Gæt & grimasser

“Hej. Jeg hedder Eline, og jeg er jordemoder.”
Og så er det ikke engang en løgn, eller bare noget, der lyder godt.
Det er rigtigt.

Jeg har brugt mine sidste to dage på at stå foran mit spejl hjemme i min lejlighed, og sige ordene højt, mens jeg har stirret intenst på mig selv.
Smagt på dem.
Ordene.
Prøvet at finde en grimasse, der kunne passe.

Har i virkeligheden mest haft lyst til at gør det her:

Mens jeg kunne løbe rundt ude på gaden og bede tilfældige mennesker om at knibe mig i armen.

Min mormor ringede, og spurgte om hun talte med jordemoderen?
Jamen, det gjorde hun jo!
Jeg kunne bare ikke helt forstå det.
I spejlet gloede jeg tomt tilbage på mig selv.

Jeg har selvfølgelig ikke lyst til at være stirre-jordemoderen, så prøver at øve mig på at se mere venlig og mindre skeptisk/paralyseret ud.
Måske noget i denne stil:

Måske liiiige sukkersødt nok.
Kunne også prøve den mere selvsikre udgave:

Men okay, måske lige James Bond-agtigt nok.
Kan jo ikke lide folks babyer “shaken, not stirred”.
Så er der selvfølgelig også den garvede, hvor jeg laver en grå hvirvel i pandelokken og tager mine briller på

Eller den åbenhjertige:

Men måske er den lige åbenhjertig nok.

Som I nok kan forstå, har jeg ikke helt fundet mit jordemoderfjæs endnu.
Måske det følger med til dimissionen på mandag?

Det kaan selvfølgelig også være, at jeg finder det ude i byen i aften.
Har på fornemmelsen, at det kunne ligge i bunden af en fadøl.
Må hellere sørge for, at ingen fadøl slipper u-inspicerede forbi.

just in case.