Better you than me

Ok.
Jeg indrømmer det.
Jeg er sådan et dobbeltmoralsk møgøre.

Nej, sidder du måske og tænker.
Nej, du er da sådan et voldsympatisk og megarart menneske.
Ih, tusind tak for de venlige ord, det er næsten alt for meget – for det er nu altså rigtigt nok, det med det dobbeltmoralske møgøre.

På trods af akupunkturkursus, imponerende venflonevner og, ja, næsten nitten års diabetes – så hader jeg nåle.
Nej, vent, den her kræver versaler.
Jeg HADER nåle.

Og alligevel sidder jeg jo faktisk med daglig kontakt til de små sataner, hvor de største af dem gudskelov skal placeres i en anden end mig.
De første mange gange jeg skulle lægge venflon, overvejede jeg faktisk, om jeg monstro kunne nå udenfor, hvis jeg nu fik behovet for at gå i gulvet.
Heldigvis har det aldrig været aktuelt i praksis.

Jeg husker tydeligt første gang jeg skulle have taget en blodprøve.
Jeg var ni år, og syntes bare overhovedet ikke, at det gjorde nuller.
Blev rost meget, var så sej og lille.
Lige indtil jeg altså så på, mens damen tog nålen ud – for den var da overhovedet ikke lille!
Og så var det som om, at mine ører begyndte at suse så mærkeligt, og at gulvet ligesom tog sig en lille svingom om sig selv.

Jeg besvimede ikke, men nu og da kommer oplevelsen tilbage til mig.
Som for eksempel i dag, da jeg skulle have taget den store pakke blodprøver til noget diabetes tjek-op.
Så er det jo, at man tænker, at det jo så er meget fint, at være lidt inden for faget – men nej.
Når jeg kigger ned af mine vinterblege arme er det eneste, jeg ser, kringlede, små årer der nærmest tørrer ud og svinder ind ved tanken om nålebesøg.
Personligt, ville jeg hellere prøve at finde en blodåre i et stykke bark.
Og forklarer bioanalytikeren ikke lige lovligt grundigt om det?
Hun lyder jo næsten ligesom mig…

Nej, hun lyder fuldstændigt ligesom mig.
Og jeg kommer til at tænke på, at noget af det klammeste jeg ved, det er at sidde og holde om de der blodprøveglas, mens de bliver varme af blodet.
Og så suser ørerne, og gulvet danser.
Og jeg beder spagt om et glas vand.
Som en skyldig til forhør.
Det dobbeltmoralske møgøre, der åh, så mange gange bare beder dig om at trække vejret.
Dybt og roligt.

Men truth be told. Better you than me…