Når man dater… Igen. Del 3

(FORTSAT – her kan du læse del 1 og del 2)

Efterspillet

Efter alle dates kommer det naturlige efterspil.
Hvad nu?
Med mindre daten har været lodret forfærdelig, og man er helt afklaret med aldrig at skulle dele så meget som den samme forklumrede luft igen, vil der uundgåeligt melde sig et par spørgsmål eller tre.

Hvem skal skrive nu? Hvornår skal man skrive? Og hvad skal man skrive?

Efter mandagsstævnemødet havde jeg to begivenhedsrige dage. Udover de planer jeg selv var herre over, gik min veninde nemlig i fødsel. Vi havde aftalt, at jeg skulle være jordemoder, så da telefonen ringede klokken 01.23 natten til onsdag, stod jeg op, fandt det nærmeste sæt tøj og begav mig mod Hvidovres Fødeafdeling med sommerfuglene baskende i maven. Men det er selvfølgelig en anden fortælling, som I måske får en dag.
Any who, jeg kom hjem onsdag formiddag og havde en planlagt tolvtimers nattevagt klokken 19.30 samme dag, så jeg rullede mig sammen i min seng og sov en urolig og voldsomt drømmefyldt søvn.

Da jeg vågnede, slog det mig, at hvis daten og jeg skulle ses igen, så syntes jeg, at det var et passende tidspunkt at skrive på.
I ligestillingens navn – og da han jo allerede havde taget en chance og spurgt om vi skulle drikke kaffe hos mig sidst – skrev jeg altså først.

Jeg skrev naturligvis tak for sidst, det var hyggeligt og så videre og fortalte, at jeg havde haft en travl nat, hvor jeg havde været inde og tage imod et vennepars barn, hvilket jeg syntes var ret stort. Og så spurgte jeg selvfølgelig hvordan han havde det.

Jeg hørte ikke noget samme aften.
Fair nok.
Man kan være optaget, vil have god tid til at sende et ordentligt svar eller måske bare ikke virke overivrig.

Næste dag hørte jeg heller ikke noget.
Det syntes jeg måske emmede lidt af ligegyldighed. Han havde trods alt haft sin mobil liggende fremme på vores date, så han slog mig ikke som typen, der var mobilfjern og ikke tjekkede den hyppigt.
Måske var han bare ikke interesseret?
Men altså, han havde jo forsøgt at invitere sig selv hjem sidst. Måske var han bare meget bange for at virke overivrig.

Tredje dag skrev han sent om aftenen.
Han havde været syg – mandeinfluenza, som han formulerede det – hvordan havde jeg det?
Jeg syntes, at det lugtede lidt. Hvis man er syg, har man da netop god tid til at stene på mobilen. Men altså, nu havde han jo alligevel svaret. Jeg tænkte, at jeg ikke fik noget ud af at være snerpet, lod tvivlen komme ham til gode, og tog humoren i brug.
Jeg svarede. Jaja, okay… Dagen efter.
Jeg skrev lidt om hvad jeg havde lavet, og spurgte hvordan prognosen var for mandeinfluenza? Om man overlever den slags?

Tre dage efter havde han ikke svaret, og jeg besluttede, at det her var en åndssvagt langtrukken dialog jeg på ingen måde orkede.

Jeg tænkte, at han tydeligvis ikke var særlig interesseret – og det var jo heller ikke fordi mine hjerteklapper bimlede og bamlede. Men hvis han var så uinteresseret, at han ikke gad svare, hvorfor så ikke bare skrive det i første omgang? Tak, men nej tak?
Måske forstår jeg mig bare ikke på de skrevne mediers strategi, men hvorfor skal det være sådan en demonstration i utilgængelighed, når man skriver sammen?

På den anden side; han kan jo også være død af den der mandeinfluenza.

Anyways, føler mig ret færdig med Tinder.
…
*kigger ned på mobilen*
…
Nogle der kan anbefale Happn?

…

Du kan følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM