Livsfarlig sport

Hér taler vi altså ikke om ultimate fighting, bugeejumping eller fri-klatring.
Jeg har været til bodystep. Og jeg vil bare sige, at det ikke er for tøsedrenge.
Og slet ikke er for motorisk udfordrede. 
– Personligt, er ikke bare motorisk udfordret, jeg er i rytmiske sammenhænge selve indbegrebet af kropsmæssigt ude af kontrol.

Men der havde stået på holdbeskrivelsen at “alle” kunne være med og, at det var “simple” øvelser.
Så Helene og jeg havde kastet os ud i det. Jeg har jo lovet mig selv, at sige ja, når nogle udfordrer mig, – og jeg skal love jer for, at jeg blev udfordret. 

Man skal som hovedregel altid blive bekymret, når træneren siger, at det hér er noget man bliver “glad i hovedet af”, for så ved man, at man skal ligne en idiot halvfems procent af tiden. (Og være idiotisk de sidst ti procent.)

Som jeg mærkede, hvilken livsudfordrende beskæftigelse jeg havde givet mig i kast med, dukkede alle de klassiske tæt-på-døden-tegn op.

1) Jeg så udpluk af mit liv for mig. En pæn lille kavalkade, som jeg brude have set for mig, inden jeg meldte mig til bodystep. To seancer i særdeleshed bed sig fast:

Dengang jeg spillede med i julestykket på HF. Hvordan vi var nødt til at prakke min rolle ufrivillig rytmespasserhed på, fordi hele stykket startede med en dans.
Og at jeg ikke kan danse (og da slet ikke synkront!!) kunne jeg gudhjælpemig ikke spille mig fra!
Det var en ret pinagtig øvetime inden læreren kastede håndklædet i ringen…

Jeg indså også hvilket modigt og naivt menneske jeg havde været, dengang jeg meldte mig til zumba. Alene. Modig og dum og total uden selverkendelse.

2) Jeg begyndte at sige lave, småpaniske grinelyde, som jeg håbede ingen andre hørte gennem technotonerne og trænerråb.

3) Jeg blev apatisk, og stivnede helt, når jeg så den lille, lillaklædte, småhoppende klump -uden armbevægelser overhovedet- spurte (konsekvent ude af takt) op og ned og rundt om den lave step. Og fattede ikke at det var mit spejlbillede. 

4) Jeg fik forudanelser, der fortalte mig, hvordan jeg ville enten 
   a)snuble over
   b)falde ned af
   c)vrikke om på
steppen og slå enten haleben eller fortænder ud og herefter dø af skam.

Jeg har kun tilbage at sige, at det var fint, jeg gjorde det – og jeg gør det nok ikke igen (medmindre jeg bliver udfordret).

 Nej, spinning, det ved man altså hvad er.
Ligeså snart jeg var kommet mig over angsten for at besvime af udmattelse oppe på dyret og herefter brække begge ankler når man med fastspændte fødder ville trille ned – så var jeg all in. Men mere om det anden dag…