Syn for sagen

Var i nattevagt i nat.
Nummer to i træk og med lidt for lidt søvn mellem den første og den næste.
Så kan man godt blive sådan lidt… zombie-agtig.
Især når jeg går fra travlt, travlt, travlt til slet-ikke-travlt.
Gik på et tidspunkt hen ad en lang gang.

Sumpede.

Tænkte. Lidt.

På den lange gang, var en lang række ruder, man kunne kigge ud af

Men det var jo nat.

Og mørkt.

Og når jeg kiggede ud, var det eneste, jeg så en lille skikkelse, der fulgte mig ned ad gangen. Mig selv.

Jeg sendte mig selv elevatorblikket – og så det

KABOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOM!

Altså, da jeg gik i ottende klasse, var der én af mine klassekammerater, der sagde til mig, at jeg havde en rigtig negerrøv. Those were the exact words. Men der havde jeg jo stadig travlt med at vænne mig til at have bryster, så at der også skete ting og sager med min numse – det var ligesom mere end jeg kunne forholde mig til.

Så numsesagen har ligget og puttet sig lige siden.

Indtil i nat, hvor den *BUM* sprang i øjnene på mig. Dér klokken fem om morgenen, småluntende ned ad en lang hospitalsgang og med lidt for tom mave, så jeg den tårne sig op – min bogstavelige bagdel – og småhoppe efter mig. 

Var dét min numse? Så den virkelig sådan ud, eller var der ét eller andet illusionsforvrængende i glasset? I den kop the, jeg drak tidligere?

Måske var det ikke så pænt, men jeg kom til at tænke på nogle af de dyreprogrammer jeg så som lille… bavianer og sådan noget… Jeg ved ikke – og vil ikke tænke på – hvordan den ser ud direkte bagfra, men jeg sværger, at dér gennem mine tågede nattevagtsøjne, kastet tilbage i hovedet på mig i et lidt for skarpt lys, så den sådan her ud:

For føk da. 

Kan man tabe sig, så numsen strutter mindre? 

Bruge anker til at holde den lidt nede, måske?