Ros

Har kastet mig ud i nogle projekter, som jeg ikke helt kan overskue.
Jeg nævner i flæng: noget med et overambitiøst og måske lidt hul i hovedet eksamensspil, (ja, du læste rigtigt. SPIL!) noget med at lave noget sjov for de kommende dimmitenter, blive en god jordemodestuderende, noget med aldrig at sidde stille og derfor altid have aftaler eller vagter på hospitalet eller i magasin. Noget med tilsyneladende aldrig at være helt tilfreds…
Maj kom og gik med rygende hast – og nogle af de ting, jeg troede, jeg kunne gøre i et snuptag, ligger jeg i stedet på gulvet og tager brydertag på (læs sindssyg eksamens-ide. Host)
Men så er det jo heldigt, at jeg skidegod til at… overhovedet ikke kunne finde ud af at rose mig selv.
Altså, hvis jeg kigger mig selv i spejlet, og skal sige noget rigtig pænt og opløftende, så er det altid udtalelser i stil med:
“Jamen… du er jo… ikke meget dårlig til det her. Når du gør det dér, så går det altid nogle gange… fint.” der vælter ud.
Ja, I know, det er jo ikke ligefrem essensen af opløftethed, vi har med at gøre hér.
Så dét prøver jeg at gøre noget ved. Hvis man ikke synes, at man modtager nok ros – så er det mindste, man kan gøre, at starte med sig selv.  

RosEline, er sådan set en skrap og pågående person, så det er jo fint nok. Hun har dog lidt problemer med at trænge igennem.
Såeh, indtil videre går projekt “SelvRos” og alle de andre… sådan… rigtig… ok.