Åhr 2017…

Efter knap en måneds tavshed spiser jeg jer nu af med en kliché af et blogindlæg – sorry, er åbenbart blevet dén type menneske.

Men altså, helt ærligt; klichéer er jo blevet klichéer af en grund, så måske et nytårsindlæg ikke er så skidt endda.
Det er måske nærmest sundt, det dér med lige at stoppe op og kigge tilbage. Bare engang i mellem, i hvert fald.

Jeg sidder her for engangs skyld ikke med mascaren hængende ned på venstre kind og tømmermændene hvilende på forissen. Min lejlighed ligner ikke lort (for første gang i december) og jeg tager mig ikke til panden med et for føk, hvordan skal jeg nogensinde blive mentalt forberedt på at tage på arbejde igen? 

2018 starter med andre ord ret anderledes end årene plejer.  Hvilket nok skyldtes, at 2017 heller ikke var et år, der forløb som mine år plejer.

2017 var et år med op- og nedture af de ganske store. Hvis jeg skal være helt ærligt, var en del af dem nedture.
Det kan godt være, at folk applauderede min opsigelse med både mod, rygrad og seriøsitet, men for mig føltes det en stor del af tiden som et nederlag. Som om jeg vendte ryggen til, når jeg burde være blevet.
Nu, hvor det hele er kommet lidt på afstand er jeg dog ikke i tvivl om, at det var det rigtige at gøre for mig.
Jeg begynder at se nogle ting ganske klart.

Jeg ved ikke, hvornår svimmelheden præcis opstod, jeg må bare konstatere, at den i 2017 havde været der så længe, at jeg til sidst kun bemærkede den, når den blev virkelig opfindsom. Når jeg måtte læne mig op ad skrivebordet, selvom jeg sad stille, eller når det føltes som om gangene skrånede nedad.
Det var aldrig et problem når jeg var på arbejde – det var kun et problem når jeg ikke arbejdede, og derfor var det svært for mig, at erkende, at roden til svimmelheden nok alligevel var affødt af de samme rammer, hvor så mange børn fødes. Hvor jeg faktisk følte mig hjemme.
Nu har jeg ikke haft fast arbejde i halvanden måned og selvom svimmelheden af og til besøger mig, så er det nu en sjældenhed og ikke en daglig begivenhed.

Jeg må indrømme, at jeg først var skuffet og næsten vred over, at min krop tog sagen i egen hånd. Jeg syntes, at den svigtede mig, den skide egenrådige krop.
Nu kan jeg godt se, at det var mig, der svigtede den.
Så folkens derude; hvis jeres krop kalder, så lyt! Ellers har den virkelig en særpræget menu, den kan sætte sammen!

Heldigvis er der også noget godt ved at skrabe bunden:
Du finder ud af, hvad der betyder noget og at folk heldigvis kan lide dig, selvom du i øjeblikke føler dig som et blad i vinden. Måske endda et ret råddent blad.
Jeg fik masser af opbakning af både den familie, jeg er født ind i og den vennefamilie, jeg selv har samlet om mig.
Og fra jer.
TAK.

Og så må jeg tilføje, at gode råd aldrig er langt væk:

For eksempel spurgte jeg jer på instagram om jeg skulle melde mig til kor på aftenskolen (fordi jeg i virkeligheden SLET ikke turde) og selvfølgelig gjaldede I ja! og fik sendt mig afsted med masser af god energi.
Og hånden på hjertet; de første fire-seks gange, måtte jeg slæbe mig afsted! Overvejede i lange minutter bare at blive væk – ingen ville jo lægge mærke til at jeg manglede – men fandt gang på gang mig selv stå på en skole på Frederiksberg klokken 17.
Når jeg så gik hjem, så var der sket noget. Jeg var fyldt af en sprudlende energi, melodier, der boblede i mit bryst og som straks måtte afspilles på min mobil.
Nu er tirsdag eftermiddag et fast melodiøst holdepunkt og jeg føler mig som en karakter i Italiensk for Begyndere, for folk er så søde og forskellige fra mig selv – men alligevel bindes vi alle sammen af en uforstilt kærlighed til pop.

Hvad der nu skal ske i 2018 er endnu ret uvist.
Det eneste jeg faktisk ved helt sikkert, er at jeg skal gå til kor igen. Er faktisk allerede tilmeldt den nye sæson.

Arbejdsmæssigt tager jeg indtil videre småjobs her og der.
Overvejer at gøre noget mere ud af det kreative – blandt andet at lave illustrationsarbejde på bestilling.
Overvejer også at tilbyde selvstændigt jordemoderarbejde – privat fødselsforberedelse, supplerende jordemoderkonsultationer eller efterfødselssamtaler, hvem ved?

Og så er jeg efterhånden mere og mere sikker på, at jeg vil skrive en bog.

Men mere om det hele i 2018.

– og så vil jeg bare lige sige, at hvis du (ligesom jeg) synes, at der har været lige lovlig meget lort i 2017, så trøster jeg mig altså med, at min forældres have altid har været mest udbytterig, når min far først havde givet den en ordenligt omgang hønselort.

Så, farvel 2017, din stride satan – nu skal 2018 og jeg ud at blafre med vingerne!

So long! og tak fordi du stadig er her!

---

Følg hverdagens gråtoner sort på hvidt på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPPEN.

Navnet er selvfølgelig
Sortpahvidt