Gøg og Gokke i svømmeren

Skal op og svømme i dag.

Sammenlignet med triathlonets cykling og især løb, er svømningen dét jeg bekymrer mig mindst om. Der skal selvfølgelig heller ikke meget til. Jeg mener, når jeg er ude at løbe, hader jeg hvert eneste skridt. Så er fire kilometer altså lange. Særligt, når det kun er lykkedes mig at komme op på 2,9…

Anyhow.

Svømningen. Det er jo ligetil. Du er let og vægtløs, vandet holder kroppen tempereret og oppe. Faktisk troede jeg, at mit største problem i svømmehallen ville være, at jeg bliver irriteret (læs pisseirriterende), hvis jeg ikke kan finde en bane med tilstrækkeligt få svømmere, der svømmer i det helt rigtige ikke-for-hurtigt-men-absolut-heller-ikke-for-langsomt tempo.

Men da min triathlon-buddy og jeg skulle op og svømme sidst, skulle det vise sig, at man kan blive udfordret i mange henseender – også i svømmeren.

Jeg havde ikke været i netop denne svømmehal i nogle år, og imellemtiden var der blevet lavet en del om. Meget om. 

Miseren startede allerede ude under bruserne. Temperaturudvalget var middelstor norsk sø i marts måned efter en isvinter eller burn, baby, burn!  og vi baksede i nogle lange øjeblikke i hver vores ende af skalaen.

Efter indsæbning, afskylning og iførsel af diverse badedragtsmodeller (min sporty badedragt er blevet for lille til min numse, så jeg bader i noget, der har en ret dyb udskæring og … gisp… frynser) Gik turen ud til bassinet.

Hvis vi ellers kunne finde det.

Vi nåede både at tage et kig på stedets damesauna, fællessauna og toiletter – alt sammen helt sikkert til de øvrige badendes store underholdning – før vi atter gik til fællessaunaen og forbi denne, hvor vi så endelig befandt os ved dét det hele handlede om; banerne. Inden jeg går videre, så tillad mig lige at tage én ting op; er vi enige om, at det da er almindelig høflighed lige at guide to rundforvirrede tosser i den rigtige retning, når de står dér i bruseslusen – våde og kolde – og for fjerde gang stirrer tomt på toiletterne?? Godt, så!

Nåh, men hele Amager havde besluttet sig at gå i svømmehallen den dag, og det bekom ikke mit temperament særligt vel. Vi endte derfor med at svømme 350 meters penge og ellers slaske lidt rundt og bestemte os så for at returnere til omklædningen.

Og da vi så drejer om hjørnet til bruserne, ser jeg det.

Verdens absolut ledeste placerede spejl.

Og i det kommer to kvinder gående imod os.

Den ene høj og slank og med lange lemmer, der elegant skrider over gulvet. Den anden en lille klump, med ufrivillig midterskilning og blævrende lår nærmest i gadedrengeløb for at holde trit med den anden.

Gøg og Gokke.

Det var os.

Med dét billede godt og grundigt brændt fast på nethinden, vil jeg faktisk næsten klassificere det som mandsmod, at jeg begiver mig op i svømmehallen igen i dag.

Denne gang dog med svømmemakker, der er – næsten – lige så lav som mig. Men stadig med frynser…