Min knap så usynlige ven

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har diabetes.

Det er heller ikke nogen hemmelig, at jeg har insulinpumpe.
Det svarer sgu nærmest til, at have en usynlig ven, der ved særligt ubelejlige lejligheder springer frem og brøler:

HER ER JEG! JEG ER LIGE HER! HØR LIGE HVOR HØJT JEG BRØLER!

Forstå mig ret; jeg er glad for min insulinpumpe.
Men nogle gange opfører den sig sgu som den dér pinlige tante, der formår altid at støde ind i dig på virkeligt dårlige tidspunkter. Som at møde hende, mens du er på date, hvor hun kun lige kan holde kæft i to langtrukne sekunder, før hun kvækker: “Skal du ikke præsentere os??”

Det er faktisk ellers sjældent, at den siger noget, den insulinpumpe. Men boy, når den gør! Så vil den sgu høres!
Den starter faktisk med at vibrere, men meget mere diskret end en mobil, så hvis du har den i lommen, mærker du det overhovedet ikke. Så bliver den småfornærmet. Så begynder den at bippe.
Ikke bare lidt.
Det er stigende enerverende i både lydstyrke og toneleje.
Det betød blandt andet at jeg på vej hjem fra nattevagt forleden, hvor jeg hørte musik for at holde mig vågen, pludselig blev opmærksom på, at jeg sad og bippede for fuld udblæsning! Så selv babyerne i bussen synes, at lydniveauet var lige strengt nok…

Og hvad er det så, der er så vigtigt, at det ikke kan vente fjorten sekunder længere?
Uanset om man sover en tiltrængt søvn eller står på en fødestue?
Det skal jeg sige:

Men ak, sandheden er en anden – og meget, MEGET vigtigere!

Kunne den ikke bare for én gangs skyld sige, at jeg skulle holde fri?
Bare resten af året?

Pretty please?

…

Hvis du vil læse mere – fx, hvordan man kommer galt afsted med en insulinpumpe – så følg med på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN eller SNAPCHAT (Sortpahvidt)