Mit arbejdsløse eventyr #1

Bum! Så ramte vi 1. december.
Og det betyder, at det nu er helt officielt:

Jeg har ikke noget arbejde.

Tiden fløj afsted som den har det med at gøre, og før jeg fik set mig om, havde jeg faktisk haft min sidste vagt.
Da jeg tog beslutningen om at sige at sige op, forestillede jeg mig, at det ville blive meget tungt at være på fødegangen i min sidste vagt.

Altså; at jeg ville være så dehydreret af gråd, at jeg måtte have anlagt grønt venflon og trække rundt på en liter isotonisk saltvand, som blev udskiftet i en lind strøm.
At jeg ville snotte ned på den nyfødte, og hikste:
JEG KKOMMER TTTTIL AT SAAAVNE DET HEEEER…
I virkeligheden føltes min sidste vagt faktisk mest som alle mulige andre vagter.
Pludselig var den bare slut.
Og det føltes ikke som om jeg ikke kom tilbage igen, når julefrokosten var overstået.
End ikke da jeg tømte mit skab, og smed mine udtrådte sko i skraldespanden.
Jeg tror måske, at det først rigtigt går op for mig, når der er gået lidt tid. Så kan det jo være, at jeg snotter ned i juleteen og hikster til klejnen, at jeg jo savner alle dem fra mit arbejde.

Indtil da nyder jeg det bare.
Har fundet en hidtil ukendt ro i min beslutning, og en tiltro til, at det hele på ét eller plan kommer til at gå op i en højere enhed. At fødegangen ingen vegne løber, hvis jeg vil “hjem” igen, men også, at det faktisk er helt okay – måske endda sundt – at fare en smule vild i livet.
Og indtil jeg ved, hvor min vildfarne vej fører mig hen, så er jeg glad, for alt det jeg tager med mig videre.
Det er pudsigt at tænke på, at min gamle arbejdsplads bringer flest af Danmarks børn til verden, fordi jeg selv har en følelse af, at det var det samme sted, at jeg blev voksen.
Med mine kolleger fik jeg både nogle af mine bedste venskaber og en familie, som jeg oftest så mere til end min egen.
Jeg føler mig rig på livsfortællinger og heldig over, at jeg nåede at opleve så meget.

På fødestue 1 hvor jeg ved mere end én lejlighed har været ved at falde ned i fødekarret
På fødestue 2 hvor jeg i hyggelig belysning og til stille musik har set kvinder tage imod deres børn
På fødestue 3 hvor jeg engang fik en high-five af én af lægerne
På fødestue 4 hvor jeg tog imod et vennepars datter en solskinssøndag
På fødestue 5 hvor en familie engang havde været på storindkøb på McDonalds og på trods af modvillige protester fra undertegnede gav mig en cheeseburger på en meget lang vagt. Aldrig har jeg nydt en cheeseburger så meget!
På fødestue 6 hvor jeg med solen bagende på ryggen har heppet på dansk / engelsk / tysk
På fødestue 7 hvor jeg tog imod mine første tvillinger og svævede hjem fuld af gå-på-mod
På fødestue 8 hvor jeg en martsnat i 2014 tog imod mit allerførste jordemoderbarn – og desuden en smuk februarmorgen i 2016 tog imod endnu et vennepars datter.
På fødestue 9 hvor jeg har haft så mange fine vandfødsler – engang én uden handsker…
På fødestue 11 hvor jeg med noget tøven var med i “Holder Danmark i live” i 2015. Kamerakvinden og journalisten var dog begge meget søde, musestille og meget rørte.
På fødestue 16 hvor jeg i et fødselsøjeblik desværre kom til at sluge noget fostervand. Og ja, det var grønt.
På fødestue 17 hvor jeg oplevede sådan et godt fødselsarbejde mellem den kommende far og mor.

Og i alle de små hjem i København og særligt på Amager, hvor jeg i paliettemønstrede t-shirts og lidt for korte kjoler har mødt de nyeste beboere – heriblandt min niece, der syntes at smile fra allerførste gang hendes forældre hilste hende velkommen i stearinlysenes skær.

Der er ikke noget, jeg lige nu har lyst til at gøre anderledes – nu skal jeg bare se, hvad vejen bringer.
Måske skal jeg rejse lidt og tage vikariater her og der?
Måske skal jeg til udlandet i en længere periode?
Måske skal jeg simpelthen arbejde i Netto?

Og hvem ved… måske en dag vender jeg “hjem” igen.
Eller finder et nyt sted at kalde hjem.

---

Indtil da kan I følge hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller på SNAPPEN.