Den usamarbejdsvillige weekend

Kender I det der med, når stjernerne står på den helt rigtige måde?
Altså sådan, at alt hvad du siger, gør og rører ved bare går din vej. Alt falder på plads, ting går i orden på mirakuløs vis og selv situationer som du tænker ser virkelig øv ud, ender med at arte sig helt fantastisk?

Ja?

Sådan har min weekend slet ikke været.

(Og hvis du netop nu sidder på arbejdet, egentlig burde læse eller skulle sikre verdensfreden, bør du lukke for indlægget nu – for det er ligeså langt som min weekend har føltes.
Fint?
Ja ja.
Sig ikke, at jeg ikke advarede dig!)

FREDAG
Én ting var, at jeg skulle arbejde fireogtyve timer fordelt på lørdag og søndag. Det var sådan… pisse ret udmattende at tænke på.
Men bevares, livet er jo for kort til at gå og mugge over ting, man alligevel ikke kan gøre noget ved. Siger nogle.

Så fredag efter min konsultation tænkte jeg, at jeg ville få mest mulig hygge ud af en særdeles kort weekend, og jeg besluttede mig for at svinge turen forbi min mor, som var alene hjemme, fordi min far var på arbejde.
Vi indtog bøffer, afslapning og dejlig indholdsfattig snak foran flimmerkassen, og selvom jeg kom lidt for sent hjem til at kunne nå otte timer i drømmeland, tænkte jeg “bah, det indhenter jeg – vi lever jo kun én gang!” mens jeg smækkede hoveddøren op.

Jeg tøvede dog en smule, da jeg kom ind i køkkenet og nærmede mig mit køleskab.
Jeg vidste godt, at der bag den hvide dør ikke rigtig gemte sig noget madpakkemateriale. Men jeg visualiserede mig et mirakel og åbnede køleskabet, mens jeg tænkte, at håbet jo er lysegrønt.
Det var mit køleskab dog ikke.
Det var helt sort.
Jeg greb den nærmeste mælkekarton med en voksende uro.
Den var lunken.
Åbnede fryseren.
Kunne se svedperler.
Åh gru! Et køleskab må simpelthen ikke gå i stykker op til at man to dage kun er hjemme i tidsrummet 21-06!

Men så gik noget andet op for mig:
Ikke kun køleskabet var sort.
Det var min stue også.
Og soveværelset. Og toilettet.
Jeg havde kun strøm i entréen og i højre halvdel af køkkenet!
Skyndte mig over til mit sikringsskab (hedder det egentlig det??)
Nåh, men klog af erfaring vidste jeg, at jeg havde automatiske sikringer. Logisk set skulle der blandt alle knapperne være én eller to, der var slået ned, som man – vupti! – skulle trække op og så have strøm igen.
(Og ja, det ved jeg, fordi jeg en mørk aften fik min far til at komme over, da jeg ikke kunne finde den sikring, der efter alles beskrivelser burde rasle og være dén der skulle skiftes.
Min far kom forbi, kiggede på min sikringstavle (ja, dét må vist være ordet. Nej?), slog en knap op og efterlod så sin håbløse single datter.)

Nåh, men nu var klokken 22.45 og dyre råd var rådne, for ingen knapper var slået fra, og jeg prøvede forsøgsvis og ret utålmodigt at trykke hele molevitten ned og op igen. Jeg fik ikke andet resultat, end at lejligheden enten var sort eller kulsort. Med lige så sort samvittighed måtte jeg atter foretage et håndværkernødopkald til min far. Gennem min mor. Ja, jeg følte mig vældigt voksen og uafhængig…
Han ville komme næste dag og kigge på sikringerne, lovede hun.

Jeg børstede tænder i bælgmørke og gik i seng. Jeg kunne lige nå at sove fem en halv time, hvis jeg skyndte mig.
Jeg syntes, at det var meget synd for mig.
Jeg skulle bare vide…

LØRDAG
Vågnede badet i sved, viklet godt og grundigt ind i min dyne. Havde sovet virkelig dårligt af frygt for, at min telefon skulle løbe tør for strøm (kunne jo ikke oplade den) og på den måde gentage min ufrivillige direktørmødetid.

Tog bussen på arbejde.

Efter to fødsler og tolv timer havde jeg fri.
Men da den sidste fødsel var kort forinden vagtskifte, måtte jeg først færdiggøre journalskrivningen, inden jeg kunne gå.
Klokken 20.30 forlod jeg fødeafdelingen – ret træt ved tanken om, at jeg præcis elleve timer efter skulle stå der igen.

Min cykel havde stået i hospitalets parkeringskælder, men jeg kunne på ingen måde overskue at cykle hjem nu.
Jeg legede, at jeg var blevet fyrsteligt rig af min jordemoderløn, smed cykel og slaskekrop ind i en taxa – og sad på bagsædet og bestilte takeaway, så jeg kunne få lidt aftensmad, inden jeg gik i seng.

Overvejede at stille cyklen i kælderrummet, da jeg kom hjem. Men jeg orkede det bare ikke. Op og ned ad stejle trapper med jernhest over skulderen? I think not.
Så måtte det jo briste eller bære.
Jeg havde desuden en fræk aftale med min dyne og thaimad. Og skulle lige lave glædesdans over, at min far havde fikset mine sikringer.

Jeg havde strøm igen. Skulle ikke gå i bad i mørke.
Nu manglede bare søndag.
Alt tydede på, at mine prøvelser var forbi.
Jeg kunne lige nå seks timer på langs. Hvis jeg skyndte mig.

SØNDAG
Vækkeuret ringer. Er det nat? Hvad skal jeg i dag?
Åh, jo. Arbejde.
Kigger ud på sneen. Det blæser ikke. Det er faktisk et ret smukt vejr.
Stillede jeg ikke cyklen i tredje eller fjerde gear?
Så skulle det da nok være okay at cykle på arbejde.
Selv med frosne gear.

Jeg har cyklet præcis 0,2 kilometer, da jeg må indse, at cyklen er frosset i andet gear. Mine ben fræser derudaf, men jeg kommer knap nok frem.
Man skulle faktisk tro, at jeg sad på en stationær cykel.

Jeg prøver at bevare optimismen.
Ja ja, så får jeg og min hindbærkrop lidt ekstra motion i dag, tænker jeg.
Det er sgu nok egentlig ret tiltrængt.
Og jeg kommer til at eeeeeeeelske alle de andre gear, når jeg skal hjem igen. Hvor er det godt, at jeg har tolvtimersvagt igen i dag, så cyklen har god tid til at tø op! Nogle gange skal man lige undvære ting -såsom strøm og seks gear – før man sådan rigtig sætter pris på det igen, tænker min kvalmende positive side.

Jeg kommer på arbejde og ligner mest en flydende substans, en klistret udgave af mig selv.
Overvejer et hurtigt bad, men har ikke tid.

Et bad når jeg dog at få alligevel, for jeg har kun været på arbejde i ti minutter, da en stor del af mig af forskellige årsager befinder sig nede i et fødekar! Heldigvis klarer hestehalen frisag…
Okay, tænker jeg. Det er lidt skidt en start. Men mit gode humør skal den her usamarbejdsvillige weekend i hvert fald ikke tage fra mig!

Tolv timer efter har jeg fri og kan ikke vente med at komme hjem. Og i bad. Og i seng.
Forlader afdelingen som skudt ud af en kanon.
Nede i omklædningsrummet opdager jeg dog, at jeg har glemt at aflevere en afdelingsnøgle.
Føk.
Klæde om.
Tilbage til fødegangen.
Ja, hej, det er mig. Nøgletyven.
Farvel, farvel igen.
Ned til cyklen.
Har glemt mine vanter i omklædningsrummet.
Fortrænge indre vrede på sig selv.
Tilbage til omklædningen.
Gribe vanter.
Tilbage til cyklen.
Op på cyklen.
Gear der spinder som en kat og lige så smidigt skifter fra første til syvende.
HALLELUJA!
Og så
Afsted!

Jeg havde kækt og fløjtende cyklet præcis 1,4 kilometer, da mine gear fryser igen.
Ja. I syvende.
I shit you not.

Turen over sjællandsbroen satte mine ben- og bækkenbundsmuskler på så alvorlig prøve, at jeg nær havde tisset i buskerne.
Efter en sådan usamarbejdsvillig weekend, er jeg faktisk glad for at det er mandag i dag!

…

Vil du vide om cyklen arter sig, lejligheden har lys eller om min familie boykotter deres forvirrede datter, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM