Min første grønlandsfødsel

Som lovet kommer her et lille skriv, om min allerførste fødsel helt alene i Grønland.
I sidste uge rejste min jordemoderkollega nemlig på kursus i Nuuk, og det betød, at jeg var den eneste jordemoder i Ilulissat en uge frem.
Det var en tanke, der gav et sug i maven på mere end én måde.

Det så dog ud til at blive en ret rolig uge. Der var ikke nogen, der var gået til termin – det var faktisk ikke sikkert, at jeg ville blive kaldt til en fødsel.
Jeg følte mig faktisk næsten helt sikker på, at der ikke ville komme en eneste fødsel.
Jeg skulle naturligvis blive klogere.

Lørdag vågnede jeg allerede klokken halv syv og forbandede, at min krop åbenbart stadig kørte på dansk tid…
Jeg vendte og drejede mig, men lige lidt hjalp det. Krop ville under ingen omstændigheder falde i søvn igen, heller ikke selvom mit hoved var helt udkørt efter en uges nye indtryk i et fremmed land.
Til sidst stod jeg op, gik over og så til en barslende familie og gik ud for at shoppe lidt.
Ugen havde bragt en farlig blanding af tø og frost, så gaderne var glatte og nærmest ufarbare til fods for en grønlandsnovice som mig.
Målet var derfor soleklart:
Jeg skulle have mig nogle pig-såler til mine sko.

Da jeg endelig fandt dem i en butik, tog jeg dem på med det samme og føltes nærmest, at jeg fløj hjem!

Min genbo på gangen – en nyankommen sygeplejerske, AS, – havde dagvagt på sygehuset, og jeg havde lovet at lave mad til os begge.
Aftenen gik med mad og hygge foran fjerneren indtil klokken 19, hvor vi begge sad og hang med hovederne – ingen havde kunnet forberede mig på, hvor helt igennem træt, dét at være ny ville gøre mig.
Min vagttelefon ringede pludselig og det gav et sæt i min krop. FUCK! En fødsel? Nåede jeg at tænke, men nej. En gravid var faldet på isen og havde brug for et tjek. Jeg sagde, at jeg ville komme og kigge til hende.
Ikke længe efter forlod jeg lejligheden, mens min krop skreg mildest talt på min seng, mens jeg i stedet gik over til sygehuset.
Halvanden time senere var jeg retur i lejligheden og jeg kæmpede med trætheden, fast besluttet på, at nu skulle jeg altså få indstillet min krop til grønlandsk tid.
Jeg lå derfor i min seng og læste frem til midnat, hvor bogstaverne begyndte at flyde lige lovligt fantasifuldt ud i hinanden.
Jeg lagde bogen fra mig, slukkede lyset og opfattede ikke engang, at jeg gled ind i en sort og drømmeløs søvn.

*BIPPEDIBÅÅÅÅÅÅT! BIPPEFUCKINGBÅÅT! BIPPEDIBÅÅÅÅÅÅT*

Jeg vågnede fuldkommen desorienteret og omsluttet af mørke. Min telefon bippede og båttede – brølede og blinkede – ved siden af min hovedpude.
Søvndrukken tog jeg telefonen.
Altså, jeg ved, at jeg svarede den, men kan under ingen omstændigheder gengive hvad jeg sagde. Dertil var jeg alt for søvndrukken.
Har muligvis bare sagt :”…D’ Øline…?” Med min allermest grødede stemme.
I den anden ende af telefonen lød en stemme:
“Ja, Hej, jeg har xx, her. Hun har veer med fem minutters interval og de gør ondt.”
Åh, en alt for frisk stemme.
Min hjerne føltes som om den lå svøbt i et vådt vattæppe. Jeg følte mig både malplaceret og underligt frisk. Der var én, der skulle føde. Nu!
Mange tanker gik igennem mit hoved, og alligvel kom kun én ud af min mund:
“Lige et øjeblik… Jeg skal lige tænde lyset”
“Hva’?”
“*mumle* Jeg skal lige tænde lyset.”
Ja, dét ved jeg ikke helt hvad handlede om. Kan man ikke høre, hvis man ikke kan se? Måske skulle jeg bare lige tænde lyset, så jeg vidste, at jeg ikke drømte?
Jeg følte det som om, jeg netop var blevet hentet ned fra en meget fjern galakse.
“Jeg kommer” fik jeg frem
“Jeg er der om ti minutter”
Jeg vidste, at der blandt de mest oplagte kandidater til at gå i fødsel, var en femtegangsfødende. Hvis det var hende, der havde veer med fem minutters interval, så havde jeg formentligt meget travlt, hvis jeg havde lyst til at være med til den fødsel!
Alligvel tumlede jeg rundt i mit soveværelse. Hvor f… var min BH? Skulle jeg børste tænder? For helvede, Eline, kom ud af den lejlighed og glem alt om tandbørste og hår. Nu.

Jeg trak i jakke og pigsåler.
Klokken var 01.06.
Altså havde jeg sovet i en time.
No wonder, at jeg var på den tid var blevet forvandlet til Big Fuzzy.

—

Klokken 06.10 begav jeg mig hjem igen.
Jeg havde sovet én time det døgn, men jeg var alt for opstemt til at være træt.
Frosten nev mig i kinderne og jeg kiggede ned på de enlige fodspor i sneen: der var kun mine.
Jeg havde timerne forinden taget imod mit jordemoderbarn nummer 303 – min første fødsel i Grønland.
Alt var gået rigtigt godt. Da jeg stod i det, tænkte jeg ikke over, at jeg var den eneste jordemoder i gudvedhvormange kvadratkilometers afstand.
Det her var jo en helt normal fødsel og jeg var jordemoder, og det var jo dét der skulle til. Jordemoderarbejde.
Jeg var helt tryg i det hele, følte mig rustet og godt tilpas i at stå en søndag morgen med ishavet udenfor og den kommende familie indenfor og gøre dét, jeg elsker allermest ved mit arbejde:
At bringe et nyt liv til verden.

Da jeg gik hjem den søndag morgen var der ikke klichéer nok til at beskrive, hvordan jeg havde det.
Med fare for at lyde alt for poppet, vil jeg sige, at jeg midt i al sin enkelthed følte mig… rig.

—

Hvilket forøvrigt er helt i kontrast til hvordan jeg følte mig ugen efter; nemlig i denne weekend.
Jeg var nemlig ude og bumle fredag.
Hvilket resulterede i, at jeg lørdag morgen vågnede i min seng med en skrigende rød saldo, en diffus hovedpine, en dunkende ankel og pose frosne suppeurter.
Men i det mindste ingen vagttelefon.

… Og ja, historien om den klodsede jordemoder med den forstuvede fod – den må vi vende tilbage til en anden dag…

…

Vil du læse mere om hverdagens gråtoner, kan du følge bloggen på INSTAGRAM, FACEBOOK, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt