Not another movie moment

Da dette indlæg efterfølger mit sidste blog-indlæg om selvforskyldt skud i låret, føler jeg næsten, at jeg bliver nødt til at fremhæve, at jeg altså ikke lyver på bloggen. Eller gør dumme ting med vilje.
Sådan hér er jeg altså bare.
I hvert fald nogle gange.

Nåh, back on track.

For en lille måned siden spurgte én af mine nærmeste ledere mig, om et lille TV-hold måtte følge blandt andre mig, på én af mine arbejdsdage.
Jeg blev selvfølgelig smigret over, at hun gik rundt og forestillede sig, at jeg var stueren nok til de danske dagligstuer, men sagde, at jeg altså måtte tænke lidt over det.
Det gjorde jeg så i meget lang tid.
Rigtig lang tid.
Faktisk besluttede jeg mig først i fredags.
Jeg sagde “okay så”.
Ja, I kan nok høre, at jeg var helt hooked…

Nåh, men snart efter gik jeg i gang med forberedelserne.
Jeg skulle møde klokken halv otte, og de skulle møde ind og starte optagelserne fra midnat. Og hvis ikke, dét par jeg fulgte havde lyst til at blive filmet, så ville de kun filme mig lidt til og fra fødestuen.
Men, men, altså. En nattevagt.
Hvem er lige klog, smuk og fagligt og socialt skarp i en nattevagt?
Måtte medbringe spatel og fugemasse til mit ansigt i dén nattevagt!
Og en madpakke på fire kilo.
Sove en middagslur som aldrig før.
Møde ind ekstra tidligt (er altid på arbejdet minimum tredive minutter før min vagt starter. Bare for at lande.)
Og så videre og så videre.

Dagen før (i går) havde jeg inviteret mine forældre over til middag. Bare sådan lidt stille og rolig hygge, hvor jeg selvfølgelig ville prøve at hive et par guldkorn ud af de mennesker, der har kendt mig længst tid.
Hvordan kunne jeg mentalt forberede mig på at have et kamera i nakken?
Nåh, men efter vi har spist, finder vi en film og kaffen kommer på bordet.
Midt i det hele ringer min mobil. Ville egentlig mest have sat den på lydløs og koncentreret mig om at være en god værtinde. Men så så jeg, hvilket navn, der stod på displayet:

Afdelingsjordemoder

Hvad pokker? Hvad ville hun?
Tog noget modvilligt telefonen. Efter at have løftet røret, sagde hun:
“Hva’, Eline. Vi har et TV-hold hér, der står og venter på dig.”
“Hvar? Hvar, fuck!” Bjæffede jeg.
“Ej, nej nej, Eline, jeg laver bare sjov” Hvorfor ringer du til mig nu og laver sjov? Det er da tarveligt, at lave sjov i min fritid! Og så tog hun atter ordet:
“De kommer selvfølgelig først til midnat” Nej. nej, nej. Hvilken dato er det i dag?
“Men, Eline, hvor er du?”
“Jeg er hjemme” hikstede jeg, mens virkeligheden gik op for mig.
“Du skulle ellers være mødt i vagt for tyve minutter siden”
“Nej. Nejnejnejnejnejnej. For f…….! føkføkføk!” Det sker bare ikke, bare ikke i dag.

Jeg har aldrig før taget fejl af mine vagter.
Men den dag jeg vælger at gøre det, forstår jeg virkelig at give mig selv gode forudsætninger. Det hér var et fedt udgangspunkt:

1) at måtte smide sine forældre ud efter netop at have slugt maden
2) at skulle have tolvtimers nattevagt
3) ikke at have sovet længe
4) og nåh ja, at skulle filmes!

Jeg ville gerne sige, at jeg tog det helt roligt:

Men i virkeligheden var min reaktion mere som følger:

Jeg greb alt i tre meters radius af køleskabet; halvanden liter Pepsi Max, noget blomkålsgratin, pung, kiks, blodsukkerapparat, noget at brække mig i over min pludseligt opståede megakvalme, personaleskilt og nøgler. Og af sti afsted med mig!

For FANDEN det var flovt.

Og jeg tør slet ikke tænke på, hvad de fik ud af de dér optagelser…

…

Kan du ikke få nok, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM