Helt i fisk

Okay. Så gik der to uger, og det blev endnu engang tid til at gå i det italienske landkøkken med Børge.

Efter først at have haft hvad der føltes som en verdensomspændende krise, fordi min arbejdsplads liiige havde glemt at indkalde mig til samtale omkring at blive fastansat, og så alligevel fastansatte mig om mandagen, mente jeg nok, at jeg kunne klare Brøle-Børge i tre en halv time.

Jeg vidste også lige præcis, hvad der skulle hjælpe:

Rødvin.

Masser af rødvin.

Første gang vi var til River Café Cooking, skulle jeg direkte i nattevagt efterfølgende, så jeg blev svært ærgerlig da jeg opdagede, at kurset faktisk havde rødvin ad libitum. 

Så jeg havde lidt at indhente. Det skyndte jeg mig at gøre bod på i samme øjeblik, jeg satte mig ved de lange, orange skoleborde og så dagens menu, der nærmest var en kombination af ting, jeg helst ikke spiser:

– Laks (Godt at jeg netop har lært at spise dette uden at måtte skylle munden efter hver bid). Garniture af bønner (fint) hele cherrytomater (blæver), oliven (dén konsistens, den dér altoverskyggende smag..) og ansjoser (for føk da!)

Jeg havde naturligvis ikke spurgt Børge, men jeg havde en ret klar fornemmelse af, at han ikke ville have nogen forståelse for kræsenhed. Herregud, jeg er faktisk ret sikker på, at han ikke engang vil have nogen forståelse for anafylaktiske anfald, hvis det betød, at der var noget, man af princip ikke spiste.  Fra jeg så menuen begyndte jeg derfor allerede at overveje, hvordan jeg bedst kunne skjule manglen af mad, der forsvandt fra min tallerken. Skyllede tanken ned med et glas af det røde.

Først skulle vi heldigvis gøre desserten klar. En kage. Min highlighter og jeg lynede opskriften igennem. Ja, jeg er typen, der ikke kan finde ud af at læse OG forstå en opskrift – det går faktisk næsten altid galt – så på bedste stræbervis havde jeg altså medbragt highlighter. Bare for at sikre mig, at alle de andre kursister ville hade mig. Måske med undtagelse af min søster og mor. Måske.

Nåh. Men den der rødvin hjalp faktisk meget godt. Kunne slet ikke mærke præstationsangsten, da jeg læste “karamelisering”. Spurgte i stedet Børge i  nonchalant og selvsikker tone:

“Børge. (min ven). Hvor mørk vil du have karameliseringen?”

Og Børge brølede bare slet ikke, men kiggede bare ned i min kasserolle og sagde:

“Lige lidt mere gylden end den er nu”

Han tilføjede endda, da Stræber-Trioen puttede kagen i ovnen, at den så “perfekt” ud. Hå! Perfekt! Han lagde slet ikke mærke til, at vi havde glemt at putte mandler i! Det gjorde vi forresten heller ikke, før den havde fået et par minutter i ovnen, men du godeste, så kunne man da bare lige ploppe dem i, ikk’? No harm done.

Så kom vi til hovedretten og den famøse laks. Som jeg hellere må tilføje, lå på vores stålborde og så ud som gud havde skabt den. Med finner og det hele. Børge gik nu i gang med at vise, hvordan sådan en krabat skulle håndteres til alles tavse beundring. Da han så sagde, at han ville ordne den ene side, og så kunne én af os andre bagefter ordne den anden, var køkkenet mere stille end nogensinde. Man kunne højest høre én eller anden besværet synke en mundfuld rødvin.

Med snuptag huggede han den monstrøse fisk i to, skar diverse overflødigheder fra og flåede skindet af i en papirtynd stribe. Han kiggede ud over den ærefrygtige gruppe og spurgte atter:

“Nåh. Og hvem vil så ordne den anden side, mens jeg demonstrerer hvordan vi laver hvidløgsmayonaise?" 

Larmende tavshed.

Pludselig kvækkede én eller anden

"Jamen, det kan jeg da godt”

Gruppen veg til side for forbløffet at kigge på den suicidale tosse, der netop havde meldt sig.

Det var mig.

Rødvin og ros havde virkelig steget mig til hovedet. Nærmest scenevant gik jeg om bag stålbordet, og som en uerfaren TV-kok tog jeg den meget store kniv i hånden og løftede den ligesom vurderende, mens resten af flokken kiggede på i nysgerrigt chok.

“ja, altså, jeg regner ikke med at gøre det meget anderledes end Børge” følte jeg mig nødsaget til at sige, da de andre bare blev ved med at stirre og vist glemte, at Børge var i gang med den dér mayo.

Så skar jeg ellers finner og andet af, mens jeg prøvede at ignorere de meget klistrede og ret ulækre skæl, der hurtigt prydede det hele. Gjorde mig klar til at flå kalorius og brugte på bedste vis de samme termer, som Børge havde brugt.

Lavede et “håndtag”, så jeg kunne holde i halefinnen, mens jeg ufortrødent trak kniven gennem kødet, lige over skinnet. Jeg synes da egentlig, at det gik meget fint, men det var kun indtil jeg så min mors øjne på “flåning”.

De signalerede:

“For fanden da. Du er ved at fjerne halvdelen af fisken sammen med skindet. Er du ude på at få os alle sammen slået ihjel??!”

De var lige ved at falde ud af hovedet, de der øjne. Og jeg prøvede pligtskyldigt at rette kniven lidt mere nedad igen. Men ak, der var ret meget fisk på min skind-side. Jeg skyndte mig derfor i min milde rødvinsrus, at klaske skindsiden væk fra fisken og hen til det andet fiskeaffald. Vel at mærke med den “gode” side opad, så man ikke kunne se massakren på undersiden.

og tænk.

jeg blev slet ikke skældt ud.

Det tror jeg faktisk ikke, at der var nogen der gjorde denne gang.

Det var bare nærmest ærgerligt, at for vi – Stræber-Trioen – havde virkelig oppet os for at få oprejsning, og så lavede Børge slet ikke MasterChefsmagning med efterfølgende dom. 

Og man har jo INGEN forudsætning for at vide, hvad stilen så bliver næste gang. Ét er dog sikkert:

Jeg melder mig ikke til at gøre noget foran klassen igen. I forhold til reprimander og latterliggørelse, så er man vist kun SÅ heldig én gang.

Desuden vil jeg helst undgå, at resten af holdet stikker hende den tossede med highlighteren ned i vikturialierummet…