Hungry eyes

Var inde at se Dirty Dancing i tirsdags.

Det var en SKØN aften! Udover al dansen som får én til at ønske, at man kunne mestre evnerne med at bevæge sit korpus på en smidig, rytmisk og ligefrem elegant måde (fremfor en klodset, akavet og kropsforskrækket måde), så var der jo også al. den. lækre. musik.

Jeg har aldrig holdt det hemmeligt for nogen (i særlig lang tid), at jeg er en sucker for popmusik. Des mere klistret, sukkersødt, catchy og ørehængende des bedre. Og har jeg ikke selv haft tiden til at fortælle om min forfærdelige musiksmag, går der alligevel aldrig længe før folk – kolleger, venner eller dates – på den mest nøgne og ubehagelige måde bliver indviet i de sange, der kører rundt i mit hoved, når de i svage øjeblikke selv finder sin vej ud gennem min mund.

Men ét er jo sådan rent privat. En anden ting er ude i det offentlige rum.

Når jeg får et anfald af uhelbredelig popsyge ude blandt fremmede mennesker, sørger jeg altid for at musikken er så lav, at omkringværende personer ikke kan høre noget fra mine hovedtelefoner. Dog kan det være ret svært at skjule, hvad man er ved at hive frem fra sin youmusickonto, når man ikke har en fiks smartphone, men i stedet må afspille musikken fra sin ipad… Så prøver jeg gerne, at vinkle skærmen så det bliver ekstra svært at se, hvad der er på den. 

Og det bringer os så frem til i dag. For når du bare MÅ høre Dirty Dancings soundtrack, må jeg indskyde, at selve albummets cover jo er ret ikonisk, så det bliver meget tydeligt for alle enhver, hvilket corny album det er du sidder og lytter til. 

Jeg sad lige midt i en proppet 4A i myldretiden, og det var svært med en sidemand på vinduespladsen og en fyldt midtergang at undgå, at NOGEN fik et glimt af mine popcravings. Jeg vinklede skærmen bedst muligt, stak hurtigt mine hovedtelfoner dybt ind i mine øre og trykkede forventningsfuldt på PLAY.

Men der skete ikke noget. Jeg kunne ikke høre noget. Tænkte, at det måske var  den almindelige menneskestøj, der forstyrrede og prøvede at skrue lidt op. Det hjalp ikke. Måtte diskret som en agent på en hemmelig mission åbne ipad’en igen. 

Den forkyndte uskyldigt, at den jo på forlangende altså var i gang med at spille HUNGRY EYES. Mystisk.

Så var det, at det gik op for mig, at jeg sad med stikket fra hovedtelefonerne i hånden. 

Og at jeg således nok var den eneste i bussen, der IKKE kunne høre, at min ipad spillede HUNGRY EYES. 

… Ét er sikkert; jeg fik ikke nogle HUNGRY EYES på dén bustur.