Eneboerforbandelsen

Måske har du læst overskriften og tænkt, at du ved lige, hvad den handler om, den forbandelse.

At det er det dér med, at der ikke er nogen at kalde på, hvis man sidder helt alene på toilettet og opdager, at man har glemt toiletpapiret ude i entréen.

Eller

Det dér med, at der ikke er nogen til at klappe dig på panden og give dig ret ret i, at alle er dumme, mens vedkommende også lige hælder en kop the (læs en stærk drink) op til dig

Eller endelig

Det dér med, at man aldrig kan lave forhandlingen “hvis-jeg-laver-mad-vasker-du-op” med nogen. Man bliver guddødme nødt til at lave mad OG vaske op. Hver dag endda, hvis man er huslig.

Men: Nej. Nej. Og nej.

Den egentlige forbandelse er, at man ikke ved, hvor lang tid der går eller hvem der finder dig, hvis du en dag falder død om.

Ej, men det er rigtigt. I swear. Alle eneboere tænker over det.
Om man har nogen aftaler de kommende dage, om arbejdet vil savne dig eller  om naboen bare reagerer, når der begynder at lugte mere end almindeligt dårligt.
Man bliver nødt til at være forudseende med den slags – og jeg har på fornemmelsen, at slagtilfælde er lige så pålidelige som det danske vejr.

 Tag nu to helt dugfriske eksempler fra sidste uge:

1) Dagen efter mit løbestævne fik jeg PLUDSELIG ondt i brystet. Jagende smerter, der skar, og tvang mig til at holde hele kroppen i ro. Nu er jeg jo en sundhedsperson, så jeg forholdt mig helt rolig, og det første jeg tænkte var:

“Hvad for noget undertøj har jeg på? Kan jeg tillade mig at blive fundet i det her tøj?”

Jeg vidste jo godt, at det noook ikke var det der hjerteinfakt – men man kunne jo aldrig vide. Derfor blev jeg glad, da jeg mærkede mobilen vibrere og så min søsters navn på displayet. 
Godt. Nu kunne jeg lige hinte diskret til hende, at jeg muligvis havde et hjerteanfald. Så kunne hun jo slå alarm, hvis hun ikke hørte fra mig i et stykke tid.
Min søster er den omsorgsfulde af os to, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte nævne det henkastet, så hun ikke blev unødigt forskrækket.

Jeg tog telefonen:

Anspændt, let sammenbidt stemme: ”Hej søster.”

Søster (glad og munter) : “Hej søster – hvordan har benene det i dag?”

Tappert, men let prustende: “Puuuh, de har… det. Godt. Jeg har godt nok lige – og nu tænker jeg, at det selvfølgelig ikke er alvorligt – men jeg har simpelthen så ondt i brystet. Altså det er jo nok ikke noget. (men det er det helt sikkert nok)”

Søster: “Nej, nej det tænker jeg da heller ikke… hov, vent lige, kæresten ringer – søs jeg bliver lige nødt til at tage den her, okay?”

Så lagde vi på, og det var jo nok meget godt, for når hun så ringede tilbage, ville jeg jo kunne sammenligne om det gik bedre eller værre end sidst.

Men det var nu meget heldigt, at det viste sig slet ikke at være noget – for der gik flere dage, før min søster ringede igen…

2) Jeg passede mine forældres hus. Mens jeg gik rundt derhjemme og vandede planter og fodrede dyr, tænkte jeg, at jeg kunne udnytte karbadet til forkæle mig selv lidt.

Jeg kender faldgruben ved karbade – mange justerer temperaturen, så den er behagelig i cirka 10 minutter, og derefter sidder man bare og klaprer tænder, mens man må prioritere, om det er brystparti eller knæ, der skal være under vandet.
Så næh, jeg var listig. Skruede op for varmen og tålmodigheden og satte en lydbog på. Først da karret dampede og var godt fyldt op, nedsænkede jeg mig i det varme vand. Aaahhahh…

Så lå jeg dér og lyttede til min lydbog.
Og det var så godt.
I cirka 10 minutter.
Så kogte kroppen, og jeg stak albuerne ud over kanten for at køle lidt ned.
Det hjalp overhovedet ikke.
Så stak jeg fødderne op.
Prøvede til sidst at lægge skinnebenene ud over kanten, mens jeg viftede mig med en svamp, men det blev bare varmere og varmere og værre.
Kunne fandengalemig ikke sidde her og blive skidt tilpas i et badekar. Havde for filan læst nok krimier til at vide, hvordan jeg ville se ud, når mine forældre kom hjem fra ferie og fandt mig.

Til sidst gjorde disse tanker mig virkelig dårlig – og jeg måtte nøgen og våd kravle ud af badet og vaklende finde en blind vinkel for naboerne i et andet rum uden tropisk klima, hvor jeg kunne vifte min kropstemperatur tilbage til noget der ikke var dødeligt.
Og selv mens jeg stod dér og mærkede blodet boble i min krop og benene vaje let, tænkte jeg, at jeg måtte tage mig sammen. For hvis der var noget, der ville være værre end at blive fundet rynket og oppustet i et badekar, så måtte det være at blive fundet nøgen og oppustet hvilende på mine forældres sofabord. (Det er et menalt billede I kan takke mig for senere…)

Så jeg trak mig selv op ved hårene og overlevede også dette – så jeg som minimum kunne dø med tøj på.

Med alt dette frisk i erindring tænkte jeg i dag ved mig selv, at eneboerforbandelsen faktisk gør det til en pligt at sørge for, at man har flot undertøj – så det gik jeg naturligvis ud for at købe.

Jeg kom hjem med en kjole, en regnfrakke, to øreringe, en halskæde og hvis du har set skyggen af nyt undertøj, så har jeg også….

    …. i det mindste ved jeg, at jeg har toiletpapir på toilettet….