Hvad dronningen og jeg har tilfælles…

… udover virkelig gode hattehoveder, er nok, at vi begge vil kigge tilbage på 2015 og især mindes, at vi ufrivilligt fjumrede rundt på en måde som andre mennesker kunne bevidne…
Men også, at vi begge nok skal komme over det.

Kære læsere,
2015 blev på bloggen et år med følelser af de helt store.
Jeg har været pinlig.
Åh, så pinlig.
Nogle gange pinlig på præcis samme måde, som jeg har været det hundrede gange før.
Som for eksempel i maj, da jeg troede, at jeg og min lever skulle tørlægge Indre København. Og i øvrigt slet ikke tvivlede på, om det var en god idé.
Jeg har lavet klassiske og pinlige dumheder, men i afskygninger jeg troede kun skete i slap-stick-komedier. Med – åh føk – Adam Sandler i hovedrollen.
Men jeg har også været pinlig på måder, som jeg aldrig har prøvet før.
Som for eksempel dengang jeg sov en lille bitte smule over mig.
Jeg har ikke sovet så meget som et minut over mig siden da. Faktisk betød det, at jeg i en periode trofast vågnede op med at sæt klokken 03.54 og var sikker på, at jeg skulle på arbejde N U.

Men det har ikke kun været sjov det hele.
I forbindelse med finanslovsforslaget, der så ud til at ville sløjfe 260 millioner til landets svangreomsorg, besluttede jeg mig for at skrive om min hverdag som jordemoder.
Det var med mere end en smule bæven. Det er altid lidt skrækindjagende at krænge sit hjerte ud.
Men alle betænkeligheder blev gjort fuldkommen til skamme. Af jer. I skrev de sødeste og ærligste kommentarer. I likede og delte. Skrev rosende ord om jeres jordemødre og fødsler. På et døgn blev indlægget fra min lille blog læst mere end 3000 gange.
Hånden på hjertet; jeres ord og handlinger varmede på det helt rette tidspunkt. Jeg havde sgu krise over at se, hvad besparelser gjorde/gør ved det fag, jeg elsker. I mindede mig om, at det nyttede. I mere end én forstand – for vi fik alligevel øremærkede midler.
Så tak! Bare tak.
Læs eller genlæs indlægget hér.

For knap et år siden, blev jeg grebet af en gal motionist og sagde ja til at deltage i en kvindetri. Boy oh boy, hvad det ikke skulle have af betydning for foråret 2015. Jeg vidste ikke, at man kunne hade en app så meget, før jeg hørte Endomondos dømmende stemme distanceret vrænge hånligt hvor langsomt jeg løb.
Jeg havde håbet, at triathlonet ville give mig en lidt mere fit krop med tonede mavemuskler og mændene rendende efter mig, men i realiteten  tog jeg fem kilo på (nej, det var ikke i muskelmasse, det var jeg-har-jo-været-ude-at-løbe-knas) og mændene udeblev.
Alligevel er kvindetrien noget af dét, jeg er mest stolt over at have bedrevet i 2015. Jeg var hverken hurtig, overskudsagtig – faktisk ikke engang særligt overbevisende – i min præstation, men jeg gennemførte.
Derfor har alle, der kaster sig ud i nogle lidt håbløse projekter min dybeste respekt. Og jeg vil aldrig nogensinde mere tænke, at nogen løber langsomt. Aldrig. Har du løbesko på og er begge dine fødder uden kontakt til jorden på et givent tidspunkt, fortjener du applaus efter min mening!
Jeg lærte desuden, at det er virkelig svært at tage stramt tøj på, når din krop er våd og klæbrig som tapetklister.  Havde min tri-buddy ikke været til hjælp med at få min sport-BH ned over de dertilhørende bryster, så havde jeg sgu stået der endnu, i Hellerup, halvnøgen og me bukserne omvendt på…
Læs første del i trilogien om triathlonet hér.

Til sidst vil jeg bare sige tak for et sjovt år på bloggen.
Tak til jer der kommenterer og kommer med råd.
Jer der griner og græmmes med mig.
Jer der læser med ugentligt eller bare engang imellem.
Uden jer var det jo slet ikke halvt så sjovt at blogge.
Hverken om de store eller små spørgsmål i livet.
Om hverdagens gråtoner.
Sort på hvidt.

På genlæs i det kommende år, hvor jeg uden at love for meget kan sige, at jeg glæder mig til nogle nye, spændende – og selvfølgelig – pinlige eventyr, og håber at udleve en drøm eller to.

….

Vil du absolut ikke gå glip af et eneste indlæg, kan du følge med på FACEBOOK og vil du have alle gråtonerne mellem hvert indlæg, kan du også stene med på INSTAGRAM