Som Jan fra Den Store Bagedyst ville have sagt: “Og sdå kan det altsdå gå riiiigtig galt!”

I sidste uge havde jeg to nattevagter i træk.
Den ene varede 12 timer og 15 minutter. Den næste 8 timer og 30 minutter.
Der var ikke kald før min vagt og ikke noget pålagt arbejde efterfølgende.
De var sådan set som de skulle være.

Det er helt almindeligt for mig med et par nattevagter. Hvad der til gengæld var helt ualmindeligt for mig, var at jeg ikke kunne sove efterfølgende.
Jeg plejer at lukke øjnene, trække dynen op til hagen og falde i søvn, når mit hoved rammer puden.
Jeg plejer at sove en urolig og alligevel drømmeløs søvn – og uden besvær i 7-8 timer.
Når jeg vågner, føler jeg mig tømmermændsramt og noget ved siden af mig selv. Men dog udhvilet.

Denne gang lukkede jeg øjnene og ramte puden, men trak gentagne gange dynen fra den ene side til den anden. Og tilbage igen.
Kunne ikke finde ro.
Min krop roterede som et grillspyd.
Var ramt af overtræthed og tankemylder.

Da jeg havde sovet omkring fem timer og vågnede med grødede tanker, gav jeg op og slæbte mig ud af sengen.

Da jeg kom hjem fra den næste nattevagt var det om muligt endnu værre. Jeg prøvede, at døse hen ved at besvare et spørgeskema en ven havde sendt mig. Hvor mange film jeg kunne nævne med Bruce Willis? Ministrenavne? Uden at bruge internettet? Come on!

Klokken 13.30 – hvor jeg havde sovet i mellem tre og fire timer – blev jeg vækket. Absolut i utide. Det ringede på dørklokken. En, to, tre gange.
Fjerde hidsige bbrzzzzzzzzzzzzz fik mig ud af sengen.
Jeg var rasende!
Hev en slidt t-shirt over hovedet. Trak i mine plettede joggingbukser.
Mit fedtede hår strittede til alle sider.
Jeg buzzede på dørknappen og stod i verdens ledeste lune og kiggede med olmt blik ud gennem dørspionen. Som en trold fra et eventyr, stod jeg klar til at brøle HVEM VOVER AT VÆKKE MIG FRA MIN SØVN??
Jeg var tillige klar til at flå døren op som en fjeder og springe frem med min dræbende ånde.

Men ingenting skete.

Ingen kom ind.
Og jeg kunne mærke, at gå tilbage i sengen igen efter mit raserianfald ganske enkelt var omsonst. Vreden havde gjort mig vågen. Meget.
Jeg lå to timer i min seng og sumpede.
Skulle hjem og sove hos en veninde, og fik mig til sidst trukket ud af sengen og ind under bruseren.
Var så træt, at jeg nærmest følte mig beruset.
Det hjalp lidt med badet. Men ikke meget.
Pludselig var jeg også sent på den.
Satte en ubehjælpsom knold på toppen af det trætte hoved, og begav mig på barselsbesøg.

På trods af træthed var det virkelig hyggeligt til middagen – og mine taleevner var da også intakte.
Efter maden gik jeg på toilettet.
Og opdagede det:

Jeg havde glemt at tage min insulinpumpe på efter badet!

For de af jer, der ikke er den lykkelige ejer af en førtidspensioneret bugspytkirtel og en insulinpumpe, kan jeg afsløre, at have pumpen tilsluttet til kroppen er… ret essentielt.
Hvis man efterlader den derhjemme, får man i hvert fald ikke insulin.
Jeg var i chok. Noget sådant er aldrig sket for mig før. Aldrig.
Det kunne sammenlignes med at forlade hjemmet uden sko.
Nej; sko, strømper, bukser og trusser.
Mere eller mindre halvnøgen!

Jeg var nok også tilsvarende flov.
Tak for mad – jeg smutter nu. Jeg lød jo nærmest for kendt til det her sted. Og hvad værre var; jeg kunne ikke lade være med at tænke, at hvis jeg kunne glemme noget, der sidder så indgroet i mig – hvad kunne jeg så ikke finde på at glemme??

Jeg var glad for, at jeg ikke skulle på arbejde lige med det samme.

…

Der gik yderligere to dage før det gik op for mig, at jeg også havde glemt at nævne statsministeren i min vens spørgeskema. Bare en mindre detalje…
Shizzle my nizzle, jeg tror ferien var tiltrængt!

Er der andre, der tilsyneladende har hukommelse som en si? Har glemt pinlige ting? Børnene i vuggeren, eventuelt?

…

Har du lyst, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM