Du vil tro, at det er en scene fra en film

… eller tro, at jeg lyver og sige til dig selv, at “SÅ dum, er der jo ingen, der er“.
Men jo. Det er jeg.

Nåh, men forleden fortalte jeg jo lidt om det dér diabetes.
En væsentlig forskel fra da jeg blev diagnosticeret for tyve år siden og til i dag, er, at jeg har fået en insulinpumpe. Den er jeg meget begejstret for. Men den har selvfølgelig også sine ulemper.
Én af dem er, at man skal have et lillebitte og meget tyndt plastikrør siddende i maven, hvor insulinen kan blive tilført. Det skal skiftes cirka hver tredje dag. Og det gør du selv. Altså, det er der så vidt ingen ben i. Når først røret sidder der.
Men at sætte det, dét kan stadig være lidt udfordrende.
Først skal du nemlig få en nål på cirka 1-1,5 cm med plastikrøret om ind i flæsket på maven.
Hvordan gør man det? Spørger du.
Jo, elementært, min ven.
Du tager den lille nål med plastikrøret om (og med et lille vedhæftet klistermærke til at sætte på huden efterfølgende) og placerer i en lille “fjederhimstregims”.
Forestil dig samme mekaniske funktion som ved en pistol. Du trækker en del tilbage og “lader” aggregatet. Du afsikrer himstregimsen, sætter den mod maveskindet, tager en dyb indåndning eller fem – og trykker på aftrækkeren.

KLONK!

Så sidder nålen med røret i maven. Du fjerner nålen, så kun røret bliver siddende og voilá good to go!

Men altså, det dér med at trykke på aftrækkeren, det synes jeg stadig ikke er særlig fedt – selv ikke efter fire års tilvænning. Ofte må jeg tage den dyyyyybe vejrtrækning om op til flere gange, før jeg får taget mig sammen til at trykke.

Og forleden dag skete det så:
Jeg kunne simpelthen ikke!
Først troede jeg, at jeg var blevet en endnu større bangebuks og ikke længere havde viljestyrken til at trykke på knappen. Forsøgte fem gange – sikrede, afsikrede og prøvede igen – før det gik op for mig, at jeg ganske enkelt ikke havde styrken til at trykke aftrækkeren ned!
Dét havde jeg altså alligevel ikke prøvet før.
Til sidst tog jeg mekanikken væk fra maveskindet for at tage det i åsyn. Hvad fanden skete der?

… og nu er det så, at jeg gjorde det, som ellers kun burde ske i urealistiske og lidt for gakkede komediefilm:

Jeg tænkte, at jeg måtte prøve at trykke på knappen igen.
Øh ja, med alle med mine kræfter, hvis du skulle spørge fra nogen.
Jeg forestillede mig, at stemplet med nålen ville blive skudt frem eller lade være med at blive skudt frem – men jeg havde overhovedet ikke fantasi til at forestille mig, hvad der rent faktisk skete…

Idet jeg trykker alt hvad jeg kan på knappen, går aftrækkeren selvfølgelig af.
Fint, det var jo hvad jeg håbede på.
Stemplet bliver skudt i bund.
Også ganske fint.
Men da stemplet hamrer i bund, går det for første gang op for mig, i hvor høj fart fjederen springer.
Da stemplet med nålen i bunden ikke umiddelbart kommer i kontakt med modstand (sædvanligvis mit bare maveskind), sker der det unævnelige, nemlig, at nålen bare i høj hast bliver skudt ud i luften!
Jeg skyder føkme med min nål!

Som i slowmotion – hvor man alligevel ikke kan nå at reagere på nogetsomhelst – ser jeg med opspilede øjne, hvor jeg i min tanketorsk har rettet stemplet hen.
Lige direkte ned mod mit lår.
Og dér sidder jeg så – lammet af dumhed – og betragter hvordan en blå nål med raketfart er på vej til at penetrere mit højre ben.
Jeg når ikke engang at blinke, før jeg i næste nu sidder og stirrer ned på mit mildest talt malplacerede infusionssæt.
Som for øvrigt sad igennem mine joggingbukser.
Jeg havde bogstaveligt talt skudt mig selv i låret!

Ahrmen. For føk sake, Eline.

Det eneste jeg må trøste mig med, er, at jeg i det mindste ikke valgte rette himstregimsen mod mit hoved!

 

…

Vil du høre andre dumheder, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM