25 år med dig

Kære Diabetes,

Det føles som et øjeblik siden, jeg sad og skrev dette indlæg til dig, hvor overskriften lød: “Tyve år med dig“.
Jeg kunne fristes til at spørge mig selv: hvad blev der af de fem år? Hvor fløj de hen?

Men det gør jeg ikke, for vi kender svaret.
De susede ud i verden, ind i et vacuum af stress, et virvar af hvem-er-jeg-spørgsmål og hvor-skal-vi-hen-klichéer.
De blev til navlepillerier og store samtaler om små emner og vigtigst af alt en pokkers masse rejser væk fra mit hjem. Måske væk fra dig?

For fem år siden skrev jeg, at vi havde lært at leve sammen i dette livs-arrangerede ægteskab. Det var sandt, og jeg var lykkeligt uvidende om, at jeg bare to år efter ville stå og råbe på en skilsmisse. Ja, faktisk ville gøre det ad flere omgange de næste år.

Mit arbejde og jeg fik det kedelige kærlighedsbarn Stress. Og Stress ville have mig lige så meget som dig.
Jeg ændrede mig – du ændrede dig. Mange dage blev to og to slet ikke fire, men blot et helt tilfældigt tal. Vores hverdag fik andre prioriteringer og du begyndte at råbe. Nogle gange helt uden forvarsel. Når jeg var ude at handle, kunne jeg mærke mit fokus forsvinde, og hylderne læne sig truende ind mod mig. Og jeg vidste ikke, om det var stress eller dig. Det føltes som om mit indre kompas var gået i stykker.
Jeg havde lyst til at smide håndklædet i ringen. Men hver morgen sad du allerede på sengekanten, når jeg åbnede øjnene. Du krævede, at vi prøvede igen.

Det ville jeg også gerne – men hold kæft, hvor har du været irriterende.

Til tider kunne jeg føle mig som en hjemmegående husmor, der stod klar med middagen når du kom hjem. Nypillede kartofler, steg i ovnen, ruccola-salat med parmesan og pinjekerner og noget lækkert til dessert.
Og så kunne du kigge på det og sige “Sikke noget lort. Sig mig, gør du dig slet ikke umage længere?”
Jeg prøvede, at komme over det. Tænkte, at vi nok skulle finde hinanden igen. Jeg havde trods alt fikset vores ægteskabelige problemer indtil nu. Og at give op var jo ligesom ikke en mulighed.
Men åh for fanden, det ville være sjovere, hvis du hjalp lidt til.

Det var ensomt at tage til tjek på Steno Diabetes Center med dig. Anstrengelserne kunne ikke ses. Resultaterne udeblev eller var i bedste fald beskedne og du sad der bare. Tavs og med armene over kors. Trak på skuldrene som om du sagde:

“kan du se, hvad jeg har at arbejde med?” 

Ingen sagde det højt, men jeg kunne godt se, at vores ellers rosenrøde ægteskab, nu var blevet dysfunktionelt. Det var ikke en kasse jeg kunne se os to i. Ikke en kasse jeg kunne identificere mig med. Vi prøvede jo – mere end nogensinde før!
Jeg efterspurgte tips og tricks, men vores langvarige ægteskab betød, at alle fifs var noget, jeg allerede havde prøvet på egen hånd. For længst.

Hjælpen – for den kom heldigvis – viste sig fra en yderst uventet kant.
SoMe!
På Facebook nærmest snublede jeg over et community af frivillige ildsjæle. Kvinder og mænd, der havde lavet en algoritme. Folk fra hele verden, der havde fået denne algoritme ind i en app. Og gennem denne app fået blodsukkersensorer og insulinpumper til at tale sammen. De fremviste resultater, som jeg ikke engang turde drømme om. Oven i købet vejledte og hjalp de hinanden – og nye medlemmer. De kaldte sig loopere, og der gik ikke længe, før jeg var overbevist om, at det skulle vi også være. Om ikke andet for at sige, at vi havde givet det chancen. Vi kunne jo altid hoppe tilbage, hvis det ikke var noget for os.

Og på mandag, Diabetes, på mandag har vi sølvbryllup.
Sammen har vi været igennem barndommen, tandbøjlen, min “skater”-fase, efterskoletilværelsen, udenlandsophold, 543 jordemoderbørn og diverse mere eller mindre eftertragtede livslektioner.
På samme tid har vi også været igennem:

seksten år med insulinpen
ni år med insulinpumpe
fireogtyve år med fingerprik
et år med blodsukkersensor
og otte måneder med loop.

Og ved du hvad?
Med alt hvad det indebærer af bump på vejen: Så er jeg for første gang siden min opsigelse jeg stolt af vores liv sammen.
Sådan helt-ind-i-kernen-stolt.

I sidste uge var vi til tjek. Og denne gang følte jeg, at jeg sad i førersædet af livets bil.
Jeg har overblik over hver eneste graf du og jeg kan præstere. Ligesom livet er de ikke perfekte – og det behøver de heller ikke at være. For jeg gør mit bedste – og mit bedste gør endelig en forskel.
Da diabetessygeplejersken kiggede på vores blodprøve-svar udbrød hun benovet:

“De er jo ikke engang røde længere.”

Hvilket henviser til farvekoden for grænseværdierne for en sund og rask ikke-diabetiker.
Hvor crazy er det lige?
Efter femogtyve år kunne man ikke se dig på min blodprøve!

Jeg puttede musik i ørerne, da jeg trådte ud fra diabetesbygningen og ind i den satinkolde septembervind. Et øjeblik veg skyerne for solen og det føltes næsten som at træde ind i rampelyset, da musikken startede og Cher sang mig ind i ørerne, at hun var Strong Enough.
Jeg lænede hovedet tilbage op mod lyset og lukkede øjnene et par korte sekunder.
Det er jeg også, Cher, tænkte jeg.

 

Kære Diabetes,

Det er okay.
Det er fint nok, at du følger med mig.
Når bare vi er enige om, at fordelingen er sådan:
At jeg fører og du følger.

Kærligst, men bestemt
Din sølvbrud

Ps. Jeg jeg stiller mig ganske tilfreds med oksemørbrad, nypillede kartofler, pinjekerne- og parmesan-ruccola-salat og chips til dessert <3 


(og hvis der sidder nogen derude, der vil høre mere om Loop, så giv lyd! Du kan også søge på looptips.org eller facebooksiderne Looped eller Looped -Denmark )

Fik jeg fortalt at…

… Jeg midt i pakningen hjem fra Ilulissat kom til at stikke hånden ned min skraber? Det blødte usandsynligt meget. Både under pakningen og senere på flyet. Fik et par trætte blikke og et plaster af stewardessen.

… Mine forældre gav mig et 50″tommers fjernsyn i 30 års fødselsdagsgave. De havde hængt det op, da jeg kom hjem. Jeg opdagede det med ordene: “Hold da kæft..!” Herligt, at min far valgte at filme det.

… Jeg sov over mig. IGEN. Denne gang før en aftale hos diabeteslægen. Jeg var lige kommet hjem fra Ilulissat og kroppen kørte stadig på Grønlandsk tid. Altså fire timer bagud. Min tid til blodprøver var 10.00. Fra Amager til Gentofte betød det, at jeg skulle med bussen 8.39 for at være der i god tid.
Af uransalige årsager valgte min telefon den nat at frakoble funktionerne LYD og VIBRATION. Så er det altså svært at bemærke alarmen, skulle jeg hilse at sige… Jeg vågnede 9.19 med det rammende og softikerede udråb: F U C K !
Ti minutter efter væltede jeg ud i en taxa. Klokken 9.58 sad jeg rent faktisk mere fysisk end mentalt tilstedeværende med en nål i albuebøjningen.
Af en person at være, der “aldrig sover over mig”, har jeg efterhånden lidt for mange soven-over-sig-anekdoter.

… Jeg endnu ikke har åbnet min årsopgørelse? Nej, hverken den for mig selv eller den for mit firma. Jeg er tredive år og jeg orker ikke de følelser, det medfører.

… Jeg savner et langt og lidt for hårdt kram. Jeg plejer ikke som sådan at være et krammemenneske, men come on!

… Jeg qua verdenssituationen har ordineret pepsi ad libitum herhjemme. Well. Det er hurtigt eskaleret ud af kontrol.

… Jeg mistede stemmen for tre uger siden? Det kan folk som mig altså ikke tåle! Jeg havde så meget på hjerte og kun 4% af ordene kunne komme ud af munden på mig!

… Jeg havde tænkt mig at skrive noget om at være blevet 30. Jeg har endda lavet en halv tegning til indlægget. Men så blev jeg optaget af… et eller andet. Åbenbart.

Men altså, vi skal da underholdes, skal vi ikke?

Jeg vil gerne bidrage med andet end at bringe børn til verden, men hjælp mig lige engang… Hvad skal næste indlæg handle om? Er der noget, jeg ikke har fået fortalt?

Pas på jer selv og vær søde ved hinanden derude. Vi arrangerer krammehappenings og G&Tgatherings, når det her overstået <3


Sortpahvidt

Er du faret vild på livets sti?

For to år siden havde jeg dét, som man vist nok kan klassificere som en rigtig lortedag.

Jeg stod op og stivede mig af.

Tog nogle dybe indåndinger, mens jeg kiggede mig intenst i spejlet og håbede, at nogen ville kigge tilbage.

Så tog jeg bussen ekstraordinært tidligt på arbejde.
Og sagde op.

Jeg prøvede at tegne hvordan jeg havde det.

At sige mit arbejde op er uden sammenligning det mest grænseoverskridende jeg har gjort.
Det føltes indiskutabelt, men også helt forkert på samme tid.
Der var ikke et sted, jeg hellere ville være, ikke et arbejde, jeg hellere ville have.
Lige dér den septemberdag (og mange dage derefter) følte jeg mig for første gang helt uden retning og mål i tilværelsen.
Ligesom den der flue i vindueskarmen, der ligger på ryggen og summer rundt i cirkler.

Jeg var 27 år, rimelig velforvaret og der var ikke nogen, der havde forberedt mig på dét her.

Jeg kan godt se nu, at jeg det var stress.
Bare kald mig kvik, men man kan kun kravle ud fra badeværelset og ind i sin seng af svimmelhed et vist antal gange, før man bliver nødt til at læse skriften på væggen.
Okay. Af et relativt intelligent væsen at være, havde jeg alligevel været nødt til at læse skriften en del gange, før jeg fattede, hvad der stod.
Men altså, sent er som bekendt bedre end aldrig, ikk’?

Anyway, jeg har en pointe og den kommer her:

Hvis du af en eller anden grund sidder derude og føler dig vildfaren eller måske ligefrem dårlig til det der Game of Life, så vil jeg bare sige, at det er okay.
Og at det bliver bedre. Det gør det virkelig.

For to år siden gik jeg og ledte efter en vej – vejEN – men faktum er, at vi måske slet ikke behøver en vej.
Stier i skoven, bliver jo kun til stier fordi en masse fødder har trådt græsset ned.
Men én eller anden gik der første gang uden at vide, hvor det førte hen.

Jeg ved stadig ikke, hvor jeg skal hen og det er helt okay.
Jeg har det godt.
Svimmelheden er væk og min krop føles som om den er min igen.

Og når jeg i dag kigger mig i spejlet, ser jeg én, der kigger tilbage.
Ikke bare på en god dag.
Hver dag.

(Med mindre jeg ikke har mine kontaktlinser på endnu.)


Sortpahvidt

5 ting, der gør, at jeg er hjemme i Grønland

I går slog det mig, at jeg har været i Ilulissat i seks uger.
Jeg er ganske vist ikke bedste venner med Matematik, men lidt hurtig hovedregning fortæller mig alligevel, at jeg sådan cirka er halvvejs i mit ophold.

Shit. Det er mærkeligt.
Jeg synes egentlig, at det går lidt for hurtigt.
De første to dage, var det himmelråbende nitten grader og folk gik i bare ben.
Nu er her nattefrost og fra mit vindue kan jeg kigger over på Diskoøen, som er blevet snehvid på toppen.
Midnatssolen er long gone og mine stearinlys er fundet frem.

Jeg føler, at jeg er faldet godt til heroppe.
Jeg bor i en lille etværelses lejlighed lige over sygehuset og jeg synes, at jeg har fået den indrettet rigtig godt.
Måske er det skørt, når det kun er for 3 måneder, men jeg føler at stedet er blevet mit.
Da jeg var afsted sidste gang, fandt jeg nemlig ud af, at jeg er afhængig af at have en tryg base, en hjemlig scene at trække mig tilbage til.
Så må der gerne være stress og jag, forvirring og nederlag alle mulige andre steder. Når bare jeg kommer hjem, trækker i hyggetøjet, putter mig under mit uldtæppe og drikker te af min kop fra min søster… Ja, så er jeg faktisk alligevel hjemme.

Hvis jeg skal rose mig selv lidt, så synes jeg, at jeg har været overordenligt god til at pakke mine flyttekasser.

Her er 5 ting, jeg havde med, der gør, at jeg føler mig hjemme i Grønland:

  1. De små ting.
    Ok. En mand ville formentligt hade det her, men jeg har ret mange nipsting med. Bl.a.:
    Fuglen, jeg fik af mit vennepar, da de spurgte om jeg ville være gudmor for deres søn. Den lille hundeslæde, jeg fik sidste gang jeg var her. Min søsters kopper. Især dén hvor der står “Jo, du kan”.
  2. Mine tegneting.
    Uanset om jeg får tegnet meget eller lidt, så er et hjem bare ikke et hjem, hvis ikke mine blyanter og tuscher er med.
  3. Puslespil.
    Det var sgu et sats at tage et par puslespil med. Jeg har ikke lagt puslespil siden det drejede sig om at samle 50 brikker. Men oh my!, jeg har brugt virkelig meget tid på puslespillene. Under babyboomet, hvor jeg var alene og havde over 70 tilkaldetimer på ti dage, var det rart at komme hjem til. Jeg koblede fra med brikkerne, mens jeg hørte podcast. Selvom jeg flere gange blev kaldt tilbage efter kort tid, følte jeg på én eller anden måde, at jeg havde været langt væk i mit hoved.
  4. Utroligt mange uldsokker.
    Ej men altså. Er alt ikke bare bedre med uldsokker?
  5. Billeder.
    Det deler nok vandene lidt. Men for mig er det hyggeligt med billeder af minder, venner og familie. De giver mig ikke hjemve – på den måde ser jeg jo dem alle sammen hver dag! Det hjælper helt sikkert også, at man med ét klik i messenger kan tale lige så ubesværet sammen, som hvis jeg sad tusindvis af kilometer væk i min stue på Amager.

Men jeg indrømmer. Jeg har altså også pakket nogle ting, der… sgu rammer noget ved siden af!

5 ting, der får mig til at overveje, hvad fanden jeg tænkte på, da de kom i flyttekassen:

  1. Vimpler.
    Altså. Virkelig, virkelig mange vimpler. Jeg kan holde vimpel-tema-fest for hele Ilulissat.
  2. Absurd mange DVD’er. 
    Jep. Sidste gang var der begrænset internet og jeg levede et streamingfrit liv i 3,5 måned. Så jeg følte mig godt beredt denne gang og pakkede en fandens masse DVD’er, så jeg ikke skulle komme til at savne noget.
    Well, internettet er ikke længere begrænset, så nu kan jeg som nebengeschæft åbne Ilulissats lokale BlockBuster. Jeg havde fandme en hel flyttekasse med DVD’er!! 
  3. Et pisseirriterende ur.
    Aldrig har sekundviser tikket så højt!
    Hver aften kaster jeg mig irriteret ud af sengen, løber hen og flår uret ned fra hylden, traver ud i køkkenet og stiller det dér. Og hver morgen flytter jeg det tilbage i stuen.
    Jeg siger ikke, at jeg giver mening.
  4. Min gamle iPhone.
    Jeg troede vist nok at det var smart med en ekstra telefon. Har dog fundet ud af, at den straks dør, hvis jeg tager den ud af opladeren.
  5. Vinkelmåler??!?
    Formentligt til noget tegnenoget…? Men altså, jeg har sgu da ikke brugt en vinkelmåler siden syvende klasse!

Hvad ville I tage med til et hjem i udlandet?
Er det overkill for 3 måneder?
Og har I nogensinde pakket noget, der er lige så dumt som en vinkelmåler og et ur, der dagligt truer med at give dig en styrtblødning?

Over and out og klik!-klik!-klik!-
Sortpahvidt

Sådan holder du dig kørende uden kaffe

Hvis du følger mig på Instagram, ved du, at Ilulissats fødende har prøvet at lægge mig vandret den sidste uge.
Eller måske nærmere lodret.
Jeg har i hvert fald set ret lidt til min seng.

Det hele begyndte, da min skønne kollega tog på ferie fredag. Hele dagen havde der været en fødende på afdelingen. Sidst på eftermiddagen fødte hun endelig. Flot og sejt og i vand med sejrsskjorte.
Klokken 20.30 slentrede jeg hjem i lejligheden og glædede mig over, at jeg havde lidt madrester at fredagsmuntre mig med.
Jeg puttede mig i dynen og gik til køjs ved midnatstid.

Klokken 1 blev jeg kaldt tilbage til planeten Jorden fra et sted langt væk i drømmeland.
“Hun har veer” sagde stemmen i røret
“De gør ondt. Hun kommer nu.”
“Jeg kommer.”  Kvækkede min søvndrukne stemme.

Jeg trak i tøjet og skuttede mig i nattekulden, da jeg tøffede de 100 meter over til jordemoderkontoret. Og den var god nok: endnu en fødsel var i gang. Jeg ringede igen til den jordemoderstuderende og nattens fødearbejde gik sin gang. Vi så hvordan mørket langsomt fortog sig og solopgangen kastede sine lyserøde farver på havet. Nat blev til dag.
I den stille morgenstund kom et lille menneske til verden under stor jubel og den nybagte mors fantastiske internationale udbrud: “OH MY GOD!”

Da klokken var 9.30 var den studerende sendt i seng, forældrene taget hjem og jeg på vej til at låse kontoret af, da jeg lukkede døren og så, hvem der ventede på den anden side…

… jep, endnu en kvinde med veer!

Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg ret ufromt håbede, at hun ikke var i fødsel endnu.
… Men det var hun.

Her kom jeg i tanke om, at min kollega havde haft ferie/fredagskage med dagen før, og at der var et stykke tilbage af den mushy brownie. Jeg vil vove den påstand, at jeg snarere inhalerede det stykke end spiste det! Aldrig er kage faldet på S Å tørt et sted! Tak, Karina!

Nåh, men…
Tilbage med den studerende, tilbage i fødetøjet, tilbage på fødestuen.

Ordsproget tålmodighed er en dyd, skal man virkelig ikke at minde en jordemoder på kald om. Efter 28 timer er tålmodighed faktisk næsten en pinsel. På samme måde som et myggestik på ryggen, du bare ikke kan nå. Du vender og drejer dig, men lige lidt hjælper det. Du må vente og lade processen gå sin gang. Myggestik holder ikke op med at klø, uanset hvem der befaler det og uanset hvor meget du klør igen.

Klokken 12.30 kom så endelig endnu en lille skæbne til verden.

Da vi den eftermiddag sneg os hjem i seng, var både den jordemoderstuderende og jeg helt skæve i hovederne.

Shit, fødearbejde er det vildeste!


Jeg vidste det held-ig-vis ikke, men på fem dage var det her kun første nat ud af tre nætter med meget lidt søvn. Tre børn yderligere skulle til verden, mens resten af jordemoderarbejdes også skulle passes.

Og jeg drikker som bekendt ikke kaffe.

Så hvordan holder du dig så kørende, spørger folk?

Egentlig stjæler jeg min energi fra andre:
Nemlig adskillige musikere.

Når vagttelefonen ringede, spillede jeg mine yndlingsnumre højt (i hovedet af og til) og forestillede mig, at jeg var hovednavnet på Roskilde, der blev kaldt til Orange Scene.

Be your own friggin’ rockstar når livets koncert spiller i dobbelttempo.


Cola Zero hjælper også.

Over and out og måske en fødsel i weekenden.
Sortpahvidt

 

 

Jordemoder på eventyr #18 Kurs mod Grønland

I morgen er det to uger siden jeg ankom til Ilulissat igen.
Altså, hvis tiden går med samme fart, er jeg jo hjemme igen inden jeg får set mig om!

Jeg vågnede den onsdag morgen efter en sporadisk søvn. Den klassiske lufthavnspanik havde vækket mig jævnligt, så jeg febrilsk tjekkede uret af frygt for at jeg på én eller anden forunderlig måde havde sovet over mig.

Da jeg stod op, kiggede jeg på den blå, proppede kuffert, der lå bredt ud på gulvet. Begge rum bugnede, og fik mig til at tænke på at en lille mand med topmave, der måtte overgive sig gulvet, udstrakt efter et overdådigt måltid.
Jeg havde test-lynet den dagen før, så jeg vidste, at det kunne lade sig gøre at lukke den. Alligevel kneb det lidt med pladsen, da badeværelsesartikler og en spontan overgangsjakke var blevet lagt derned.

Min håndbagage var på ingen måde mindre end sidste grønlandstur. Jeg måtte vist bare konstatere, at diabetesudstyr til tre måneder (okay, måske nærmere fem) fylder ad helvedes til.
Da jeg havde dobbelttjekket at jeg havde pakket insulin, pas, sensorer, apparater, opladere, mobil og høretelefoner, svingede jeg den diskrete oppakning på ryggen. Jeg var allerede på vej ud ad døren, da jeg bakkede tilbage gennem den smalle entré og greb en pakke kleenex fra en køkkenskuffe.
Man kender vel sig selv, ikk’?

Ude på vejen trillede min søster frem i sin lille, sorte opel. Jeg mærkede et bittersødt gib i kroppen, da jeg trådte ud i regnen og døren til opgangen smækkede bag mig.
Mit farvelfølge fra sidste gang var blevet mindre. Mine forældre var i Grækenland og Liva, der sidste gang var en baby på tre måneder, var hjemme inden børnehaven.
Men min søster sad parat, som mit eget personlige anker – også selvom vi begge har det ret stramt med at sige farvel.

Så i lufthavnen sendte vi min blå kuffert afsted og gav hinanden et hurtigt kram. Jeg fik faktisk ikke engang brugt mine Kleenex.

Og før jeg vidste af det, stod jeg igen i TaxFree-shoppen med min oppakning på størrelse med en mellemstor dansk provinsby.

Helt ærligt. Dén følelse, lige dér.
Det har begge gange været den bedste og mest skræmmende, når jeg har taget afsted.
Blandt alle de mennesker, der køber solcremer og sprut og chokoladeæsker i absurde størrelser. I hele det mylder.
Der er jeg alene.
Ingen rejsemakker, ingen familie, ven eller veninde.
Der er bare mig. Og tre måneder forude.
Det er både sårbart, men også så bekræftende i al sin frihed.

Som at stå med sin cykel på toppen af en solbeskinnet bakke. Som at sætte i gang derudad i 21. gear, mens vinden leger med dit tøj og du mærker suset i maven. Og selvom du ved, at du vil få en seriøs omgang asfalteksem, hvis du styrter, så suser du alligevel fremad.
Hvordan skulle du kunne lade være?

Ilulissat, jeg håber, I er klar. For her kommer jeg!


Sortpahvidt – eller måske sol på hvidt, som bedst beskriver sommeren med sol og isbjerge i Ilulissat.

Er der noget I vil vide heroppefra?

 

Jordemoder på eventyr #17 None of my bags are packed

Om sådan cirka 47 timer er jeg på vej til Grønland.
Igen.

Det virker overordentligt surrealistisk.
Vikariatet kom på plads i marts og dengang var alt så let. Så langt væk. Ork ja, om jeg kunne tage tilbage? Giv mig en dato, så dukker jeg op!

Nu er jeg så nået til den knap så lette del:

Farvel og panik-pakke-delen.

Jeg er dårlig til at sige farvel.
Meget.
Også selvom det bare er et lillebitte på gensyn.
Jeg så helst at størstedelen af mit flyttegods kunne bestå af mine venner og familie. Eller at de kunne transmogryffes op til mig på befaling.
At jeg kunne knipse med fingrene og *vips!* så sad de ved siden af mig og kiggede ud over ishavet. Så kunne jeg lægge mit hoved mod deres faste skuldre og vide, at jeg kunne klare det hele.

I virkeligheden er det skørt, for selvom jeg savnede alle dem derhjemme sidste gang, så var jeg faktisk også ret god til at klare mig alene.
Jeg havde forestillet mig, at jeg nok ville tage mig et par seriøse tudeture, men faktum er, at jeg kun græd én enkelt gang, da jeg var afsted.
Paradoksalt nok var det, da jeg sad i flyet på vej hjem til Danmark.
Da jeg mærkede propellerne suse og accelerere indtil jeg blev presset tilbage i sædet og vi tog afsæt fra jorden. Jeg kiggede ned på det forunderlige snelandskab, der udfoldede sig under mig og jeg græd helt stille, mens det blev mindre og mindre.
Jeg græd mens jeg sagde mit indre farvel og var forvisset om, at jeg aldrig ville komme tilbage igen.

Men nu er der gået næsten tre år og jeg skal tilbage igen.

Hvilket leder mig til mit næste problem:

Pakningen.
Eller rettere: mangel på samme.

Min kuffert ligger på gulvet. Gabende og tom og nærmest bebrejdende. Jeg har lige tømt den efter min ferie – og jeg kan ingenlunde overskue at putte noget i den igen.
Jeg ønsker mig en pakke-fe, der kunne ordne det for mig over natten, for hver gang jeg forsøger at lægge et stykke tøj i den, bliver jeg grebet af panik:

VIL jeg nu også have denne bluse med?
HVOR varmt føles 12 grader i Ilulissat?
HVAD pakkede jeg egentlig i de der fucking fem flyttekasser?

Jeg kan virkelig godt lide tanken om at skulle afsted igen. Jeg kan bare ikke helt overskue det logistiske pakke-farvel-monster, det lige nu indebærer.

… Men lige nu står den heldigvis på tripplefarvelhygge i gode venners lag i dag.

Jeg lader som om vi ses igen i næste uge.
På den måde behøver jeg ikke at forholde mig til at det er et lidt langt farvel…

Tror jeg nok.

Anyways.

Vi skrives ved, når jeg er i Ilulissat.
Jeg satser på at blive hentet i lufthavnen denne gang!


So long, adjø, tuttelu, hejhej, takuss og på gensyn indtil da,
Sortpahvidt,
Den Rødøjede Eventyrer,
Eline

 

What do we say to the God of Patience? Not today – det tager 1-2 hverdage!

Det der udtryk med at én ulykke sjældent kommer alene, ikk’?
Det kunne meget vel omdøbes til ét teknisk uheld kommer sjældent alene. 

Jeg advarer med det samme om, at jeg i skrivende stund har larmende pop i ørerne for fulde drøn, og det nok betyder, at vi skal have et galde-indlæg.

Jeg har de sidste 14 dage været så teknisk udfordret, at det næsten har mindet om undtagelsestilstande og krigszoner herhjemme. Det føles som om det eneste, der ikke er crashet, er mit internet.
For at indlægget ikke skal blive til en roman af Kafkanske dimensioner, opremser jeg her i punktform:

Mine tekniske udfordringer på to uger:

  1. Min insulinpumpe besluttede sig for, at det der med at give mig insulin – det var ikke rigtigt noget den gad længere. Ville meget hellere pøse insulin udover sig selv.
  2. Min glukosesensor besluttede sig for, at den hellere ville leve en rock’n’roll-tilværelse. Først kom den med nogle virkelig tvivlsomme freestylede målinger. Sidenhen afgik den ved teknikdøden uden så meget som en forklaring eller et farvel.
  3. PostNord, undskyld, PostLort, viste at de ikke mangler humor med deres slogan VI LEVERER.
    I hvert fald vidste ingen kundeservice, apps, hjemmesider eller pakkenumre, hvor de tilsyneladende havde leveret min pakke henne.
    Pakken indeholdt udstyr til min diabetes, som jeg mildest talt er afhængig af.
    PostLort var helt kyssekold. Man skal jo ikke gøre forskel på folkden slags er vigtigt i disse krænkelsestider. Så uanset om PostLort smider dit diabetesudstyr eller dine nye sko væk, så tager det altså to hverdage at kontakte Afdelingen For Pakker Vi Ikke Aner Hvor Er.
  4. Kontaktede firmaet med insulinpumperne for at lave reklamation på den dovne pumpe med lækagen. Men de virkede i vildrede. Hvad skal de stille op? Og altså, jeg ved det jo ikke – uanset hvor mange gange de ringer tilbage. Tænkte jo bare, at det som formidler var ret vigtigt at vide.
  5. Opsøgte nærmeste postudlevering og overbeviste dem om, at vi måtte ud at grave efter min forsvundne pakke på lageret. Det krævede en sprængfarlig cocktail af charme, desperation, frustration, bønfaldelse og blanke øjne. Men fuck it, det lykkedes til sidst!
  6. Glæden blev kort. Pakken indeholdt ikke alt udstyret. Ringede til firmaet. Der mente, at de ikke havde hørt fra kommunen. Ringede til kommunen. Der bad mig vente to hverdage.
    *Indsæt lyd af hoved der eksploderer og sender klatter af nu fuldkommen overarrig hjerne ud på samtlige vægge i din lejlighed*
  7. Vejr-app sendte mig glad og fro ud i et kæmpeskybrud. Jeg var iført en tynd kjole og kort læderjakke. Da jeg kom hjem var jeg iført laser af våde klæder, totter af brunt hår, mascara på næsen og bryster så lange at jeg kunne snuble i dem. “Overskyet” min bare r…
  8. Efter tre insulinpumper, der virkede upåklageligt, besluttede insulinpumpen sig i går for, at den heller ikke gad at give mig insulin. Ville meget hellere være med på lækage-trenden. Bryster nu endnu engang så lange, at de kan bruges som halsedisse.

Teknik gør jo generelt livet meget lettere. Men når det så slår knuder, så gør det virkelig tilværelsen meget, meget kompliceret. Kan næsten ikke overskue at skulle kontakte firmaet med insulinpumper igen – og jeg har efterhånden ret lidt tillid til min ellers så smarte, nye insulinpumpe.

Faktisk har jeg været så frustreret over tekniksituationen herhjemme, at jeg er afveget fra min egen selvmedlidenhedsregel. Altså, jeg må gerne have selvmedlidenhed over alt muligt, bevares.
Men jeg har det ikke i forhold til at have diabetes. Det er simpelthen en del af min tilværelse, og ynk kan jeg ikke bruge til noget. Man græder jo heller ikke over uren hud. Man gør, hvad man kan og man lever med det.

Men da teknikken slog knuder – dobbeltknuder – TRIPPELKNUDER ! og jeg får følelsen af at skulle lytte til ventetoner, ringetoner, vente to hverdage og vekselvirke fra den ene telefonist til den næste, alt imens mit liv i øvrigt helst skal fortsætte som vanligt, så mistede jeg gejsten.

Altså, I ved, for en stund.

Nogle gange hjælper det faktisk at frustrationsgræde til klichefyldte popnumre.

That is of course indtil dine høretelefoner uden varsel går i stykker.
Derfor er det faktisk også kun mit venstre øre, der lytter til larmende pop lige nu.

Det hjælper dog stadig sådan cirka 60-70 overraskende procent.
Og som bekendt er der jo intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget:

Jeg vil vove og påstå, at jeg nu er helt og aldeles kureret for min fobi for at tale i telefon!


Yours truly,

TeknikEline, Dimsedamen, BigGirlsCry, Telefontossen,
Sortpahvidt

45 lette trin til at købe en computer

Jamen, vi skal da tale om Elgiganten, skal vi ikke?

Jeg lovede jo, at jeg gik og puttede på en lille oplevelse derindefra og den tænker jeg da, at vi skal have i dag. Betragt det som mit beskedne bidrag til dit tiltrængte lørdagsguf.

For da jeg for snart nogle måneder siden kunne mærke, at jeg havde fået energien tilbage til at blogge, gik det med gru op for mig, at min iPad simpelthen ikke kunne køre hjemmesiden mere. I hvert fald ikke uden hyppigt at crashe og tage alt – ALT – med sig i faldet.

En ny computer var ganske enkelt mere end tiltrængt.

Jeg spurgte min Ven Med Teknisk Snilde og sammen forfattede vi en liste med krav til computeren.
Jeg endte med at sidde med listen krampagtigt i hånden og surfe internettet tyndt, men kunne godt se på det hele, at jeg havde brug for, at komme ud og se på godterne in real life.

Det var her, jeg begik en forfærdelig fejltagelse.
Jeg tog i Elgiganten.
Min mor H A D E R Elgiganten.
Det er stort set alt jeg ved, om Elgiganten.
Så jeg tænkte,:

jeg er et voksent og selvstændigt menneske, der i en alder af 29 år aldrig har sat ben i Elgiganten og nu er det på tide, at få sine egne erfaringer. 

Og boy, på dén måde fik jeg da, hvad jeg kom efter!

Her er 45 lette trin til at købe en computer!

  1. Entrér Elgiganten. Bliv øjeblikkeligt en lille smule overvældet. Af de cirka syv tusinde fjernsynsskærme og den forfærdelige belysning.
  2. Find sektionen med bærbare computere. Bed til at der ikke kommer én og spørger om vedkommende kan hjælpe dig.
  3. Kig forskrækket på, hvad en gamer-computer koster!
  4. Vær glad for at du er blogger og ikke gamer.
  5. Find bærbare computere i din prisklasse.
  6. (… Overvej om du måske skulle blive gamer for at tjene penge?)
  7. Gå rundt og se ud som om du ved, hvad du kigger efter.
    Send skæve blikke til din liste. Hvordan var det nu med processoren? Og dont’t even get me started med det dér SSD og RAM. Indrøm for dig selv, at det måske alligevel ville være fint, hvis nogen spurgte om de kunne hjælpe dig.
  8. Tryk på nogle tastaturer. Det er jo også vigtigt med den rette fingerspidsfornemmelse
  9. Vælg i sidste ende den computer, som du synes er pænest.
  10. Find en sælger.
  11. Krum tæer over, at man er nødt til at tale med en sælger.
  12. Gå direkte ind i løvens hule, når du spørger efter Office Pakken
  13. Fornem irritationen sitre lidt, når emnet anti-virus bliver bragt op
  14. Afslå at købe et tre-årigt abonnement på Office og antivirus, der tilsammen koster 150% af din computers værdi
  15. Afslå at købe en forsikring på din tossede, billige computer
  16. Afslå at ville skifte elselskab!
  17. Afslå at ville have Elgigantens ellers rigtig dejlige nyhedsbrev direkte i din indbakke.
    Lign én, der er ved at være jævnt træt af at afslå fantastiske tilbud.
  18. End med at takke ja til følgende:
    1 computer
    1 Office pakke + 1 års antivirus + installation i Elgiganten
    Hvilket skulle være et helt fantastisk tilbud, hvor du sparer mindst 500 bobs
  19. Sig med forskrækkelse i stemmen “T O   T I M E R ? ? !” når sælgeren fortæller dig, hvor lang tid han forventer installationen vil tage. Øv dig gerne hjemmefra, så du får den rette blanding af gru og mistro.
  20. Betænk dig lidt men beslut dig for, at du jo godt kan bruge to timer på at shoppe…
  21. Gå til kassen.
  22. Bemærk hvordan køen bevæger sig i samme hastighed som maling tørrer.
  23. Betal ved kassen og bliv sendt til vareudleveringen.
  24. Stå i kø.
  25. Lyt til hvordan den stakkels mand ved kassen tilsyneladende er blevet sendt rundt til to forskellige Elgiganter for at købe to elektriske løbehjul. Nu står han ved den tredje Elgiganten, men de kan ikke finde den rette generation på lageret. Har kun første generation og ikke anden generation.
  26. Bemærk hvordan køen bevæger sig i samme hastighed som dit hår gror.
    Nidstir uret, der bekendtgør at klokken er 14.34 og at du indtil nu har brugt omkring en time (svarende til syv Elgigantentimer) på Projekt Computer.
  27. Kom frem i køen og få udleveret din computer efter udviklingen af mindst 4,5 grå hår og et tiltagende dårligt humør.
  28. Gå til kassen Know How som skal installere anti-virus og Office.
    Ja da, du skal stå i kø! Behøver du overhovedet at spørge, fjollehoved?
  29. Udbryd “I K K E   I   D A G ?????!!!!?!?!?!?!” når medarbejderen estimerer, hvornår han kan have din computer klar. Du behøver slet ikke at øve dig hjemmefra for at lyde som om du er ved at miste fatningen. Jeg lover, at det kommer helt af sig selv.
  30. Erklær at så kan du altså lige så fint selv installere begge dele selv.
  31. Mærk dine bryster synke cirka femten centimeter, når medarbejderen siger, at så kan du ikke få Office pakken og anti-virus til dét beløb længere, da installationen er en del af tilbuddet (??!!)
    (Et tilbud der vel at mærke efterhånden føles lige så godt som at stikke sin næse ned i en blender og betale en anden for at trykke på start-knappen.)
  32. Bliv bedt om at henvende dig til sælgeren igen, for at få dine penge tilbage
  33. Henvend dig til sælgeren igen
  34. Bliv bedt om at gå til kassen igen
  35. Stå i kø til kassen igen
  36. Bliv bedtom at gå til f#^?€$£ing vareudleveringen igen (!!)
  37. Stå i kø til vareudleveringen igen
  38. Nik til Elektrisk LøbeHjul Manden som stadig venter ved skranken.
    I deler nu samme skæbne. Fanget i et Elgigantenlimbo for evigt.
  39. Kig over på standeren med Smiley-vurderinger for dagens besøg.
    Tryk hårdt og inderligt på den knaldrøde.
  40. Kom frem til skranken.
    Du kan nu hvile dine bryster på disken sammen med computeren.
  41. Bliv bedt om at gå til kassen.
    Gør dit absolut bedste for ikke at eksplodere. Send øjne så opspilede, at de er ved at blive trykket ud af deres dertil indrettede øjenhuler. Bliv forskrækket over en stemme der hvæser “DER HAR JEG ALLEREDE VÆRET – DE SENDTE MIG HERHEN!” opdag at stemmen er dig.
  42. Gå med op til kassen.
    Tillykke. Du er nu død indeni.
  43. Med en mundvige så nedadkrænget som ellers kun Niels Olsen kan lave den og en død, død stemme hvisler du med dundrende røst:
    “JEG SKAL IKKE HAVE OFFICE PAKKEN. JEG SKAL IKKE HAVE ANTI-VIRUS PROGRAMMET. OG JEG SKAL HELLER IKKE HAVE DEN HER COMPUTER. JEG VIL SLET IKKE STØTTE DET HER ETABLISSEMENT.”
  44. Forlad Elgiganten og sørg for at trykke langt og hårdt på den røde smiley, der står lige foran kassen.
    De kan stjæle din tid, de kan fucke med din forstand, men den røde smiley kan de fandeme ikke tage fra dig!
  45. Køb for guds skyld bare den computer på nettet. Eller på det sorte marked. Byt den for en nyre. Gør hvad som helst. Bare lad være med at gå i FARVeLgiganten.

Og som om det ikke var nok, at jeg nærmest begyndte at tude i Elgiganten en fredag eftermiddag… Så fik min mor jo også ret!


Sortpahvidt

10 ting jeg har lært af at være jordemoder

Wupwup! Glædelig international jordemoderdag!
Jeg går ud fra, at vi alle har skrevet dagen i kalenderen med store, fede versaler, ikk’?

(Okay, jeg havde også først hørt om dagen for 4 år siden, så I kan vel nå det endnu.)

Det er ikke løgn at sige, at intet andet i mit liv når jordemoderarbejdet til sokkeholderne, når det kommer til livslektioner. Men hvad betyder det egentlig – og hvad har jeg reelt lært?

Jeg har selvfølgelig lavet [indsæt fanfare] EN LISTE:

10 TING JEG HAR LÆRT AF AT VÆRE JORDEMODER:

1) Tålmodighed er en dyd.
Vitterligt. Man hverken kan eller bør skynde på en mor og slet ikke når det kommer til selveste moder natur. Børn kommer, når de kommer. Og nogle gange går det stærkt og andre gange går det langsomt. Begge dele har som regel en fornuftig årsag.
Jeg prøver at tage tålmodigheden med mig hjem, men jeg sætter grænsen ved langsom take-away…

2) Omgivelserne betyder noget.
Fødslen er for lang og livet er for kort til sølle indretning og uengagerede mennesker. Du fortjener at have rum, der gør dig glad og folk i dit liv, der løfter dig op.

3) Intet er så skidt, at det ikke skal tørres op.
Punktum.

4) Hvis det hele vælter, så prøv kiks og rød saftevand.
For en fødende såvel som en jordemoder gælder det at; du skal spise når du kan, hvile når du kan og – for guds skyld – tisse når du kan!

5) Hvis ikke kiks og saft hjælper, skal der måske noget stærkere til.
Nogle gange et klem, et skub eller et pres. Vi bestemmer ikke livets gang – og det er også okay. Verden styrter ikke i grus, fordi vores planer må ændre sig. Epiduralblokader, ve-stimulerende drop og kejsersnit kan i situationer være den rette vej til målet. Fuldkommen ligesom orlov, tænkepauser og opsigelser kan.

6) Life is messy.
I bogstaveligste forstand. Nogle aspekter kan klares med håndsprit og/eller et brusebad. Resten må du finde ud af hen ad vejen.

7) Vi er alle sammen ret normale.
Eller lige unormale. Det er som man ser på det.

8) Hav altid et par handsker i baglommen.
Trust me on this one! Jeg blev engang sendt afsted til en hjemmefødsel, hvor posen med handsker manglede.

9) Tænk ud af boksen og tal lige ud af posen.
Jeg tog imod moderkagen med to 2 liters fryseposer på hænderne.

10) Vi burde behandle os selv og andre som planter
Ja, dén er lidt fungy, jeg ved det. Men lad mig lige uddybe, før du stempler mig som en crazy plantedame:
Hvis en potteplante ikke trives, leder du efter årsagen i dens miljø. Får den for lidt vand? Får den for meget? Skal den have mere sol? Gødning? Trænger den til en større potte?
Du begynder ikke – helt forståeligt – at overveje, om der kan være noget galt med planten. For planten er en plante, og med de rette betingelser, vil den udvikle sig fuldkommen som en plante bør og gør.
Det er i bund og grund det samme med mennesker.

 

At være jordemoder er uden tvivl det hårdeste og bedste, jeg har kastet mig ud i.
Når jeg står på en fødestue, bliver tiden til en underlig udefinerbar størrelse. Minutterne forsvinder, timerne svæver forbi, men øjeblikkene består. Jeg kan blive så opslugt af mit arbejde, at jeg ikke mærker mine egne behov. Det kan i situationen have visse fordele, men på den lange bane være opslidende.
Den lektie jeg har været længst til om at lære, er at jeg har brug for tid og restitution for at kunne blive ved.

For to år siden føltes det som om, at jordemoderkapitlet var ved at være slut for mit vedkommende.
Jeg er glad helt ind i kernen for, at det ikke blev sådan. Glad for at jeg tog mig tid til at give det tid.

Når alt kommer til alt, så er tålmodighed virkelig en dyd!

 

– Sortpahvidt