En stræber-trios fald

For omtrent en tre år siden tog min mor, min søster og jeg et aftenskolekursus i thailandsk madlavning.
Vi lærte at lave skæppeskønne forårsruller, stegte ris og nudler, peanutsauce og curries i alle regnbuens farver.
Det smagte fantastisk!

Men jeg vil næsten vove at påstå, at det ikke var det bedste ved kurset.
Tasanee, vores lærer, var nemlig ikke nærig med roserne.

(Her er det ærgerligt, at bloggen her kun består af skrift og ikke lydfiler, for I snydes dersværre for fornøjelsen af at høre min thailandske accent, som jeg mestrer til perfektion. I må tænke jer til den i de følgende linjer)

“Naaarj!” kunne hun finde på at udbryde,
“Du lave pæne forårsrullar, det såh flåt!”

og ægteskabelige tips kunne hun også liste ud af ærmet. Jeg overhørte hende på et tidspunkt i en fortrolig, næsten ærefrygtig tone fortælle min søster:

“Jeg sige dig; hvis du lave god mad, manden ALDRIG gå!”

Hver anden onsdag blev således fyldt med sjov, ros og autentisk mad og når vi gik mætte hjem, var selvtilliden da blevet stivet noget så eftertrykkeligt af – og det er vel noget de fleste kvinder kan lide.
Derfor er det vel egentlig lidt overraskende, at der skulle gå flere år, før trioen kastede sig over endnu et aftenskolemadkursus.
RIVER CAFE COOKING
Det lød dælme godt. Italiensk landkøkken med friske, økologiske råvarer – mmmmums!

Så i onsdags mødte vi op på en ny skole til et nyt madkursus med en ny lærer.
Børge.
Børge snakker meget.
Og minder meget lidt om Tasanee.
Han roser for eksempel ikke så meget.
Undskyld, sagde jeg “ikke så meget” ?
Der skulle have stået “slet ikke”.

Min mor, min søster og jeg var jo ikke helt nybegyndere på et aftenskolekursus, og syntes da sådan set, at vi begår os meget godt i et køkken. Og vi kan alle sammen godt lide at blive rost. Så kan man godt blive sådan lidt stræber-agtige… hvor man gerne lige vil have læreren til at kigge på det rigtige tidspunkt. Men her er hvordan stræber-trioen blev nedsablet én for én.
I present to you; Stræber-trioens Fald:

Min søster skal høre Børge om et eller andet om opskriften. Kalder Børge hen.
Hun står og vasker basilikum, der skal i en suppe.
Hun når netop at åbne munden, før Børge pludselig brøler:

“NEEEEEEEEEJ!!!” og flår den drivvåde buket ud af min søsters hånd og klasker det hele noget så eftertrykkeligt ned i et viskestykke.
“Du skyller da FOR HELVEDE ikke vores basilikum! Alle sammen – ALLE SAMMEN! – hør lige efter, er vi enige om at vi VASKER IKKE VORES KRYDDERURTER?!! VAND ER GIIIIFT FOR KRYDDERURTER!!!”
Jeg tror ikke, at min søster fik spurgt om noget. Jeg tror bare, at hun ikke vasker krydderurter til River Café Cooking mere.

Vi hører ham senere fortælle, at der kun er TO TING, der kan gøre ham rigtig vred. Den ene er plat humor. Den anden er ÅBENLYS DUMHED.
Jeg tror, jeg må konkludere, at jeg nok kunne komme til at gøre ham rigtig vred…

Nåh.
Senere kommer turen til min mor.
Hun skulle have en svinefilet i ovnen. Den skulle vendes et par gange, mens den blev tilberedt. Og bare for ikke at træde ved siden af, ville hun lige sikre sig, at det var okay i forhold til vores stramme tidsplan, at putte svinet i ovnen på daværende tidspunkt. Men ak, også hun når kun at trække vejret ind til at stille et spørgsmål, før Børge kommer hende i forkøbet:

“Nej!” Kvækker han.
“Sig mig, hvilken side skal vende op på den her steg?!”

Min mor, som egentlig ville have spurgt “Gør det noget? Den skal jo vendes undervejs”, kommer lidt for kækt og hurtigt til at svare:

“Er der forskel?”
Jeg kunne ligefrem se Børges blodtryk stige, rødmen skyde op i kinderne og en indre implosion af hans gråmelerede hjerne, mens han spruttede:

“EJ, ej. Nej, jeg må sige, at jeg er noget chokeret. Om der er forskel. Ja, så starter vi altså på et NOGET LAVERE niveau end jeg er vant til!” Hvorefter han greb stegen og kastede den om på den korrekte side.

Nu var der kun mig tilbage.
Jeg havde haft en nedringet leopardprikket top på, og måske derfor havde jeg ikke fået nogen synderlige hak i tuden før vi spiste forretten.
Som en anden dommer i MasterChef gik Børge fra bord til bord og smagte på de forskellige holds supper.
En behåret arm skød pludselig frem fra bag min ryg og snuppede en skefuld af min tomatsuppe.
Da han havde smagt på den, kiggede han på os alle tre, helt stille.

“HVEM har krydret denne suppe??”
Ville han vide.
Nu måtte hver mand åbenbart klare sig selv, for i samme sekund ser jeg, hvordan min mor fluks kaster sin pegende arm i min retning.
Tak for udleveringen, mor.
Så jeg åbner munden og piber spagt:
“Det har jeg…”
“HVOR FANDEN har du gjort af krydderierne? I hvert fald ikke i suppen! Den her suppe smager jo af INGENTING! MERE SALT, MERE PEBER!!”

Jeg vidste slet ikke, at vi havde meldt os til MasterChef.
Jeg må bare udlede to ting:
1) Jeg må vist drikke mere af den rødvin vi har til rådighed næste gang, så jeg har lidt til at modstå kritikken med
2) Jeg skal have den leopardprikkede på hver anden onsdag fremover…