Til medklumpedumperne derude

Nåh. I må altså undvære tegningen i dag. Har simpelthen ikke haft tid til at kaste mig ud i den store logistiske labyrint, som det er for mig at scanne og uploade billeder på min computer. Mind mig om, at fortælle jer om det en dag.

Derfor skal I nu ikke snydes for en lille hverdagsfortælling. Lover, at fortælle det hele så malende, at I slet ikke vil opdage, at tegningen mangler.
Det drejer sig om, at have selvindsigt og selvironi nok til at grine, når man lidt har lyst til at græde. This goes out to my fellow klumpedumpers.

Jeg har altid lidt af det man kan kalde klodsethed. Ikke altid noget, der går så fint hånd i hånd med dét at være jordemoderstuderende. Og ung. Og gerne ville skinne lidt af autoritet og kompetence, når man møder et fødende par og vil gøre dem trygge.
  Dog har det ikke voldt mig synderlige problemer. Indtil i denne uge.

Egentlig kom jeg skidt allerede fra start. Mærkede på maven og sagde det helt modsatte af min jordemoder. Og det var forkert.
Herefter var jeg alene med parret på stuen. Prøvede at småsnakke og give gode råd – og det gik egentlig meget fint. Hvert kvarter skulle jeg lytte hjertelyd og det kunne godt være lidt udfordrende, når kvinden var rundt i forskellige stillinger og jeg skulle lytte med et træstetoskop.
Til de, der sidder og tænker, hvad Søren er et træstetoskop, så minder det lidt om en tom køkkenrulle, som man sætter på maven og mod sit øre, og ikke holder med hånden.
På et tidspunkt skulle jeg lytte, mens kvinden sad op på sengen og for at høre, måtte jeg sætte mig i bedste hug/skov-skider-stilling, som kunne gøre selv den sejeste spejder imponeret.
Nåh, men mens jeg sidder dér, sker der pludselig det… at jeg mister balancen. Som i fuldstændigt. Og nu er det jo sådan, at man ikke bare kan rive fat i en fødende i panik og risikere at tage hende med i faldet.
Så hvad gør jeg? Ingenting, simpelthen! Så jeg falder – ikke bare på røven, nej, jeg triller hele vejen videre ned på ryggen, vælter en stol i faldet, og ligger så dér på gulvet og ruller rundt som en forbandet skildpadde der er blevet vendt om!

Ej, men altså, jeg siger bare en ting: 
Det kan godt være, at klodsethed af og til er lidt sødt. Men altså ikke for dem, der er det.
Mødte dog parret dagen efter på barselsgangen. De syntes, jeg havde været vældig sød. Nævnte slet ikke mit sammenfald med gulvet. (Tak for det)

Og til dem, derude, der også går rundt om vælter ting (eller sig selv), jeg vælger at tro på, at det bare gør os mere menneskelige.