Ny platform - stadig sort på hvidt

The very best of me

… Jordemodererfaringsmæssigt er der sket det skræmmende, at jeg nu har været færdiguddannet længe nok til at få en jordemoderstuderende.

Jeg lader den lige stå lidt.

Jeg er erfaren nok til at lære fra mig. Til at have ansvar for, at nogen lærer det de skal.
For føk da.
Jeg, som stadig er lidt i tvivl om, om jeg kan tage mig af alle mine planteprojekter?

Jeg tror, jeg må have set lidt bleg ud, da den uddannelsesansvarlige jordemoder passede mig op efter en nattevagt, for at høre, om jeg ikke kunne lokkes til at tage et nyt føl under mine vinger.
Men bevares, det er jo også spændende og vigtigt, så jeg kvækkede:

“Jo, selvfølgelig…”

Så gik der to uger, og jeg fik at vide, at der alligevel ikke var behov for mig. Det både skuffede mig og gjorde mig lidt lettet.
Så er der ikke nogen, der kan arve mine dårlige vaner før om et halvt år…

Men da jeg så kom på arbejde onsdag, stod der en ny studerende og manglede sin jordemoder.
Det var hendes allerførste dag. Nogensinde.
Ved tanken om hvor spændt og nervøs og kvalmt jeg selv havde haft det på min første dag – og tanken om hvor forladt jeg ville have følt mig, hvis ikke min jordemoder havde mødt mig med varme, beskyttende arme – skyndte jeg mig at sige, at den studerende da bare kunne gå med mig.

Desværre var det en meget, meget travl vagt.
Vi skulle hente en fødende i modtagelsen og dér var forvirringen næsten total. Ombygning og personale i undertal.
Jeg tog mig selv i at sige sætningen:

“Ja, sådan her er der nogle gange. Men altså ikke altid!”

Og det sagde jeg rimelig mange gange.

Tilbage på fødestuen forsøgte jeg at udbrede mit kendskab til fødsler på bedste vis.
Sagde blandt andet, at vi nok ikke nåede at føde med familien, fordi hun var førstegangsfødende og ikke havde så gode veer endnu.
Altså, bare så den studerende ikke blev alt for skuffet.

En time efter måtte jeg så korrigere mig selv og sige, at nu var veerne taget godt til, og jeg troede faktisk, at det ville komme til at gå stærkt.
Halvanden time efter måtte jeg sige, at jeg afgjort havde taget fejl, og nu kunne høre på kvinden at presseveerne var på vej.
… og toenhalv time efter at have afvist, at vi ville føde med hende, tog jeg så imod en baby, mens den studerende kiggede på med tårer i øjnene.

Babyen vejede så lige 920g mere end jeg havde skønnet den til, og jeg følte virkelig, at jeg og mine fantastiske kliniske evner brillerede. Jeg måtte slukøret sige, at sådan plejede det ikke at være.

Mens jeg journalførte det hele, sendte jeg den studerende ud for at spise. Sagde, at man aldrig helt vidste, hvor travlt man har bagefter, og at jeg havde hørt, at vi var de næste til at tage imod en fødende.

Jeg havde lige sat mig til bords ved siden af hende og grebet om gaflen, da de ringede fra modtagelsen og den næste fødende kaldte på os – det pressede!
Mens vi småløb hen til stuen, tog jeg mig selv i endnu engang at sige:

“Altså, jeg plejer jo lige at kunne få lidt at spise, men sådan her er det nogle gange – men ikke altid!”

… og ti minutter senere havde vi så en baby i hænderne igen.

Da jeg gik hjem den aften, var jeg helt bombet. Både af travlheden, men også af at være på hele tiden. Af ansvaret for, at den studerende kom godt fra start og fik en god oplevelse på hendes første dag.

Jeg gennemgik i erindringen, hvad jeg havde udsat hende for:

– Forvirring på fødegangen (tjek!)
– Helt forkert fosterskøn (eftertrykkeligt tjek!)
– Vidne til at jeg hverken spiste eller var på toilettet i seks timer (tjek!)
– Blod på tøjet (dobbelttjek!)
– Mit gebrokne græsk (tjek!)
– Men alligevel godt humør (…æhm, tjek.)

Men da jeg kom på arbejde næste dag blev jeg alligevel mødt af en glad uddannelsesansvarlig. Hun havde modtaget en begejstret mail fra den studerende, der – forstå det, den der kan – roste mig til skyerne for hele vagten dagen før.

… så ok, hvis en total forvirret vagt kan være så god en oplevelse, så kan det alligevel godt være, at jeg er klar til et føl på alle de almindelige dage også!
Men jeg lover ikke noget!

1 kommentar

  • Pernille

    Kære Eline!
    Din uddannelsesansvarlige siger tak – glæder mig

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ny platform - stadig sort på hvidt