Angstenssved på fire hjul

Jeg tror ikke, at der er nogen, der sådan RIGTIGT forstår, hvor bange jeg er for at køre bil.
Og ikke mindst: hvorfor.

Men dengang jeg var en lille frygtsom pige, gik det altid i fisk for mig, når jeg skulle betjene stort set alt andet end min gameboy.
Videoen ville altid noget andet end dét, jeg ville.
Telefoner var lidt uhyggelige.
Én forkert bevægelse og man fik fat i en vidtfremmed.
Som slet ikke vidste hvem Liv var, eller om hun kunne lege.

Symaskiner var skrækindjagende.
Faktisk er jeg ret sikker på at den obligatoriske slange, man skulle lave i håndarbejde i fjerde klasse, endte med at blive syet i hånden.
Læreren fortalte om én, der havde syet igennem sin tommelfinger – og så var jeg ret afklaret med, at jeg ikke behøvede det der symaskinekørekort…

Nåh, men da jeg blev atten fik jeg foræret et kørekort af mine forældre og efter at have taget tilløb i cirka to år, gik jeg så i gang.
Det var i en periode i mit liv, hvor jeg godt kunne bruge en succesoplevelse, og da jeg meldte mig til, var jeg meget spændt.
Jeg havde spurgt min gode ven, hvor han havde taget kørekort – og om han havde været glad for det – og han gav mig tomlen op for sin gamle køreskole.

Men ak, stol aldrig på en ung guts hukommelse – kørelæreren kunne kun kommunikere ved brug af versaler og udråbstegn!
Måske er jeg farvet af, at det nu er ved at være et par år siden, men sådan hér, er hvordan jeg husker alle mine køretimer:

At jeg bestod både teori- og køreprøve i første forsøg, var ikke held – det var ren overlevelse!

Så derfor sidder jeg nu, to år senere, og jeg FRYGTER at køre bil, fordi mit nervesystem forventer at blive psykisk tævet, hver gang jeg sætter mig i førersædet.
Det er helt mærkeligt, at der ikke sidder en og skriger ved siden af mig.
Om lidt skal jeg køre min far i lufthavnen, og mine håndflader er allerede begyndt at dryppe af angstenssved…

(Men jeg fik dog overhalet den lastbil dengang…)