjortende februar og jeg foretager rejsen med omvendt fortegn.
Hvor bliver tiden dog af?
Selvom jeg glæder mig til at se Danmark, familien og alle mine venner og kolleger (og solen!) igen, så er det jo faktisk først nu, at jeg er ved at falde til.
Altså, sådan rigtigt.

Det sociale fylder rigtig meget heroppe.
Selvfølgelig gør det dét.
For når du rejser til et ukendt sted uden familien, venner og et arbejde du kender ud og ind, så er der meget lidt tilbage at læne sig op ad.
Der er dig.
Og dem, der er i samme situation som dig.

De to sygeplejersker AS og M, der kom herop samme fortumlede dag som mig, er blevet min erstatningsfamilie.
M tog en måned til Uummanaq efter den første introduktionsdag, og det betød, at AS og jeg lænede os op af hinanden og kiggede lige trætte på hinanden, når vi kom hjem fra arbejde og var helt skæve i hovederne.
Jeg bor i en lille to-værelseslejlighed 100 meter fra sygehuset.
Ejendommen hedder funktionærboligen, og her bor udelukkende andre medarbejdere fra sygehuset.
Heldigvis fik AS lejlighed på samme gang som mig, ja, vi blev faktisk genboer.
Det har betydet, at vi nærmest lever i kollektiv som en meget improviseret familie.
Stiltiende har vi fået lavet en madklub, hvor vi spiser sammen hver aften.
På ét eller andet tidspunkt dukker den anden simpelthen bare op (vi låser ikke dørene – man går bare ind), kaster sig på sofaen og siger
“Føk, jeg er træt!”
Hvis den anden er mig, siger jeg:
“Også mig! I dag måtte jeg arbejde en time over, fordi en gravid insisterede på at jeg kiggede på hende fordi hun havde ondt i navlen… Men så ikke kom!”
Og hvis den anden er AS eller M siger vedkommende:
“Også mig! I dag brugte jeg en time på at behandle en person, der kom ind med smerter, når man trykkede vedkommendes næse op!”
Så laver vi mad sammen og taler om stort og småt.
Hvornår stormen monstro stopper, om flyene går, om mærkelige situationer på arbejdet, hvilken disney-film, der har de bedste sange og så videre og så videre.
Vi diskuterer også om opvasken (hvis er størst/ældst/lugter mest?) om man kan udskyde tøjvask endnu en… uge dag, om ikke der er en anledning til at drikke rødvin.
AS og jeg er med andre ord som et gammelt ægtepar.
M bor lidt uden for byen, så hun kommer og bliver passet og plejet, fortæller om sine pinligheder og mægler imellem os, hvis vi ikke kan blive enige om vi skal spise burgere eller bagte kartofler.
Ja, hun er vores lille barn.

I fredags var der personalefest.
Jeg er byens eneste jordemoder i tre uger (ja, TRE uger!), så jeg måtte komme gennem aftenen pinligt ædru.
Jeg havde desuden haft en lang uge med mange fødsler og masser af nattearbejde, så jeg regnede med, at jeg ville gå tidligt hjem.
Vagttelefonen brændte i min lomme, og jeg krydsede alt for, at den ville være tavs weekenden igennem. Det er hårdt at være på kald hele tiden.
Men jeg havde det ALT for sjovt til at tage hjem.
Boy, oh boy, grønlændere forstår at feste!
Efter maden kom et par spillemænd og satte stemningen.
Jeg har aldrig været til en fest med så mange selskabslege og hvor alle var så ivrige efter at deltage – uanset om man havde drukket alkohol eller ej.
Folk grinede og hujede og råbte og at deltage i grønlandsk polka var ikke et spørgsmål om lyst, men simpelthen for underholdende til at gå glip af.
Unge som gamle, der svingede rundt og rundt og rundt og så lige et klap hér og der og så igen rundt og rundt og rundt. Faktisk var det lidt mit held, at jeg var ædru, for ellers havde jeg med garanti stået på næsen efter alle de svingninger.
Fællessange på både grønlandsk og dansk var der også, og det var rart at opleve, at blive blandet mere i personalegruppen end til dagligt, hvor danskere og grønlændere desværre er noget opdelt fx i kantinen.

Ud på de små timer var det begyndt at tynde lidt ud i festdeltagerne.
Bandet gik ud for at ryge en hurtig smøg og beruset af den gode stemning dansede M og jeg rundt og sang lidt på dansegulvet.
Én af fællessangene havde været “Så Længe Jeg Lever” og den havde ikke sluppet sit tag i mit hoved, så mens vi fjollede rundt, sang jeg den som en improviseret kærlighedserklæring til mit plejebarn.
Spillemændene var imidlertid kommet tilbage, og da de hørte sangen, begyndte de spontant at spille akkorderne til “Så Længe Jeg Lever”, mens jeg sang.
AS og én af lægerne, F, kom oppe og dansede og så stod vi som de eneste danskere tilbage på dansegulvet og gav den gas, mens resten af selskabet sad og klappede i takt.
“Kom!” Råbte vi.
“Kom herop og vær med!”
Og så rejse de resterende tyve sig og løb op til dansegulvet, greb hinanden i hænderne og dannede en cirkel rundt om os mens vi alle sammen sang til hinanden

“SÅ LÆÆÆNGE JEG LEVER, SÅ LÆNGE MIT HJEERTE SLÅÅÅR, SÅ LÆNGE VIL JEG ÆÆÆLSKE DIIIIIIIIIIIIAAAAAAIIIIG!”

Og mens jeg stod der og sang og gestikulerede, blev jeg grebet af en sjælden sentimentalitet.
Det spontane sammenhold virkede i al sin enkelthed så smukt.
Mens jeg stod dér – seksogtyve år og helt alene – og så alligevel så helt igennem sammen med de mennesker, der sang sammen med mig.
For tre og en halv måned:
Min erstatningsfamilie

Men hvad bliver der af erstatningsfamilier, når rullestenen må videre?
Hvad bliver der så af onsdagsrødvinen?
Og hvem skal have kælkene?
Og M?
Skal vi ud i en grim skilsmissesag?

---

Vil du have mere af hverdagens gråtoner i dit newsfeed, så hop over på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT for meget mere Grønland, gak og løjer.
Navnet er selvfølgelig
Sortpahvidt