Fra pære til hindbær og forhåbentlig tilbage igen

Jeg har længe overvejet, om jeg ville skrive dette indlæg.
Jeg synes, at det er personligt på en anden måde end mine øvrige, men når jeg nu alligevel sidder ved tasterne, håber jeg, at I vil tage godt imod det.

Jeg ved at familiemedlemmer, venner og bekendte læser med med jævne mellemrum, men som lillebloggen vokser, er der efterhånden også en stor del, der ikke kender mig direkte, der følger med.

Da jeg illustrerer de fleste af mine blogindlæg, har jeg valgt, at jeg aldrig lægger billeder af mig selv op her.
Måske er det bare mig, men jeg har altid haft oplevelsen af, når jeg har læst en bog, som efterfølgende blev filmatiseret, så var det sgu lidt blasfemisk, at se den karakter som jeg havde forestillet mig i mit hoved, pludselig blive afbilledet på en måde, der – alt for ofte – ikke passede med mine indre billeder.
Så tja, for ikke at rode med folks forestillinger, har jeg valgt ikke at lægge billeder af mig selv herind.

Men altså, jeg har sgu længe kropsmæssigt haft til både gården og gaden. Og øh, på det sidste også haft til lidt mere end dét.
Jeg er sgu gået hen og blevet tyk.
Før var jeg en noget så ordinær pæreform. I ved, sådan rimelig bred over numse og lår.

Desværre har jeg langsomt men sikkert ændret kropsfrugt.
Når jeg sidder og kigger ned af mig selv, går det op for mig, at jeg sgu har føjet en ny form til ved siden af pære og æble.
Jeg er blevet et hindbær!

Det buler efterhånden ikke bare henover numse og lår – det buler faktisk allesteder!

Som jeg sagde til en kollega forleden:
Jeg er kommet til den skillevej, hvor jeg enten må gå en buksestørrelse op eller en numsestørrelse ned!

Og på den skillevej vælger jeg altså, at skille mig af med numseekspansionen.

Forklaringer og undskyldninger er der jo nok af.
Et job, der lidt for ofte kræver mere af mig, end jeg har at give. Som får mig til at glemme at spise, indtil jeg pludselig spiser alt på min vej. Som sender mig hjem slap i rygraden, og genner mig ud i bussen i stedet for op på cyklen.
En diabetes, der kan vælte mine gode intentioner af pinden og med ét lavt blodsukker kan ødelægge en hel dags gode gerninger. Hvor jeg med begyndende koldsved bliver nødt til at spise nogle af de hurtige kulhydrater, jeg netop har brugt dage på at undgå.
Træthed, stress, søvnunderskud og skiftende arbejdstider, vil jeg altid støde ind i.

Men når alt kommer til alt, er det også hvad det er:
Undskyldninger.
Jeg kunne træde op på min badevægt og bagefter sætte mig ned og græde snot med en pose chips i favnen.
Jeg vælger at lade være.
Jeg har efterhånden fået en krop, der vil være rigtig god til et FØR-billede, så nu går jeg i gang med at forme den til EFTER-billedet.
Ikke flere undskyldninger.
Ikke mere fødegangskage.
Meget mere cykling.
Og meget mere tough love.

Som sagt har jeg været meget i tvivl om dét her skulle på bloggen, men når jeg vælger at lægge det op alligevel handler det om, at jeg så på ét eller andet plan forpligter mig til at gøre ord til handling.
At jeg skal stå til ansvar over for nogen. Jer.

Så er du blevet tyk eller tynd? Har du et billede af din appelsinhudsfyldte numse hængende på kæleskabet, eller går du til hot yoga for at samle tanker? Har du stået på rollerblades eller indtaget ingefærshots i sundhedens navn, så kom med dine erfaringer – gode som dårlige – lige hér!

Jeg håber, at I vil heppe med!
(Og, ja, I må gerne begynde allerede nu…)

…
Hvis du vil, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM. Giv dit besyv med og del dine tanker – hvis du har nogen