Barselsentusiasme

Det er ganske foruroligende.
Sidste år da jeg var på barselshotellet spekulerede jeg tit på, hvad jeg dog var der for. Jeg følte egentlig ikke, at jeg havde noget at tilbyde. Trippede ligesom bare rundt i mit hvide tøj, og så ud som om jeg vidste noget.
Men nu… nu er der mødre, der siger “tak” og fædre, der giver kram og nyfødte, der holder fast i pegefingre.
Jeg fandt viden, da jeg gravede rundt i Videnskassen. Pludselig ved jeg alligevel noget. Jeg giver ammeråd og rum til at tale. Og lytte. Og får en følelse af, at det betyder noget.
At hvis jeg ikke var der, og som studerende havde lov til at give mig god tid til dem, så havde de familier altså manglet noget, når de tog hjem.

Og jeg kigger ned af mig selv, og ser, at der under uniformen tikker et lille hjerte for de nybagte familier barselsgangen, for ammeproblemer, bristninger og bekymringer. At der gror en lille barselsentusiasme.
Forstå mig ret: ikke, at jeg var ligeglad tidligere – men nu er jeg altså all in.

I’m there, doing that, wearing the fucking t-shirt.