Når man dater… Igen. Del 2

(FORTSAT)

… Da jeg stod af bussen på Nørreport, mærkede jeg atter sommerfuglene baske i min mave. En enkelt var måske endda på vej ud af munden på mig.
Jeg ville gerne bilde mig selv ind, at jeg ikke var nervøs. Især fordi jeg ynder at sige crap som:

“Der findes ikke dårlige dates, hvis bare du går ind med et åbent sind”
Eller
“Alle mennesker har jo i bund og grund noget at byde ind med”

Men let’s face it.
Der findes virkelig dårlige dates. Altså. Rigtig dårlige dates.
Også (eller måske fordi?) du vælger at gå ind med et virkelig åbent sind.
Og selvom man kan have sine gode eller dårlige fornemmelser inden, så ved man sgu alligevel aldrig helt, hvem/hvad(?!?) der venter på den anden side af cafébordet.

For eksempel blev jeg lidt forvirret, da jeg drejede ind på caféen og så den person, der sad dér hvor min date havde sagt, at han sad – for han var langhåret.
Ja, altså, ikke at der er noget helt fatalt i dét – men hans hår var altså ikke langt på nogle af billederne.
Jeg var lige ved at lave en piruette, for at scanne lokalet for ikke-langhårede dates, da han kiggede op og vinkede til mig.

Notat til fremtidige dates:
Det er lidt nemmere at genkende jer, hvis I ikke gør noget ekstremt ved udseendet inden. Eller lige sender SMS: PS. jeg er blevet langhåret/har fået fuldskæg/tattoovering i panden/glasøje

Andet notat til fremtidige dates:
Hvis I ved, at I skal på date med en person, der er cirka ligeså høj som én fra femte klasse – så lad for GUDS skyld VÆRE med at vælge et bord med barstole! I beg you!
Ikke så snart havde vi fået udvekslet det obligatoriske hej-kram (ender I med at give hånd, er I allerede kommet ret usexet fra start!), før jeg stirrede op på en stol med ben så lange som en sommernat.
Og hvordan havde han lige tænkt, at jeg skulle komme yndefuldt op og sidde der? Og uden at få højdeskræk?
Heldigvis gik han op og bestilte en øl til os i baren – og i samme sekund han vendte ryggen til mig, kastede jeg mig op ad stolen og begav mig ud i en klatretur uden lige. For helvede altså!
Man kunne kun lige ane svedperlerne fra min kraftanstrengelse på min pande, da han vendte tilbage med vores øl… barstole my a….

Efter to øl (ja ja, jeg gav anden omgang) var hans p-billet ved at udløbe, og vi udvekslede de sædvanlige afrundende høflighedsfraser.
Mentalt var jeg allerede ved at lukke ned for Hr. og Fru Hjernecelle, som jo havde været på overarbejde for at sige noget klogt og underfundigt i flere timer.
Jeg havde netop lynet jakken og viklet tubetørklædet godt og grundigt om mit hoved, da han foreslog, at vi jo også kunne tage hjem til mig til en kop kaffe….
Altså, I think not. Havde faktisk slet ikke set den komme, for vi havde sådan set rundet af (troede jeg i hvert fald) på dette tidspunkt. Og eftersom daten var A)Blevet rykket frem flere timer og B)Ikke én jeg kendte overhovedet, havde jeg slet ikke lyst til at lukke ham ind i min lejlighed, der lignede at den havde været udsat for et hjemmerøveri…
Jeg får kluntet sagt “En anden gang, min lejlighed er ikke præsentabel til gæster i dag” eller sådan noget, og vi gav endnu en gang hinanden et kram, og jeg skridtede tilbage mod busstoppestedet.

I bussen havde jeg en mærkelig følelse i maven.
Det havde ikke været en dårlig date, men heller ikke fantastisk date. Og det hele blev sgu lidt kikset til sidst.
Og hvordan er det nu med efterspillet? Skal han skrive? Skal jeg?

Eller skal nogen overhovedet??

(FORTSÆTTES)

…

Har du lyst, kan du følge på bloggen på FACEBOOK (så går du aldrig glip af et indlæg) eller på INSTAGRAM (så får du endnu flere af hverdagens gråtoner)