På badeværelset er der ingen der kigger

Har ugen været lang?
Jeg synes, at februar var lang. Meget.

Men jeg har et hemmeligt våben, som jeg trækker, når det hele går i fisk for mig.
Jeg opdagede det for et års tid siden, og det er med jævne mellemrum blevet hevet frem siden. Jeg tror nok, at de fleste der kender mig, ville få grimme billeder i hovedet når jeg fortæller hvad det er, så derfor bør I nok lige få baggrundshistorien.

Når jeg går i byen, er jeg hende der sidder ved bordet og drikker kulørte drikkevarer.
Jeg er hende med historierne.
Jeg er hende, der er taskepasser.
Jeg er hende, der er øl-henter.
Jeg er IKKE hende på dansegulvet.
Jeg elsker at synge, men når det kommer til dans, så spasser min krop ud. For at holde på værdigheden må jeg holde mig til at danse på de samme ti kvadratcentimetre, for ellers bryder mine 80’er-moves ud i lys lue. Allerhelst danser jeg slet ikke.

Men så for et års tid siden fandt jeg ud af, hvor herligt det er at danse, når ingen kigger.
Hvor meget røv, der kan rystes på et beskedent badeværelse.
Så når hverdagen trækker mig hårdt i håret og losser mig over skinnebenet, så går jeg sgu i bad. Så skruer jeg op for musikken, undskylder i hovedet til naboen Jesper Jensen og hiver de forbudte trin frem.
Det er så kikset, at jeg bliver i godt humør.

Og på badeværelset er der jo ingen der kigger