Hun skjulte den nu godt, den ros

I går sad jeg og så en snigpremiere på det TV-program, jeg er med i i et splitsekund.
Vidste ikke, om jeg kunne holde ud at se det alene, mens jeg kunne sidde og krumme tæer over min skingrende Anna&Lotte-stemme, så jeg havde allieret mig med min mor.

Jeg forestillede mig, hvordan hendes moderhjerte sikkert svulmede af slet skjult stolthed, ved at se eget afkom rødblussende og med maniske øjne kastet op på mine forældres toogfyrretommers TV, og jeg beredte mig på at tage imod hendes uforbeholdne ros.

Jeg er dog ikke så god til sådan noget med at blive rost.
Bliver meget forlegen.
Vil nærmest helst være fri.

Min mor kunne have sagt “charmerende og klog”, “empatisk og dejlig”, “ufatteligt alvidende” eller bare “knus-elskelig”
Men min mor ved, at jeg ikke så godt kan lide at blive rost.
Så hun sagde:

Mor kan man bare altid regne med.
Ved altid, hvad en datter har brug for at høre.

“Jysk.”
Tak, mor.

….

Hvis du ikke kan få nok eller bare ikke vil gå glip af det kommende indlæg om mine egne tanker om programmet, kan du følge sortpahvidt på FACEBOOK eller INSTAGRAM