Små mennesker kan godt lave STORE brølere…

Lad os slå fast én gang for alle:

Jeg. Er. Lav.

Eller måske ikke bare lav – jeg er pisselille. Når jeg møder nogen, der er i min øjenhøjde (og som ikke er et barn på 10 år), bliver jeg helt benovet.

I nat var jeg på arbejde med Lillemor, øh, og jeg skal hilse at sige, at hun sgu ikke er så lille endda – jeg går hende til armhulen!
Vi tog et par selfies sammen (og til dem, der sidder og spørger sig selv; så ja, man ser skidegodt ud klokken 06.35 om morgenen efter elleve timer på nattevagt!), og det så bare helt tosset ud med os ved siden af hinanden!

På vej hjem sad jeg så og sumpede over det dér med at være lige over dværgegrænsen.
Det er da ikke så slemt, tænkte jeg.
Altså, man kunne da være værre, ikk’?
Kriminel, for eksempel.

Jeg mener bare, at være lav har jo aldrig fået mig i fedtefadet eller sådan noget.
Men så kom jeg i tanke om, at det faktisk er lige præcis, hvad det har! Og netop dét, er årsagen til at min ældste ven, Mads, og en hel del andre mennesker, ved nøjagtigt hvad der refereres til, hvis nogen nævner “The Gryde Incident” – og det til trods for, at det skete for snart ti år siden!

Vi skal tilbage til min søde efterskoletid…

Da jeg gik på efterskole havde vi køkkenhold.
To gange i løbet af året havde dit køkkenhold bestående af fem-seks mennesker køkkentjansen og stod for at lave, servere og rydde af i forbindelse med alle måltider.
I dagtiden foregik det sammen med kokkene på skolen, men om aftenen skulle maden bare findes frem og enkelte ting lunes. Det kunne man sagtens stå for uden konstant supervision.
En lærer skulle ganske enkelt låse før og efter os, men det øvrige kunne vi klare selv.

En sådan aften stod mit køkkenhold og jeg og gjorde klar til servering. Vi fjollede ret meget, og gjorde lidt grin med sådan et industrikøkken – blandt andet havde vi lavet kødboller af cirka femtusindmillioner liter hakketsvinekød, som vi efterfølgende måtte forme med en TESKE!
Jeg stod og stenede lidt, kiggede på den store industrigryde, og ud kom pludselig nogle ret skæbnesvangre ord:

“Tror I egentlig, at jeg kan være i den store gryde?”

Det skulle vi selvfølgelig ikke tænke over i mange sekunder.
Af røg min træsko (ja, vi havde naturligvis stor omtanke for hygiejnen) én af drengene greb mig under armhulerne, og op i gryden kom jeg!
Da jeg lå nede i gryden og kiggede op på de andre, grinede vi alle sammen bøvet – man kunne fisme koge en person dernede!

… I næste nu skete der dog noget, vi ikke havde forudset; NOGEN VAR PÅ VEJ UD I KØKKENET.
Jeg ved ikke, hvad rationalet var, men én eller andens første reaktion var simpel: Grydelåget blev smækket i!

Og så lå jeg ligesom dér…

Én af kokkene – selvfølgelig den sureste af dem – havde af én eller anden grund besluttet sig for at ville hjælpe os med maden.
Nede fra grydens mørke kunne jeg høre de andre grine småhysterisk og finde maden frem (der var stadig 30 min. til servering), og jeg lå bare og krydsede fingre for, at kokken ikke ville lægge mærke til, at køkkenholdet manglede en mand – og at der desuden stod efterladt et par træsko i størrelse 36 ved siden af den store gryde.

At jeg ikke bare kom op af gryden havde flere årsager;
1)Hvad siger man, når man kommer op af en gryde – med låg på? “BØH!”/”Fandt den!”/”Nej, det var ikke vejen til Narnia” ?
2)Jeg kunne ikke særlig nemt komme op uden andres hjælp… og endelig
3)jeg var en føking dengse. Tanken om at få et møgfald over en tur i den sorte gryde, var simpelthen for skræmmende! Og hvad skulle jeg sige til mine forældre, når jeg blev smidt hjem? (“Hej mor og far, jeg er hjemme på en tænker, men jeg behøver ikke, at tænke over, om jeg kan være i en industrigryde, for dét kan jeg!”)

Derfor krøb jeg sammen og håbede på et mirakel.
Efter nogen tid gik det dog op for mig, at det dér mirakel, gerne måtte komme snart, for gryden blev meget varm at ligge nede i.
Med gru kom jeg i tanke om, at vi jo for fanden havde kogt kartofler i den for ikke så lang tid siden… Gryden var stadig lun.
Jeg begyndte at få klaus. Ret meget klaus, faktisk. Luften føltes beklumret og iltfattig, og jeg følte mig som en glemt, kogt kartoffel.
Jeg så avisoverskrifterne for mig:

“EFTERSKOLEELEV FUNDET DØD I GRYDE”

“HVAD LAVEDE ELEV I DEN SORTE GRYDE?”

“LÆS DET HELE: IKKE MERE FORLOREN SKILDPADDE PÅ EFTERSKOLE”

Jeg lettede febrilsk lidt på låget og sugede frisk luft ind. Mens jeg spillede diverse fund-af-elev-i-gryde-scenarier for mig.
Og så tilsmilede lykken mig heldigvis – for vores industriopvasker løb tør for sæbe og kokken måtte hente det i depotet.

Så med ét blev låget flået op, og jeg blev hevet ud af suppedasen, so to speak.

Kokken kom tilbage kun et øjeblik efter, at jeg var trådt i træskoene, men bemærkede ikke min pludselige – og meget svedige – tilstedeværelse med et ord.
Og gryde-historien forblev en hemmelighed.
Altså, lige indtil samme aften, hvor vi selvfølgelig fortalte den til hele skolen.

…

Og med dén anekdote vil jeg bare påpege, at det altså er meget berettiget, når jeg troligt skynder mig, at kaste mit vasketøj ind i andelsforeningens industritørretumbler af frygt for, at en morder kommer og skubber mig ind i den.

For jeg VED, at jeg kan være i den.

…

Vil du læse flere mærkelig anekdoter og følge med i hverdagens gråtoner, så følg med på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN eller SNAPCHAT – navnet er selvfølgelig Sortpahvidt (;