Min yndlingsaversion

 

Hvis der er noget, der med ethundrede procents sandsynlighed kan få mig op at ringe og give mig et astronomisk blodtryk, så er det åndssvagt rigide systemer.
Når man arbejder i den offentlige sundhedssektor, er det naturligvis noget jeg stifter bekendtskab med jævnligt. Arbejdslivet ville jo være så nemt, hvis man bare kunne putte alle i ned i dertil indrettede kasser. Sådan er arbejdet med mennesker bare sjældent.
Men mit primære møde med rigide systemer har dog ikke noget at gøre med mig som “behandler”, men derimod som “bruger”.

Ser I, jeg har haft diabetes i snart tyve år, og det er faktisk ikke noget, jeg tænker synderligt over.
Jeg ved det godt – allerede nu lyder jeg som en rigtig rådden diabetiker, der vejer 243 kg, spørger hvad insulin egentlig er for noget og bader i slik, når jeg ellers kan finde min ben-protese.
Og I har jo i teorien ingen forudsætninger for at vide hvordan jeg ser ud udover mine tegninger, men jeg lover, at jeg nok skulle have udstyret mig med træ-ben, hvis det var tilfældet…

Med mindre man er heldig at være i nærheden, når slangen fra min insulinpumpe hænger fast i et dørhåndtag – og får mig til at slynges bagud som ved en eksplosion i en actionfilm – kan man faktisk ikke se på mig, at jeg har diabetes.
Men cirka tre dage om året bliver min usynlige ven knap så usynlig:
Når jeg drager mod diabetes-tjekket.

Indtil jeg blev sytten blev jeg fulgt på et lille børneambulatorium.
Det var fagligt, fint og personligt. Næsten familiært.
Så blev jeg “voksen” og hørte ikke længere til dér.
Nu hørte jeg til på det store voksenambulatorium. Hvor systemer er sirligt fulgt – men måske ikke altid velovervejede – og hvor, du tisser i en kop, hvis du bliver bedt om at tisse i en kop. Nogle gange bliver du endda bedt om at tisse i en kop, selvom du lige har tisset i en kop. Det kunne jo næsten lyde som om jeg gik i noget rehab, men jeg sværger; det er altså ikke tilfældet.

Lad mig give jer en rundtur:

1) du kommer ind

2) du skal du melde din ankomst i den STORE skranke
TRÆK FOR GUDS SKYLD IKKE ET NUMMER FØR!

2a) en receptionist skal fortælle dig, at du nu må registrere dig med dit sundhedskort

3) nu kan du gå du gå hen og trække et nummer. Sæt dig i de dertil indrettede stolerækker og vent

4) når dit nummer plinger op på en skærm, går du ind til den foreviste laborantbås

4a) du lirer dit cpr-nummer af, får taget blodprøve(r) og svarer obligatorisk på at du stadig ikke ryger. Dette spørgsmål kan du ikke svare permanent på. Du kunne jo have ændret din markante holdning emnet og være startet inden for de sidste fire måneder…

5) du får efterfølgende en lap papir som du skal lægge i boksen i den LILLE skranke (punkt 6)

7) sæt dig ved de dertil opstillede stole og borde og vent.

7a) føles ventetiden lang kan du i automaten trække en gulerod

8) bliver ventetiden meget lang [læs minutter 60+] kaldes du op og tænker ENDELIG! hvorefter du bliver sat til at vente ET NYT sted… Helst en halvnøgen, sansebedøvende gang, hvor blodtrykket rigtig kan sidde og syde.

9) du kommer ind til diabetessygeplejersken eller læge

10) 10-15 minutter senere kommer du ud med en ny seddel, som du skal lægge i boksen ved den STORE skranke

11) sæt dig og vent

12) bliv kaldt op, få en ny tid

13) Tillykke, du er fri. Skynd dig hjem. Skynd dig for helvede!

En dag skal jeg fortælle lidt mere om dét at have diabetes, for det afføder altid en masse spørgsmål. Jeg tror, problemet er, at for mig er den del af mig – den del, der tager insulin og tæller kulhydrater – en lille, selvfølgelig del. Som at trække vejret. Jeg tænker ikke over det, jeg gør det bare. Jeg kan jo ikke så godt lade være, vel?
Men når jeg går til tjek, så er det lige pludselig det eneste jeg er.

Så kan man lige pludselig sidde og tisse i en kop for anden gang på 10 minutter og tænke, hvad fanden laver jeg egentlig? Hvorfor sagde hende den rationelle, selvstændigt tænkende person jeg er, ikke, at det her giver jo ingen mening?

… og hvis du har en lillebitte anelse om, hvor jeg skal hen i morgen – så har du helt ret. Må gå i gang med zenvejrtrækningen og det blodtryksnedsættende allerede nu.
For for fanden, hvor jeg ikke håndterer ventetid og rigide systemer særligt godt!