Tyve år med dig

For tyve år siden, var det første gang, at jeg kom hjem med dig.

Eller, nej, vent. Det er sgu ikke rigtigt.
For tyve år siden var det første gang, at jeg kom hjem, og hvor jeg vidste, at du var med.

Jeg husker ikke, hvordan vi blev præsenteret for hinanden. Du ved, sådan allerførste gang.
Jeg husker helt tilfældige brudstykker, sådan som de fleste vel genkalder sig deres barndom.

Men jeg husker ikke, at nogen nogensinde sagde:

“Eline. Det her er Diabetes. I hænger uløseligt sammen fra nu af”

Formentligt fordi, man jo for fanden ikke siger den slags. Slet ikke til et femårigt barn.
I stedet husker jeg de forskelligt farvede fodspor i gulvet på Glostrups hospital. Der var nogle grønne, nogle blå og nogle hvide. Jeg ved ikke, hvilken farve, der var den rigtige – jeg kan bare huske, at vi fulgte den forkerte.
Og man skulle hive i en snor i loftet for at åbne døren.

Nåh, men inde på et kontor, talte vi om dig. Vi så, hvordan man tog blodsukker og bagefter tog insulin. Med en insulinpen med en påskruet lille nål. Vi stak en dukke i låret. Den mindede mig om Anna & Lotte.
Den sagde ingenting.
Sad bare dér med sine udstående frøøjne og stirrede tomt og alligevel absurd fornøjet på os, der var i færd med at stikke i den.
Selv tog jeg det på en lidt anden måde.
Der var helt sikkert gråd. Selvfølgelig var der dét. Men jeg husker mere, at jeg gemte mig under bordet og kastede med mine gummistøvler, da jeg skulle stikkes. Jeg var måske ikke så stor – men det var mit temperament, skulle jeg hilse og sige!

Du var svært at forstå for mig.
På mange måder.
Pludselig havde jeg fået dig som usynlig følgesvend, og det krævede meget af mig. Af mine forældre og min søster. Og jeg havde jo ikke gjort noget. Hvis man render rundt uden strømper, bliver man forkølet – men hvad har man gjort for at få diabetes?
Og der var heller ikke the med honning til at få dig til at gå væk. For altid er lang tid, når man har en del problemer med at forstå hele tidsbegrebet.

Det eneste personale, jeg kan huske fra børneafdelingen, er Lene. Hun var sygeplejerske. Og fantastisk dygtig til både børn og voksne. Mine forældre har siden fortalt mig, at hun sagde noget i stil med det her til dem:

“Ja, det er noget møg det her, men det er ikke en stopklods. Eline kan stadig blive til og gøre det samme som alle andre børn.”

Og præcis den følelse og overbevisning gav mine forældre videre til mig. Der var ikke nogen, der skulle ynke mig, verdens stod jo stadig åben. Og når jeg sidder her nu, tyve år efter, og er blevet jordemoder, har dyrket triatlon, været på feriekoloni og efterskole og krydset atlanten, sender jeg en kærlig tanke til Lene med det krusede hår, det store smil og de kloge ord.
Jeg håber, at hun stadig sidder på sit kontor og siger det samme til andre familier.

Nåh, men tiden gik, jeg blev ældre, og vi lærte hinanden at kende på godt og ondt.
Mig og dig, diabetes.
Det blev hverdag, og jeg accepterede dig som en til tider irriterende, men helt naturlig del af mig.
Du lærte mig om ansvar. Om konsekvenser. Og glæden ved at nå sine mål.
Jeg havde uden tvivl været en anden uden dig. Hverken bedre eller dårligere. Bare en anden.
Hvis der er noget, du har givet mig, er det livslektioner. Og tro det eller lad være, men flere af dem ville jeg helst ikke være foruden. Du har gang på gang pustet til min fandenivoldskhed – på den gode måde.
Hvis nogen siger, at der ikke er noget jeg kan på grund af dig, tøver jeg sjældent med at sætte mig i førersædet og bevise, at de tager fejl. Det er meget muligt, at det er mere besværligt for mig, fordi jeg har dig med på slæb – men det er sjældent umuligt.
Og hvis nogen overdramatiserer og taler uforholdsmæssigt grimt om dig, tager jeg dig og vores liv sammen i forsvar.
Når alt kommer til alt, må man jo spille med de kort, man har på hånden. I livets spil er det jo heller ikke en mulighed, at bede giveren om at blande sol og vind anderledes, vel?

Efterhånden som jeg blev større, blev du en mindre del af mig. Fordi jeg fandt ud af, at jeg kunne og var, så meget andet. Jeg kunne fortælle lange anekdoter med eller uden dig, tegne og fortælle, så folk lyttede. Med alvor eller latter. Og når du drillede mig – når du stadig driller mig – kan jeg fra tid til anden tegne mine frustrationer væk.

Og nu er det tyve år siden jeg kom hjem fra hospitalet med dig på slæb. Jeg vidste det ikke dengang, men du gav mig meget mere end behovet for at injicere insulin efter hvert måltid. Du gav mig viden, indsigt og en menneskelig forståelse fra en tidlig alder. En trodsighed og drivkraft, der kan være svær at beskrive.
Glostrups børneafdeling fik også lidt at tale om, så vidt jeg ved. Da jeg så stedet sidst som syttenårig, levede anekdoten om den lille pige med det store temperament og de flyvske gummistøvler i hvert fald i bedste velgående!

Vi har tyve års jubilæum i dette mærkelige ægteskab, og undersøgelser viser, at når man efter tyve år ikke har fået komplikationer af dig, så er risikoen for at det skulle opstå betydeligt mindre.

Så skål, Diabetes!
For dét vi har sammen – men mest for alt det jeg er udover dig!

…

Hvis du ikke kan få nok af bloggen, kan du stalke den på FACEBOOK eller INSTAGRAM