Måske skrumper vi fra hinanden

For tre år siden startede vi på studie sammen.
Vi var de bedste venner.
Tætte, fortrolige og var enige om hvordan slid og sjov skulle fordeles.
Mig og min selvdisciplin.

Men der skete noget.
For to år siden, fortalte selvdisciplinen mig, at den var lidt træt af sig selv.
At den måske havde lagt sig lidt ud, ja, måske en egentlig altid havde været lidt overvægtig.
Som en ægte ven støttede jeg naturligvis selvdisciplinen i sit ønske om at blive mindre.
Og hun var så god – blev mindre og mindre måned efter måned, og næh, hvor skulle vi bare leve livet for at fejre det.

Men det tog overhånd.
Nu er selvdisciplin blevet så lille, at jeg næsten ikke kan finde hende.
Og det er lidt skidt, for jeg sidder jo her og skal skrive opgave og bagefter bachelor, men selvdisciplin har bare travlt med at blive mindre – og vil derfor meget hellere have at vi sætter os og ser masterchef allstars, som jeg jo ikke engang gider at være interesseret i!

Hver morgen er det en kamp uden lige, overhovedet at opdrive selvdisciplinen!
Jeg sætter trofast uret, står op, går i bad, skrubber mig på ryggen, tænder radioen og spiser mine cornflakes.
Og når så computeren er blevet tændt, sidder jeg alene og blinkende foran skærmen.
Oftest ved jeg godt, hvor selvdisciplinen er – nemlig lige der, hvor jeg forlod hende.
Og så må jeg ind og trygle

Er jeg heldig, står hun op engang lige før frokost.
Men så skal hun også have lidt at spise.
Og siger at hun ikke gider mere klokken halv to…