En kort, en lang

Alle, der har mødt mig i virkeligheden ved, at dengang min krop blev lavet, blev den ret hurtigt enig med sig selv om, at det dér med at vokse, det var sgu ikke lige noget, den gad ret længe.

Så det stoppede den vist med, da jeg var tretten.

Jeg er svimlende tæt på dværgegrænsen.

Men de fleste dage gør det mig ikke så meget.
Jeg behøver for eksempel aldrig at gå op i hvor høj min date er, hvor høje mine hæle er, overveje trekvarte bukser (for de er bare lange bukser til mig), dukke mig for at undgå at få noget i hovedet eller være bekymret for, om jeg nu får strukket kroppen i løbet af dagen – så skal jeg bare gå ud i mit køkken og prøve at nå proletarhyldens krydderier…

Men det har selvfølgelig også visse begrænsninger.
De fleste gør ikke så meget – og de obligatoriske jokes, når man ikke kan nå ting og sager, kan jeg sagtens leve med.

Men udover model (haha!) er der én ting, jeg i hvert fald aldrig fysisk bliver:

A shoulder to lean on.

Både på arbejdet og privat er det gået op for mig, at det bare ser ret fjollet ud, når jeg prøver, at være dén der klippe for nogen

En klippe er bare ikke helt det samme, hvis man skal gå i knæ for at læne sig op af den, vel?