Den canadiske hjemmefødsel

Som fem ugers ophold i Canada går på hæld og lufthavnen kalder på mig i morgen tidlig, var det efterhånden ikke blot gået op for mig, at jeg ikke ville komme til at opleve en canadisk hjemmefødsel… Jeg havde faktisk også accepteret det.
Men så i nat blev jeg vækket af min medstuderende.
Hun stod i døren til mit værelse og kaldte mig tilbage fra drømmeland med ordene:
“Du tror, det er løgn, det her…”
Jordemoderen havde lige ringet, én af hjemmeføderne var gået i fødsel før termin, og hun havde sagt, at jeg gerne måtte komme.
To tanker sprang rundt i mit hoved:
1) man SKAL virkelig aldrig sige aldrig
Og
2) egentlig ret ærgerligt, at jeg netop for 4 timer siden afleverede den lånte GPS tilbage og nu skal ud i den canadiske nat med en bil, hvor blinklyset ikke dur og et kort, der er ved at falde fra hinanden…

Efter at have kastet mig i det første tøj, der lå inden for mine armes rækkevidde (jeg var skidelækker) og have skrevet jordemødrenes nummer ned (glemte jeg at fortælle, at min mobil ikke virker her?) fandt jeg adressen og gik ud i natten.
Først sørgede jeg naturligvis for at vælte alt, jeg kom i nærheden af.
Krop tænkte tilsyneladende, at hvis den ikke skulle sove, så skulle INGEN sove…

Da jeg efter cirka 2,3 kilometer drejede forkert første gang – og således endnu havde 27,3 kilometer tilbage – fandt jeg ud af, hvor priviligeret man kan føle sig, når man er alene i bilen.
Der er for eksempel ikke nogen til at kommentere på éns bandeordsforråd…
Langsomt men sikkert nærmede jeg mig dog målet og begyndte endda at kunne nyde turen.
Det var fuldmåne, stjerneklart og selv i tætbebyggede boligområder var naturen allestedsnærværende i form af harer!

Langt om længe nåede jeg frem til adressen.
Meget mærkeligt, dér midt om natten, at stå foran et hus, man ikke kender og forsigtigt ringe på.
Der var et sparsomt lys i stuen, men ingen reagerede, da jeg klimtede på klokken.
Heller ikke anden gang. Tredje gang. Eller fjerde.
Til slut besluttede jeg mig for at tage i døren – den var åben.
Så stod jeg ligesom dér, i en fremmed stue og følte mig mere som en indbrudstyv end en jordemoderstuderende.
Jeg gav mig i kast med klassikeren fra samtlige thrillere og brægede:
“Hello? HeeellooooOoo?” Ud i mørket.
Ingen respons.
Langt væk hørtes stemmer. Oppe fra.
Altså, oppe fra førstesalen, hvor der var helt og aldeles mørkt.
Jeg brægede, at jeg var Eline og nu kom jeg op, og gik stadig uden noget svar op i mørket…

Det var sådan en fin fødsel. Hurtig, naturlig og på fineste hjemmefødsels-vis kom en mørkhåret, lille pige til verden i forældrenes soveværelse, mens faren holdt moren i hånden klokken 01.50.

Desværre for mig, kom jeg ind i soveværelset klokken 01.56
Det var så dén canadiske hjemmefødsel.
Tilbage var kun at ønske tillykke.
Og finde hjem igen…